Orion Krønikerne Kap. 8
Flammer i nord

Tiden heler alle sår, og den sorg der ramte Semia da deres elskede og erfarne ypperstepræstinde blev snigmyrdet, fortog sig også med siden selvom hendes mindre levede videre. Og mindet levede videre i en by der på trods af de ulykker og hændelser der havde ramt den i årernes løb, ellers måske snarere derfor, stadig havde en utrolig tiltrækning på tilrejsende og besøgende fra fjerne egne og steder. Aldrig før havde så mange gæstet den lille by en Semias grænseland, og aldrig før havde den set så meget aktivitet i sine gader!

I store flokke måtte folk lejre sig uden for byen, thi byen selv ville ikke kunne klare en sådan befolkning på længere sigt. Spraglede telte foldede sig ud, og nogen slog sig ned som for at blive i meget længere tid end et kort besøg. En gruppe gik endda så vidt som at udgrave og opbygge deres egen brønd mit i deres teltlejr for at nyde godt af frisk vand til dem selv… hvilket var arbejdet værd da ukendte personer af uvisse grunde så deres snit til at forgifte byens vandforsyning og sende mangen en mand i gulvet.

Selve byen havde også vokseværk. Kroen som blev styret af de tre søstre Selinde, Merian og Timian var blevet ombygget, mens smeden Svend Skævfinger's hammerslag genlød i hele byen fra hans nye smedje ved byens genopbyggede købmand. Samtidig havde byens vagtkorps, ved økonomisk velvilje fra byrådet og Krigerhuset, langt om længe fået lukket hullet i byens befæstning ved at etablere en stærk og solid port som værn mod byens fjender. Der havde endda været råd til også at opføre en kaserne til byens trofaste vagtværn så de slap for at lukrere på Krigerhusets gæstfrihed.

Sidst men ikke mindst havde en teatergruppe ved navn Teater Royal, ledet af entertaineren Meister Düdow, i løbet af året gæstet byen og med byrådets velsignelse, opført et mindre teater i selve byen. På trods af deres gemytlige opførsel og forestillinger til hvilket både byrådsmedlemmer og andre vigtige personligheder blev indbudt, opstod der som tiden gik talrige gnidninger mellem teatertruppen og byens andre beboere og besøgende. De blev genstand for utallige rygter og tillagt flere uheldige og mystiske episoder. Hyl og skrig hørtes tit fra bygningen og det blev på et tidspunkt sagt at de var medlemmer af en kult som skulle have forsøgt at fremmane en dæmon, som derefter stak af. De blev anklaget for kidnapninger, overfald samt tortur, og medlemmer af teatergruppen skulle endda have angrebet folk fra byvagten med magi og forsøgt at afsætte templets cirkelpræst af Ambivon fra sin post.

Til sidst blev det byens befolkning og gæster for meget, og en aften hvor det meste af byens beboere, herunder vagtløjtnanten og det meste af byvagten var i skoven for at konfrontere de varulve der på det tidspunkt hærgede her, samledes flere ,mindre grupper, herunder en gruppe bestående af vildfarne pirater, og tog sagen i egen hånd.
I stilhed samledes de uden for teatret hvor teatertruppen på det tidspunkt havde trukket sig tilbage fra det generelle byliv, og på et signal blev skodder revet ned, døren sparket ind og magi og stål bragt op mod skuespillere, scenefolk og andre teaterfolk som alle som en blev dræbt i deres stole.

Lige så hurtigt som de slog til, trak angriberne sig ud igen, og da byvagten kom til stede var der kun uskyldige tilskuere i nærheden. De siges dog at deres tilstedeværelse forhindrede en efterfølgende afbrænding af bygningen som medlemmer af den hævngerrige hob havde haft i tankerne.

Da byvagten senere blev spurgt om hvorfor de ikke havde grebet ind under massakren som foregik lige bag vagt-kasernen, hvorfor de da måtte have hørt skrig og larm fra kampen, blev der svaret: "Vi troede der var tale om en forestilling!?"

Udover teaterfolk tiltrak en enlig nekromantiker sig opmærksomhed i byen da han pludselig dukkede op og købte stort ind af komponenter til nekromantiske formularer. Senere på natten så folk ham vandrede rundt først i skoven, senere på kirkegården. Hvad hans ærinde var kunne man ikke få et vide. Han holdt tand for tunge og gemte på sine hemmeligheder, men han blev fulgt af mange mistænksomme blikke.

Om den tavse nekromantiker havde noget at gøre med den horde af zombier der samme nat vandrede gennem skoven og angreb de levende tæt på byens porte, vides ikke, men næste morgen blev han fundet død på vejen af en af byvagtens patruljer. I første omgang tog man en mindre gruppe til forhør da de var set bevæge sig væk fra liget, men det viste sig at de just var faldet over liget selv. De blev dog irettesæt for ikke at have gjort noget, men bare efterladt det uden videre.

Liget blev bragt til templet hvor præsterne, i samarbejde med byvagten, forgæves forsøgte at få nekromantikerens ånd til at fortælle hvem der havde dræbt ham, men forgæves. Deres dødetale gav ingen spor at gå efter.

