Orion Krønikerne Kap. 7
Mord og rygter

Det var en tid hvor forandringernes vinde blæste gennem Semia. Efter at have været ugleset siden den daværende vagtkaptajn så skændigt havde svigtet sin pligt to år forinden og forsøgt at overtage magten i byen, var byvagten ved at komme ovenpå igen og kunne atter stå for folks frihed og tryghed som det altid havde været meningen. Æren for dette måtte tildeles de to vagtkaptajner som var blevet udnævnt at byrådet til at varetage byens sikkerhed. For at drage nytte at tidligere dårligere erfaringer, var der udnævnt to kaptajner til at varetage jobbet i samråd, således at ingen ville kunne blive korrumperet af magten uden at den anden kunne gribe ind!

Og brug for overvågne byvagter var der. Orions kong Rebild d. 4 havde valgt denne tid til at gæste den fjerntliggende by, officielt for at besøge de kongelige skovområder mod nord og drive lidt jagt, men måske var der andre grunde? I hvert fald var der onde tunger der påstod at kongen havde set en hel del til ypperstepræstinden Ilandra efter at han kom til byen, mere end hvad officielt var nødvendigt, men det var måske kun rygter!?

Rygter eller ej, nogen havde noget imod ypperstepræstinden. Om aftenen da hun var på vej fra byens tempel og ind til byen for at mødes med kongen fløj der pludselig en pil ud fra buskadset og ramte hende i brystet. Tililende forbipasserende fandt hende kort efter på jorden i stærke smerter, mens den ukendte snigmorder flygtede bort i det tætte buskads. De bevæbnede personer fik bragt hende til templet hvor de bestyrtede cirkelpræster ilede til hjælp og bragte hende under deres kyndige behandling. Desværre viste det sig at hendes sår var værre end først antaget…meget værre. Den ulykkesbringende pil var fyldt med en mystisk gift og helbredende bønner var nyttesløse mens den bredte sig i hendes krop. Kyndige folk bragte hende modgifte brygget af dem selv, men lige meget hjalp det, hendes liv svandt bort indtil hun udåndede i præsternes arme. I sorg samlede de fire cirkelpræster for sammen at gøre gudernes pligt og kalde hendes sjæl tilbage til hendes legeme, men som deres bønner rejste sig samlet mod himlen mødte de kun tavshed, Ilandra havde gjort sit på jorden og guderne havde kaldt hendes sjæl til sig, hun var død!

Bedst mens præster og tililende folk sørgede over ypperstepræstindens bortgang ankom Rebild IV til templet i følgeskab med sine vagter og vagtkaptajn Lasgan. Da han så hvad der var sket brød han fuldstændig sammen, sydende af raseri gik han til angreb på præsterne og forlangte at de skulle gøre noget. Det verbale angreb gik over i det korporlige da kongen i raseri over præsternes magtesløshed smed Ambivons tjener tværs gennem templet inden han selv blev holdt tilbage og delvis beroliget af præster og vagter. Efter at være faldet ned, gav han sin sidste tårevædet respekt til ypperstepræstinden, og som en sidste ordre inden han i modløshed forlod templet, forlangte han at alt blev gjort for at finde den skyldige!

Efter samråd med den tilkaldte Ærketroldmand, blev det besluttet, at for at finde ud af hvem der havde dræbt ypperstepræstinden, måtte man finde giftens virkning og identificere denne. Den eneste måde at gøre dette på, var at udføre en obduktion af det stadig varme lig! Normalt ville en sådan handling blive udført i troldmandstårnet af Ærketroldmanden som var en mester inde for lægekundskaben. De sædvanlige lokaler som normalt blev brugt var desværre ikke istandsat på dette tidspunkt, da Ærketroldmanden, som led af højdeskræk, havde indrettet sig i tårnets kældre i stedet, så derfor blev kroen af byvagten inddraget som arbejdsplads.
I stearinlysets skær, bistået af sin lærling, og uden Rebild IV's viden, undersøgte Ærketroldmande Ilandras indre for spor af giften, fulgt at nysgerrige blikke fra kroens dør hvor byvagten holdt folk på afstand. Da operationen var afsluttet blev ypperstepræstindens afsvalede legeme atter båret til templets krypt hvor cirkelpræsterne ville skiftes til at bevogte det til en begravelse kunne finde sted.