De manglende spor af drabsmetode på liget, der hverken havde slag eller stik-mærker samt spor af gift, fik vagtkaptajnen til at konkludere at han var blevet dræbt ved magi, hvilket i hans bog bragte samtlige troldmænd og magiudøvere i byen under mistanke. Alle sådanne som kunne identificeres, blev tvunget af kaptajnen og hans løjtnant til at bære et rødt armbånd, som markerede dem som magikere.

Hurtigt blev byvagtens mistænksomhed samlet om en enkelt person. En elverkvinde, som i en tid havde gæstet byen og bevæget sig rundt blandt dens handlende og indbyggere. Som vagtkaptajnen så det, så havde hun en heks' aura og var helt sikkert den, der havde stået bag det mystiske dødsfald. Selv om hun havde ladet sig markere som magiker, opretholdt vagtkaptajnen en konstant chikane af hende under hendes besøg i byen, og da hun gjorde mine til at forlade den, blev hun straks anholdt og underkastet et skarpt forhør omkring nekromantikerens død.
Da hun under forhøret benægtede enhver skyld som kaptajnen var sikker på var hendes, greb han hende i vrede og trak hende ud til byens gabestok vor han fortsatte forhøret foran den store menneskemængde der havde forsamlet sig for at overvære forestillingen.
Folks morskab stilnede dog lidt af da kaptajnens forhør begyndte at gå over gevind i hans frustration over at kvinden ikke ville indrømme den skyld han var sikker på var hende til del. Pludselig trak han en kniv og med en rask bevægelse skar hendes ene spidse øre af så blodet flød. Da dette ikke var nok begyndte han at overdænge hende med slag, og krævende at hun indrømmede sin skyld. Det eneste han fik ud af hende var dog en række hårrejsende forbandelser som hun, med blodet flydende ud af munden, råbte af ham. Uanfægtet skulle han dog til at fortsætte forhøret, da flere personer, deriblandt byens ærketroldmand greb ind og fik ham talt så meget til fornuft, at de kunne få kvinden sat fri. Med en præsts hjælp blev det beviste at hun faktisk VAR uskyldig i anklagerne, men alligevel forsvandt hun hurtigt ud af byen derefter mumlende ord.

Behandlingen af kvinden vakte dog en del vrede blandt byens elvere, og især elverskytten Ellorerimmakalan havde kløe i fingrene for at tage sin bue og skyde den formastelige ned som havde skændet en elver på sådan grusom vis.

Så vidt kom det dog aldrig, men noget så ud til at have ramt kaptajnen, for næsten for øjnene af folk begyndte han langsomt at ældes. Hans styrke svandt ind, hans ansigt blev hærget, og både hørelse og syn var svigtende. Da man efterhånden fandt ud af hvor galt det stod fat, blev både præster, troldmænd samt urte, alkymi- og giftkyndige tilkaldt for at finde frem til en kur.
Mange var de bønner, formularer og underlige drikke som han blev præsenteret for, deriblandt en skjult kærlighedsdrik som nogen sneg sig til at smugle i ham under dække af en modgift og til stor morskab for flere, men lige meget hjalp det.

Det var en meget afkræftet vagtkaptajn der prøvede at holde hovedet oppe og fortsætte sin dont i byen, men det var ikke nemt for ham, og snart måtte han have stok til hjælp.
Det var under en af sine ture at han blev konfronteret af den hoverende elverkvinde som han just dagen før havde underkastet hård tortur. Med stærke ord hånede hun den aldrende kriger og lod mere end antyde at det var hende og hendes magtfulde forbandelse der var årsag til hans nuværende situation!
Det er ikke til at sige hvad vagtkaptajnen her kunne have gjort for at redde sig selv, men en ung vagt der havde stået i nærheden og hørt det hele, blev optændt af vrede over at høre hendes ord og kastede sig frem med begge sine hænder om hendes hals. Hans handling skete for hurtigt til, at nogen af de omkringværende kunne nå at gribe ind, og vagtkaptajnen der stod lige ved siden af, var enten for afkræftet til at gøre noget, eller valgte at lade være… folk var senere meget i tvivl om dette.

Faktum var, at før nogen kunne stoppe ham, havde han brækket halsen på heksen som lå livløs hen på jorden. Om morderen troede han ville få kaptajnens taknemmelighed vides ikke, men da han kiggede op blev han ramt af hans næve og slynget flere meter væk fra liget af sit offer. Med en vrede og kraft man ikke skulle have troet kaptajnen besad i sin fremskredne alder pressede han på mod den unge vagt, der krablede baglæns i panik indtil han endelig kom på benene og flygtede ud af byporten for ikke at blive set igen… flere, deriblandt mange elvere fulgte dog hurtigt efter ham, og de vendte alle tilbage.

Tilbage stod kaptajnen med den døde heks for sine fødder. På trods af hvad de havde set, så mange ham som hendes egentligt morder, og i baggrunden var der fingre som spillede let hen over en buestreng, en buestreng med en pil der langsomt hævede sig…

Hvad der nok her reddede kaptajnen fra øjeblikkelig perforering var, at løjtnanten i dette øjeblik, under undersøgelse af kvindens lig, fremdrog en amulet fra hendes gemmer. Knapt var den kommet frem i dagens lys før en ung mand sprang frem fra menneskemængden og bemægtigede sig amuletten. I sorg og vrede proklamerede han, at amuletten havde tilhørt hans bror som var fundet død under mystiske omstændigheder dagen før. Han var set med en kvinde, kvinden som lå død for hans fødder, og da han blev fundet var både hun og amuletten væk!
Set i lyset af dette, blev den almene opfattelse på, at heksen godt nok var uskyldig med hensyn til nekromantikeren, hvis død forblev en mysterium, men hun havde været skyldig i andre mørke ting! Så selv om kaptajnen i manges øjne stadig blev set ned på, så lod mange hans handlinger være retfærdiggjort af dette og lod ham være. Om han helt blev tilgivet af dem af elver-æt vides ikke, men ingen pil fandt hans hjerte.

Forbandelsen fortsatte dog, og snart var kaptajnen kun en skygge af sig selv. Efterhånden måtte han trække sig tilbage og overlade mere og mere af ledelsen til byvagtens løjtnant.

For løjtnanten, hvor erfaren og effektiv han end var, var dette meget ansvar at lægge over hans skuldre, isæt da der kort tid efter brød et mægtigt slagsmål ud omkring byvagtens kaserne. Slagsmålet startede umiddelbart mellem nogle besøgende over en eller andre skærmydsel, men udviklede sig kraftigt da flere andre, men højt humør over usigten til en gang nævekamp, kastede våben og skjolde og kastede sig ind i slagsmålet. Med folk flyvende omkring sig og brådne pander og brækkede næser uddelt i massevis, stod den stakkels løjtnant og prøvede at holde ro og orden. Knap havde han dog fået en draget ud af masseslagsmålet for at stille ham til ansvar , før vedkommende blev flået væk fra ham med en flyvende tackling fra en anden og atter inddraget i slagsmålet. Til sidste lykkedes det ham dog at få bragt kampen til ende, og kunne derefter begynde på sine nye forpligtelser med frisk erfaring i baghånden.

Det var omkring denne tid at en anden gruppe gæster kom til byen, men denne gang af en mere grøn slags. En gruppe gobliner ankom til byen bærende på et hvidt flag. De blev øjeblikkeligt stoppet af bevæbnede byfolk som ikke så på dem med milde øjne. På grund af deres hvide flag greb byvagten dog ind og tog goblinerne i ord angående deres ærinde.
Det viste sig at goblinerne var flygtet fra en gruppe orker de havde tvunget dem med, fordi de ikke ville kæmpe på deres side længere. De havde derfor søgt mod byen hvor de troede på sikkerhed fordi det var rygtedes at man her så stort på gæsters race.

At goblinerne åbenlyst var mere intelligente end deres gængse fæller stod klart at se, og byvagten vidste ikke rigtigt hvordan de skulle takle denne situation. Det endte med, at goblinerne blev ført ind i byen og taget i forvaring bag byvagtens kaserne mens byrådet blev tilkaldt.

Efter et hurtigt råd var blevet holdt, valgte byrådet at give goblinerne lov til at færdes i byen på lige fod med alle de andre gæster fra nær og fjern. De var dog kun på prøve og skulle aflevere eventuelle våben til byvagten med det samme, hvilket de også gjorde, hvorefter de blandede sig med byens befolkning og gæster på fredelig hvis.

Set fra nogens synspunkt, selvom andre skelede kraftigt, var det dog en god ting af goblinerne var blevet givet adgang til byen. Først og fremmest havde de penge at bruge, men det viste sig at deres leder, en ærkeshaman, måske kendte til en kur der kunne redde vagtkaptajnen fra sin forbandelse!
Kuren var dog langt fra nem, det krævede mange sjældne ingredienser, deriblandt varulveblod! Det sidste fik folk til at ryste på hovedet, varulve var aldrig blevet set i Semia og var yderst sjældne i resten af landet! Men ærkeshamanen holdt på at det var det eneste der kunne redde kaptajnen inden han faldt for sin aldersgrænse.

Dog var det hele ved at gå galt allerede inden da, da ærkeshamanen var ved at blive fanget i et internt hundeslagsmål mellem Drachl's hunde. Hundene var en gruppe af barske og lettere anløbne Drachl-tilbedere som under udøvelse af deres religion, drak af en skål der gav dem stor styrke men også reducerede dem mentalt til bidske hunde!
Dette stadie befandt de sig til stadighed i, til folks store bekymring og nysgerrighed, men på trods af vildskab og bidskhed, lykkedes de deres "træner" at holde dem under kontrol, og bid blev kun udvekslet indbyrdes… eller også begravede de benene af dem der trådte dem over halen!