Havende fuldendt sit værk, trak ærketroldmanden sig tilbage sammen med resten af byrådet for at fundere over hændelserne, men allerede inden han havde forladt kroen var det begyndt at svirre med løse rygter i byen, bl.a. Lød det at man under obduktionen havde fundet ud af at ypperstepræstinden havde været gravid!?
Rygter eller ej, det blev en aften der atter bragte mørke og utryghed til Semias grænser. Udover drabet på ypperstepræstinden oplevede natlige rejsende et antal angreb fra en bevæbnet gruppe kobolder som hærgede i skoven indtil en del af dem blev dræbt, hvilket fik resten til at forsvinde. Ydermere begyndte rygter at strømme ind om at der var set en ældre vampyr i skoven, hvilket fik en tilrejsende professionel vampyrjæger til at starte eftersøgninger i området, og før at gøre det hele være rygtedes det også at Dæmonen atter var set omkring Semia, hvilket hurtigt fik mange til at søge ly i byen.

På trods af uro, sorg og rygter gik natten uden de store unaturlige hændelser, hverken i eller omkring byen. Byvagten kunne dog reportere at et større antal personer, enkelte byvagter iblandt dem, i løbet af natte var blevet knivdrabt i skoven omkring byen. Dette blev dog tilskrevet dødelige lovløses handlinger, hvilket atter engang skabte spekulationer om der alligevel skulle findes et organiseret tyvelaug i byen.

Netop ideen om et tyvelaug kom kraftigt i fokus da byrådet samme morgen samlede byens befolkning og tilrejsende ved teltpladsen uden for byen, hvor tilrejsende blev indlogeret for at undgå for megen uro inden for murerne.
Ved stormødet fremlagde byrådet deres drøftelser fra natten og hvad man var kommet frem til. Først og fremmest, så var ypperstepræstinden blevet dræbt af en meget speciel pil indsmurt i en gift som ingen kunne identificere, ikke engang Ærketroldmanden som mestrede giftkundskaben til fulde. En sådan gift kunne kun være fremskaffet af en med forbindelser, og det var derfor byrådets mening at man ikke længere kunne se bort fra muligheden af, at byen havde et aktivt tyvelaug med en leder som kunne organisere et sådan drab med denne specielle gift. På dette tidspunkt trådte kong Rebild IV frem og satte prompte en dusør på fremskaffelsen af tyvelaugets leder. 25 guldstykker til den der bragte ham ind til afhøring og yderligere 200 guldstykker til den der fremskaffede ypperstepræstindens morder!

Denne dusør foranstaltede den største menneskejagt i Semia's historie. Folk gennemsøgte både by og skov og fulgte alle rygter for at finde tyvenes tilholdssted. Jagten bragte flere grupper helt ud til den legendariske Kongebakke, hvor de til deres forbløffelse rendte direkte ind i en større grupper orker, ledet af en shaman og med en huletrold på slæb, som var på vej gennem området på jagt efter mad og guld. Et par orker fra den selv samme gruppe havde lidt tidligere ledt en anden gruppe fra byen i et knusende baghold, under foregivelse af at de havde brug for deres hjælp til at lave mad!?
Mødet med denne velorganiserede bande orker kostede mange liv, især faldt mange for huletroldens kolossale kræfter når dens næver pløjede sig gennem modstanderne. Af de overlevende måtte mange sætte en eventuel eftersøgning i bero mens de slikkede deres sår efter bataljen. Først da det lykkedes tilstrækkeligt mange folk at slutte sig sammen blev orkernes styrke knækket, og til sidst blev de slagtet til sidste mand, men først efter en lang og udmagrende kamp.
Under kampen deltog blandt andet Ildens Disciple, en flok tilbedere af Drachl som udmærkede sig ved deres ihærdige kamp. Desværre tog blodrusen dømmekraften fra deres leder, Frederick Sturmwald, da han hen ved slutningen af kampen overfaldt den forsvarsløse Ærkedruide som var ved at forbinde en såret krigere kun fordi han var en goblin, og slog ham dødeligt såret til jorden. Da han blev gjort opmærksom på sin frygtelige fadæse sørgede han dog hurtigt for at få fat i en helbreder til stoppe hans blødninger hvilket, kombineret med den helbredelse som naturen selv skænkede sit barn, reddede hans liv.

Den megen uro på og omkring Kongebakken, gav loyale medlemmer af tyvelauget muligheden for at advare deres leder, som forlod deres skjulested og derefter legede kispus med eftersøgningsholdene som i en rum tid rendte forgæves rundt. Det hjalp selvfølgelig heller ikke, at meget få foruden medlemmerne af tyvelauget i det hele taget vidste hvem Mestertyven var og hvordan han så ud!