Nogle andre der blev trådt over halen var en gruppe orker som havde udset til Semia's omegn som mål for udplyndringer og hærgen. Med sig havde de en par unge trolde, nærmest børn som de havde fået lokket med sig med løfte om sjov og ballade. Desværre viste de sig i første omgang at blive et mareridt for orkernes leder da deres barnlige opførelse gjorde dem alt andet end nemme at styre. Til gengæld var de til stor hjælp da orkerne endelig mødte deres bytte, i form af rejsende, i skoven. Nytten var dog så stor, at folk flygtede ved alene ved synet af dem og orkerne og søgte tilbage mod byen i en vis fart. På denne måde kom gruppen med kun mindre træfninger helt tæt på byen. Her blev troldeungerne "befriet" af deres forældre som var ude og lede efter dem, men efter at orkerne var blevet "indordnet", fortsatte hele familien mod Semia, og snart stod de foran porte som var blevet lukket tæt sammen af beskytterne der gemte sig bag dem. De få der befandt sig foran portene blev der hurtigt gjort kål på, og dermed var der kun porten som beskyttelse ind til byen.
Her lod troldene sig falde tilbage for at give deres unger tid til lidt "morskab". Under høj jubel fortrak ungerne til teltpladsen uden for byen hvor de rev toppen af en nyboret brønd op og bragte den til byporten som de kastede den over, men stor smerte til følge for de personer der befandt sig bag den hvorefter de bankede løs på porten med stor lyst. Morskaben varede dog ikke ret længe før troldeforældrene syntes at det var nok og trak både troldeungerne og orkerne tilbage til skoven hvorefter porten atter kunne åbnes og de faldne trækkes ind.
Dette var dog ikke det sidste man så til troldene. Lidt senere lykkedes det et par af forældrene at komme tilbage til Semia og af uvisse grunde snige sig ind forbi byvagten og ind midt i byen. Til folks store forbløffelse optrådte de rimeligt civiliseret… når man ikke provokerede dem, og det lykkedes endog Krigerhuset at få trolden Vimse til at stille op på duelpladsen og tage mod udfordringer. Her gennembankede han dem på stribe indtil han tørrede arenaen med den nuværende holder af titlen Semia's Helt. En helt anden form for duel var da nogen udfordrede troldene til… skak? Her var deres største bedrift at de ikke åd alle brikkerne, men de åd da heller ikke nogen i byen, og da de trak sig tilbage til skoven efterlod de mange kiggende underligt og måbende efter dem.

Ellers gik tiden, og med den fik man samlet alle ingredienserne til den helbredende drik til vagtkaptajnen, men selv ikke købmanden der tit lå inde med mange fantastiske og sjældne komponenter til byens og besøgende troldmænd, kunne ikke skaffe den sidste ingrediens, varulveblodet! Da tiden gik og dette endnu ikke var fremskaffet, levnede man efterhånden ikke kaptajnen mange chancer for at overleve natten igennem, indtil sent samme aften paniske rejsende ankom til byen… de havde mødt varulve i skoven!

Snart blev rygterne bekræftet af flere og flere grupper som mødte hvad det kun kunne være varulve i skoven, tobenede væsener behårede og delvis ulvelignende væsener som søgte ud fra mørket og kredsende om de rejsende inden de atter forsvandt. Disse rygter fik flere til at søge ud i skovene, om det var efter søgen på ingrediensen til kaptajnens helbredelse, trofæer eller andre formål vides ikke, men som de fandt de ulvelignende skabninger, udviklede møderne sig snart alt at andet end fredeligt da ulvene begyndte at angribe med kløer og klinger, og mens folk kæmpede tilbage eller angreb dem ved første møde, var der ting der efterhånden gik op for folk. Det var nu hvor legender befandt sig lyslevende og frådende foran dem… eller bag ved dem idet folk begyndte at flygte i panik da de opdagede hvor magtesløse deres våben og magi var, at folk begyndte at tænke tilbage på gamle sagn omkring varulve. Især stod dem fortalt af en omrejsende historiefortæller aftenen før klart i folks erindring, og de sagde at varulve frygtede de sølverne metal! Der var brug for våben af sølv til at klare dem!

Desværre var våben af sølv ikke den gængse vare i Semia, der blev ganske vist indkøbt et par sølvknive hos købmanden, men umiddelbart så det ud som om ingen turde komme tæt nok på varulvene til at prøve deres virkning.
Først da det lykkedes at få et sølvdækket sværd fra en rejsende der ikke selv havde lyst til at komme tæt på varulvene, vendte vovemodet tilbage til enkelte dele af de skræmte byboere og gæster. Med sværdet i hånd gik de i skoven og i modsætning til andre der flygtede den modsatte vej, opsøgte de direkte varulvene og stod snart overfor en mægtig rødhudet og behåret skabning.
Og sandt at sige viste det sig her at sagnet talte sandt! Varulven ved tilbage for den sølverne klinge da den blev præsenteret for den. Dette gav gruppen mod og de kastede sig over den enlige varulv. Her måtte de så sande at ikke alt i sagn er rigtigt! Varulven var godt nok bange for sølvet, men kun det, og da den blev angrebet overvandt raseriet frygten og angriberne stod pludselig over et frådende uhyre.
Bæreren af sølvvåbenet blev næsten flænset fra top til tå og mens hans kammerater bad om noget kastede varulven sig over ham og stillede sin sult af hans rester. Mæt og tilfreds ignorerede den derefter resten af gruppen og begav sig videre ud i skoven.

Efterhånden som natten gik og varulvenes ofre fyldte op i templet eller lå sønderflåede i skovbunden, forsøgte præsterne med et sidste middel mod deres hærgen. Med deres gudegivne magi velsignede de våben hos nogen af de krigere der valgte at drage ud for at gøre endnu et forsøg på at gøre en ende på ulve-svøben, og denne gang trak de blod! Da de første iblandt dem faldt for de helliggjorte våben, så varulvene deres egen dødelighed og flygtede bort i skoven dyb forfulgt af enkelte dumdristige som dog ikke indhentede dem så vidt som vides.

Slutningen på varulvenes hærgen, bragte også den sidste ingrediens til drikken der skulle redde vagtkaptajnen, varulveblodet! Med glæde blev drikken blandet og skænket til den nu ældgamle vagtkaptajn som lå på sit sidste, men om drikken gled mellem hans læber gennemrystedes hans krop af kramper og det blev snart klart at drikken langt fra havde den ønskede virkning!
Hvad der gik galt er der ikke nogen der har kunnet forklare, rygterne gik senere at en eller anden havde udskiftet varulveblodet med blod fra et almindelig menneske, eller endda fra en af Drachls hunde. Hvad end sandheden var, så betød det enden for den tapre vagtkaptajn. Beretninger fra senere på natten påstår at han blev set vandrende rundt i omkring byen som en skabning mere død en levende indtil han forsvandt i omegnen. Om dette er sandt vides ikke, men der blev aldrig forrettet en begravelse for kaptajnen.

Varulvenes hærgen i skoven var dog ikke det eneste der i de dage bragte skoven på den anden ende. Skovens ærkedruide fejrede i den tid sin hundredeårige fødselsdag og i den anledning låste han op for sit ellers tilbageholdende liv og inviterede tilrejsende druider og andre til en fest i skoven for at fejre dagen, men på trods af, at de indbudte gæster samledes i skoven ved det indbudte sted, udeblev ærkedruiden fra sin egen fest.
Mens de undrende gæster tålmodigt ventede på hans ankomst, begyndte de pludselig at kunne ane mørke skygger bevæge sig omkring uden for festpladsens fakkellys. Tavse og tyste bevægede de sig gennem mørket og kun skarpøjede gæster kunne få øje på dem. I en fart forlod alle gæsterne lejren og søgte hurtigt mod byen hvor det lykkedes dem at ankomme uden at blive forulempet af de mystiske skikkelser. Anderledes gik det andre rejsende i skoven som blev bytte for hvad må have været de samme skyggeagtige skabninger.

Til Ærkedruiden hørte man intet i løbet af natten, men en efterfølgende scene af en mere munter karakter udspandt sig næste morgen scene i skoven. En gruppe fandt den stærkt forkomne ærkedruide stavrende rundt i skoven med sin særk bundet sammen over sit hoved så han var fuldstændig blændet. Da de fik ham bundet op kunne han rystende fortælle at han aftenen før, på vej til sin fest, var blevet udsat for en spøg fra en skovnisse som ikke blot havde efterladt ham i den forfatning har var blevet fundet, men også grinende var stukket af med hans elskede amulet. Bævrende udlovede han drikke brygget med urtekundskaben til de som kunne skaffe hans amulet tilbage.

Straks gik jagten ind på skovnissen, og den muntre skikkelse blev da også hurtigt fundet i nærheden, grinende og muntert svingende den stjålne amulet. Men at finde en skovnisse er en sag, at fange den er noget helt andet. Dette fandt jægerne ud af da de sætte efter den fnisende skabning som åbenbart tog det hele som en leg. Væver og adræt, han smøg sig gennem skoven, legende skjul med forfølgerne, og hvor nogen kom for tæt på ham, blev de ramt af hans latterfremkaldende magi der efterlod dem hulkende af latter i skovbunden.

Tænderskærende af frustration forsatte jagten en rum stykke tid, og der stod mere end gevinsten på spil da folk efterhånden tog det personligt. Således fik en nyligt tilkommen forbipasserende der nærmede sig nissen, brysk at vide at "…det er vores skovnisse!" af en forfølger i fuld firspring da han jog forbi i jagten.

Et sted lykkedes det faktisk en mindre gruppe at fysisk indfange og fastholde skovnissen, men han fik vredet dig løs og efterlod flere mænd vridende af latterkramper på jorden, underlagt hans muntre magi.

Hele jagten morede skovnissen til fulde, og den nød hvert et sekund. Tit viftede den amuletten for sine forfølgere for at anspore dem endnu mere, inden den lagde dem bag sig, vildt grinende. Der var kun en ting der kunne distrahere ham fra denne kilde til morskab, og den kom… i skikkelse af en nymfe!