Der skulle gå lang tid før det endelig lykkedes for en enlig dusørjæger, under uvisse omstændigheder, at opspore Mestertyven, tage ham til fange og føre ham til byen i lænker, hvorpå han blev overgivet til byvagten der havde kvarter i Caddoc's nyopførte krigerhus, genopført efter at en storm 2 år forinden nedlagde det tidligere krigerhus.

I vagtkvarteret blev den tilfangetagne underkastet et effektivt forhør af byvagtens to kaptajner. Forhøret antog mange former, og på grund af forbrydelsens grovhed og ypperstepræstindens afholdthed, blev der også taget flere former for tortur i brug, hvilket nok ville have afstedkommet protester, hvis det ikke var fordi ordren dertil blev givet af Rebild d. 4 selv, som tænderskærende forlangte resultater. Da det ikke var lykkedes at få noget brugbart ud af fangen, som tværtimod svinede alle og enhver til, især Rebild d 4. som blev anklaget for at have ligget i forhold med ypperstepræstinden, blev der sendt bud til templet, og Selindë, cirkelpræsten af Vilaris, kom til vagten hvor hun brugte sin gudgivne magi. Under det efterfølgende pres talte fangen, og på grund af magien kunne han kun sige sandheden. Desværre viste det sig at det hele havde været forgæves, fangen kendte ikke noget til drabet på ypperstepræstinden, om end det viste sig at fangen faktisk var leder af et tyvelaug. Af ukendte årsager valgte byvagten efter forhøret at lade fangen gå, også selvom han stod til straf, men med det klausul at hvis han ikke inden midnat kunne komme med ypperstepræstindens morder, ville han blive jaget vildt! Efter at været blevet løst af sine lænker forsvandt han ud af byen med en sidste svada mod kongen og vagterne, som stod tilbage med en sur smag i munden og på bar bund.

Byvagten skulle dog snart få nok at lave… Oprindeligt havde Rebild IV, da han ankom til byen, givet udtryk for at han var kommet for at tilbringe lidt tid med jagt i skoven, men ypperstepræstindens død havde frataget ham lysten til dette. Men nu, rastløs og sorgtynget, havde kongen besluttet at begive sig på en tur ud i sine skove for at nyde deres stilhed og samle sine tanker. Det var dog ikke lige fred han mødte da han, sammen med en gruppe byvagter, ankom til skovene som genlød af øksehug! Resolut søgte de mod lyden og fandt pludselig frem til en gruppe lejesoldater som åbenbart havde opsat en tømrerlejr i det fredede område, og havde sat et par trolde med kæmpe økser til at fælde løs blandt de omkringliggende træer!
Vredt gik kongen ned mod tømrerlejren og forlangte at de ophørte med deres aktiviteter, men den kvindelige leder af lejren afviste hans protester og sagde at det var deres ret at gøre som de var hyret til! Til at bakke hende hendes ord op, rykkede flere af de bevæbnede lejesoldater frem, og kongen og hans vagter måtte trække sig tilbage med uforrettet sag da de var klart i undertal.

Tilbage i Semia kommanderede kongen byvagten til at samle alle våbenføre mænd og fjerne den ulovligt etablerede tømrerlejr i skoven. Mange meldte sig til kampagnen og et stort antal krigere drog tilbage til kongens skove hvor de angreb de forsamlede lejesoldater.
Da angrebet blev sat ind, svarede lejrens leder igen ved at sætte troldene ind i et modangreb. Med kæmpe økser og hastigt grebne træstammer satte de lynhurtigt angriberne under pres, mens resten af de veltrænede lejesoldater enkeltvis angreb de angribere der søgte at undgå troldene, alt imens de havde en skytte til at overdænge dem med pile. Sidstnævnte blev der først sat en stopper for da en troldmand med en velrettet søvn-formular fik ham kortvarigt ud af kampen, hvilken var tid nok for en kriger til at kravle op i hans skjul og skære halsen over på ham.