Som en fortæller havde kunnet fortælle tidligere en aften ved bålet i byen og over et krus øl i kroen, så ved skovnisser ikke noget bedre end nymfer… som til gengæld nyder nissernes opmærksomhed til fulde.
Bemeldte nymfe, sorthåret og underskøn havde bevæget sig ud fra de hemmelige skjul i skovenes lyse dyb og dansede munter gennem skovene ved Semia, hvor hun mødte rejsende dansede hun flirtende omkring dem, og hvor hun fik deres opmærksomhed ved øjenkontakt, gengældte hun med et strålende smil der sendte dem i besvimelse med et smil.

Elveren Løvfod kunne heller ikke stå for hendes vævre bevægelser da hun dansede forbi han og hans fællers tilflugtssted i skoven. Med et glædeligt hyl satte han efter hende i en jagt mellem skovenes træer, lige indtil deres øjne mødtes fra hver sin side af en træstamme. Her sendte hun ham et så strålende smil at han omgående faldt til jorden med et lidenskabeligt smil på læberne.

Da skovnissens muntre løb bevægede sig gennem skoven, havde nissen efterhånden fået de fleste forfølgere til at give op, og han satte sig for at drille nogle andre rejsende i skoven. Men just som han skulle til at udføre sine numre, så han et glimt af nymfen blandt træerne. Med et liderligt hyl kastede han ærkedruidens amulet fra sig og satte efter nymfen, som fnisende stak af, uden dog helt at lade ham falde fra. Øjenvidneberetninger fortæller at deres løb trak sig gennem skoven i timevis, uden at det så ud til at nissen jagt på noget tidspunkt ville krones med held…

Tilbage i druidelunden sad den svækkede Ærkedruide, oplevelse havde i den grad tæret på hans skrøbelige legeme, så han så ingen anden udvej end at annoncere at han ville trække sig tilbage fra posten som Ærkedruide og overlade posten som skovens beskytter og vejleder, til en ny og yngre druide.
Han tilkaldte de residerende og besøgende druider og kundgjorde sin beslutning, hvorefter han satte dem på prøver og konkurrencer for at finde den bedst egnede afløser. Denne fandt han til sidst i skikkelse af druiden Ithildin, som han derefter oplærte i alt den viden som skulle kendes af Ærkedruiden, især den specielle naturmagi som kun bliver videreført fra ærkedruide til ærkedruide. En tidlig morgen hvor undervisningen var fuldendt, takkede ærkedruiden af og begav sig bort over bakkerne mod den opgående sol, efterladende en ny på den ansvarsfulde post som vogter af Raya-skovene omkring Semia.
Hvad der derefter blev af Ærkedruiden ved ingen. Måske valgte han at tilbringe lidt tid sammen med den unge kvindelige halv-elver som dukkede op og påstod at være hans barnebarn? Godt nok talte man om at han ikke ligefrem var glad for hendes indmasen i hans liv og havde afvist alle hendes tilnærmelser, men måske fik hun ham overbevist til sidst?

Hvor udskiftningen af ærkedruiden foregik nogenlunde gnidningsløst, var der andre grupper i byen der havde deres problemer. Første og fremmest der byrådet. Dette havde fungeret i flere år med repræsentanter fra byens troldmandstårn, forretningsliv, tempel og byvagt, men med de mange tilrejsende der i år var kommet i hidtil usete store mængder, blev det besluttet at udvide med ekstra personer fra disse.
Det blev gjort muligt for interesserede til byrådet at melde sig til en forordnet i kroen, og ud af dem der meldte sig, blev der udtrukket 3 personer som skulle repræsentere de tilrejsende og gæstende i byrådet. Der gik rygter om, at en af disse havde forbindelser til byens skjulte tyvelaug, men alle indgik de i byrådet på lige fod med de "gamle" medlemmer.
Som første punkt på dagsordnen stod at byrådet skulle vælge en oldermand, og dette var ikke nemt da mange gerne ville befinde sig på denne prestigefyldte post, så det blev til sidste aftalt, at man ville lade byens borgere og gæster udpege en passende oldermand, hvorefter det var op til den enkelte at samle så megen støtte blandt disse som muligt.

Mens valgkampen nu rasede i byen, rasede der en anden kamp i templet. Siden året før hvor ypperstepræstinden blev snigmyrdet, havde templet været styret af de 4 cirkelpræster sammen, og disse havde skiftedes til at repræsentere templet i byrådet. Men nu, som tiden var gået og der ikke var kommet en ny ypperstepræst af Cirklen til at overtage pladsen i Cirkeltemplet, var præsterne for de forskellige trosretninger begyndt at argumentere for, at templet skulle indvies om til netop deres guddom i stedet for, som nu, til alle guderne i Cirklen.
Diskussion omkring det emne var hård præsterne imellem, for på dette punkt var der ingen der ville give sig på trods af, at bølgerne tit gik højt. Åbenbart må den interne magtkamp senere være gået over gevind, for på et tidspunkt dukkede der pludselig en 3-4 personer op i templet, tydeligt bærende Drachl's symbol på deres dragter. Uden et ord trådte de ind, gennembankede de to præster for Ambivon og Mentor som var på vagt, og stak så af igen. Senere på dagen blev Ambivonpræsten af Cirklen lige netop reddet af en hurtig modgift da han faldt om under en måltid i kroen, ramt af en svær forgiftning. Nogen påstod at han var blevet forgiftet af en bærende Mentors symbol i en kæde omkring halsen. Yderligere blev Cirkelpræstinden af Vilaris senere udsat for fuldbyrdet voldtægt, men af dette vides meget lidt, og mange slår det hen som ondskabsfulde rygter sat i værk under præsternes interne magtkamp.
Om det virkelig var præster fra templet der stod bag eller havde arrangeret disse overfald på deres konkurrenter, eller om det havde været andre parter der stod bag, blev aldrig slået fast, men disse overfald skabte en del gnidninger Cirkelpræsterne imellem, og der var snak om helt at droppe samarbejder og forlade templet. Alligevel endte det med at sammenholdet for præsterne i Cirklen var for stærkt, og det blev besluttet at spørgsmålet omkring templets fremtid skulle bringes op ved det næste byrådsmøde når Oldermanden var blevet valgt.

En helt anden form for kamp udspandt sig i Semia tidligt på morgenen dagen derpå og handlede ikke om magt og indflydelse med om kærlighed.
Som vidt som det rygtes, så havde der gennem længere tid været et forhold mellem Merian fra Det Sorte Svin, og Arrie Falcorn, en jævn borger selvom nogen påstod han var mere end dette. Dette forhold blev ikke set på at Merian's søstre med glæde, så de tos forhold havde trange kår.
Nu så det dog ud til at lysne for de elskende. Af uvisse grunde havde Arrie Falcorn modtaget et brev fra Kong Rebild hvori han var blevet gjort til lensherre over et større område i Orion. Med et sådan titel og indkomst kunne Merians søstre ikke indvende noget, og samme aften blev de to viet i templet af Merians søster som også var templets Cirkelpræst af Vilaris, og der blev stor fest på kroen senere.
Skæbnen ville det dog, at under festen tabte Arrie brevet fra kongen, og det blev fundet af Merians søstre næste morgen. Her kunne de læse, at det område han var blevet tildelt lå i det sydligere Orion, lige nord for Silt-ørknen og altså langt væk fra Semia! Dette ville betyde at han ville tage Merian langt væk fra dem, og det var IKKE aftalen efter deres mening! Da Arrie senere kom for at hente Merian, var de derfor forberedte på at forhindre de to i at rejse bort sammen. Dog var Arrie dem for hurtig, da han så deres hensigt greb han Merian over skuldrende og flygtede ud af byen med de rasende søstre lige i hælene.
Åbenbart var Arrie Falcorn alligevel mere end han så ud til som rygterne sagde, for hans flugt blev reddet da flere personer, medlemmer af byens tyvelaug, pludselig sprang frem og med dragne våben blokerede for søstrenes fremgang mens Arrie og Merian slap væk til et nyt liv. Dette var dog umiddelbart tabt på de medlemmer af tyvelavet der dækkede deres leders flugt, for de rasende søstre pløjede ind i dem og med sviende stavslag og sønderlemmende hug med en stegepande fik de sendt på tyvene og andre der blandede sig på flugt med brudne pander og sønderslåede lemmer.

Kort efter dette intermezzo var hele byen blevet indkaldt for at kunne være med til at vælge Oldermanden til byens byråd. Ved et bord midt i byen var byrådet forsamlet og efter en kort indledning begyndte diskussion og argumenterne mens tilhørerne tålmodigt ventede på at deres stemmer skulle bliver hørt. Pludselig blev mødet brat afbrudt da en forpustet sendebud kom løbende ind fra skoven, råbende at det for en sjælden gang tomme tempel var under angreb!
Resolut og med hast styrtede størstedelen af byens borgere, besøgende og ikke mindst Cirkelpræster af templet, ud af byporten for at komme templet til undsætning. De ankom lige i tide til at forhindre en større gruppe lejesoldater i at stikke ild til den mængde brænde de havde stablet op langs templets mure.

Da templets angribere så byens forsvarere strømme til undsætning, smed de brændet fra sig og satte i løb op i de nærliggende bakker hvor de forskansede sig mens deres modstandere samlede sig for foden af bakken, mellem dem og templet. Det stod hurtigt klart at byens, og nu templets, forsvarere var over dobbelt så mange som angriberne som bestod af et sammenrend af forskellige krigertyper, og man forventede ingen problemer med dem men ventede blot på at man ville være mange flere end dem, eller at de selv ville angribe.
Pludselig hørte forsvarerne panik opstå i deres bagerste linier, og da de kiggede så de folk komme løbende fra byen i fuld flugt. Det vidste sig nu, at angrebet på templet havde været en skinmanøvre, for mens forsvarerne var kommet til undsætning, var en anden gruppe angribere, bestående af forbløffende disciplinerede orker, enkelte trolde samt højst mærkværdige vildmænd, kommet ind fra byens anden side og havde angrebet her ledet af en karismatiske kvindelig kriger.
I panik havde de tilbageblivende i byen lukket byens porte mod denne trussel, men efter en kort udveksling af slag mod denne, fortsatte gruppen ud i skoven og faldt templets forsvarere i ryggen. Da forsvarerne hastigt vendte sig mod denne trussel angreb de forsamlede angribere fra bakketoppen. Resultatet blev en fuldstændig ødelæggende knivtangsmanøvre hvor forsvarerne blev angrebet fra to sider og i panik blev spredt for alle vinde. Nogen flygtede langt ud i skoven, andre kastede sig ned i skovbunden og skjulte sig for angriberne, mens størstedelen prøvede desperat at møde angriberne, men på trods af en hård indsats blev de overmandet af angriberne og snart var skovbunden dækket af lig.

Til sidst måtte de overlevende forsvarere samle sig foran templet hvor cirkelpræster desperat prøvede at forsvare sig og bringe helbredelse til så mange heltemodige forsvarere som muligt. Hurtigt blev templet omringet af de tilbageværende angribere som havde ryddet de sidste omflakkende forsvarere af vejen og nu samlede sig om den sidste bastion, men denne nægtende både præster og forsvarere hårdnakket at give op, og kampen foran templet blev intens.
Overmagten var dog for stor, og efterhånden faldt forsvarerne en efter en. Et mægtig kølleslag fra en trold sendte templets cirkelpræst af Drachl tværs gennem den allerede svækkede mur og ind i templet. Resolut rejste han sig og med hæder til sin dedikation til sin gud, kastede han sig atter ud gennem templets port mod overmagten. Sekunder senere forsvandt han i en bølge af de talrige fjender der snart havde udslettet forsvarerne uden for templet.
De få overlevende forsvarere havde trukket sig ind bag templets mure hvor dens hellige beskyttelse holdt angriberne på afstand, men da disse så at de ikke kunne komme ind til dem, gik de over til at dynge træ op omkring templet, og snart slikkede flammerne op ad templets mure, fortærede dets stolte vægge og forkullede knoglerne af de heltemodige krigere og præster der var faldet for at beskytte det, tagende de sidste overlevende med sig til deres guder.

Mens templets tag faldt sammen under flammernes hærgen, samlede angriberne sig atter for at vandre mod byen og gik til angreb mod denne Semia's sidste bastion og de sidste forsvarere der gemte sig i denne.
Mens porten knagede under presset fra de mange angribere, hørte de skrækslagne forsvarere pludselig en stemme hæve sig blandt angriberne: "Stop! Den Femte Magt byder at byen skal overleve for denne gang. Målet er nået!".
Efter lidt efterfølgende tumult blandt belejrerne, så byens beboere med forbløffelse dem vende om og vandre tilbage mod skovene hvor de snart forsvandt sporløse mellem træerne, efterladende deres døde blandt de talrige forsvarere der var faldet under angrebet.

Det var en noget chokeret gruppe rejsende fra Semia der senere vendte tilbage til byen efter en tidlig ekspedition til Kongebakkerne, og fandt de rygende rester af byens stolte tempel, den kamphærgede skovbund med de talrige lig, og overlevende fra byen der forsigtigt åbnede porten for at begive sig ud og besigtige de ufattelige skader. Den eneste overlevende fra massakren i templet, var cirkelpræsten af Vilaris som med sin guds nåde blev sparet flammerne.

Semias tempel var faldet på trods af en heltemodig indsats fra byens beboere og tilrejsende, og dette varslede ilde for fremtiden…

--------------------------------------------------------------------------------

Det er med sørgmodig hånd at jeg skriver dette for mig det sidste kapitel i Orion Krønikerne. Jeg ville have ønsket at mine fortællinger om de begivenheder i Semia om omegn som har betydet så meget for Orion, ville havde fået en bedre afslutning fra mig. Som det ser ud nu er jeg bange for at vi ikke kommer til at høre godt ny for denne egn hvor skyggerne så sandelig samler sig og onde øjne kaster deres blik mod Semia og Orions nordlige egne.
Men det bliver ikke op til mig at berette om hvad der ligger i Semias fremtid. Jeg er blevet pålagt af hans majestæt Kong Rebild IV at stå i spidsen for et forsøg på at genskabe dele af Orions fortid som for megets vedkommende er delvist forsvundet eller forvansket efter 200 års anarki, og dette arbejde har jeg påtaget mig med glæde selvom det vil gå ud over en opgave der i mange år har været min store interesse og livsglæde.
Jeg håber, at andre vil løfte min arv og vil tage over med at nedskrive de fremtidige begivenheder for Semia, for det er min erfaring at hvad der sker i Semia, er med til at forme skæbnen for Orion som helhed, på godt og ondt.

- Jonathan Scale


Tilbage til Orions Historie