Fra toppen af bakken kunne Kong Rebild IV iagttage kampen, der efterhånden var delt op i flere mindre træfninger, bølge frem og tilbage. Troldene holdt de fleste modstandere beskæftiget da få ønskede at komme inden for rækkevidde af deres mægtige våben, men efterhånden blev de fleste fældet, da det var lykkedes tilstrækkeligt mange at undgå deres vilde sving og komme tæt nok på til at såre dem. I mellemtiden tog vilde mand til mand kampe også deres tab blandt angriberne, da lejesoldaterne ikke var til sinds bare at give op, og kampene kostede stadig liv.
Til sidst stod der kun en mægtig trold og lejrens kvindelige leder tilbage, og da trolden endelig faldt efter intens indsats, blev lederen omringet og afvæbnet. Det var her at byvagten gjorde en højst mærkværdigt fund, kvinden havde været bevæbnet med en bue, og de pile der var tilbage mindede i mistænkelig grad om den pil der havde dræbt ypperstepræstinden, og som nu var i byvagtens varetægt! Omgående blev fangen beordret taget til byen, men det lykkedes hende at rive sig fri og flygte fra sine tilfangetagere. Hun blev dog hurtigt indhentet igen, men kort efter forsøgte hun endnu en kortvarig flugt, hvilket resultere i at hendes irriterede vagter denne gang skar haserne over på hende og bar hende til byen. Her blev hun underkastet forhør i byvagtens kvarter med en af templets cirkelpræster som medvidende. De blev hurtigt konstateret ved sammenligning, at hendes pil var identisk med den der dræbte præstinden, til og med havde den samme gift kunne Ærketroldmanden konstatere. Vredt viftede kongen hende den i ansigtet, forlangende at få nogen svar, dette fik han hurtigt da hun flåede pilen ud af hans greb og jordede den i hans ene ben. Hun blev hurtigt overmandet, men de forsamlede så til med gru mens kongen blev svimmel som giften fra pilen begyndte at brede sig i hans system. Cirkelpræsten af Ambivon, Allan T'Schuk beordrede hurtigt kongen bragt til templet, hvor man prøvede alle de helbredende bønner man kunne mens forsamlede urte- og giftkyndige begyndte at arbejde på at fremstille modgifte, uanset af den sidste pil havde bragt ypperstepræstindens død på trods af alt det arbejde der blev lagt i hendes pleje.

Umiddelbart så det ud til at Semia skulle opleve sin anden store sorg på kun kort tid da ingen bønner så ud til at have nogen effekt på den skrantende konge, og ingen modgift kunne fremstilles, især fordi byens købmand pludselig var løbet tør for komponenter til sådanne blandinger. Kun Ærketroldmanden besad materialer til en eksperimentel modgift, og som et sidste forsøg hældte man den i kongen. Til alles glæde vidste det sig at den havde en effekt, giften blev renset fra kongens krop og hans helbred blev bedre. Ærketroldmanden vurderede at dette kun havde været muligt fordi giften var gammel og ikke nær så potent som da den dræbte præstinden.

I mellemtiden var den tilfangetagne kvinde, ved forhør og magi, blevet identificeret som den snigmorder der dræbte ypperstepræstinden. Det blev også afsløret at hun fik ordre til det fra sin leder, som var bange for at den profitskabende forretning med hugst af det sjældne træ i den ulovlige tømrerlejr som hun ledede, skulle blive ødelagt. Planen var at fælde træerne i hemmelighed og fragte dem til Sæterlandet hvor de skulle sælges. Dette afslørede at der åbenbart lå en hel del bag drabet på præstinden, men før man kunne yderligere udspørge hende yderligere, forsøge hun atter engang et desperat flugtforsøg, og ved skæbnens indgriben blev hun uheldigvis dræbt da man forsøgte at stoppe hende. Hurtigt bragte man hende til templet hvor en præst af Mentor forsøgte at tale med hendes sjæl, men de hastigt stillede spørgsmål gav desværre ikke noget…hemmeligheden om hvem der stod bag det hele tog hun med sig i graven. Selvom man havde fået svar på en del, var man ikke kommet meget videre med at finde ud af hvad det hele drejede sig om.

På næsten magisk vis var resultaterne af afhøringen snart ude over hele byen, og atter fløj rygter omkring, især omkring kamparenaen hvor Krigerhuset med mellemrum afholdt venskabelige kampe for at finde frem til hvem der skulle bære årets titel som Semias Helt.
Byvagten fortsatte deres efterforskning, men måtte også forholde sig til at der tilsyneladende foregik umotiverede røveriske overfald i skovene omkring byen, hvilket også krævede at mandskabet foretog patruljeringer for at få satte en stopper for disse. En gruppe barbarer blev anset for at være kilden til disse angreb af flere, men intet kunne bevises.

Imellem alt den efterforskning og mistro der fandt sted, udspandt dig sig en kuriøs hændelse i selve Semia by. En unge skindklædt barbarkvinde vandrede fra skoven direkte ind i byen, fejende forbi vagten ved porten som om de ikke var der. Ikke at forstås at kvinder fra barbarstammerne var et særsyn i byen med Angua som folk hørte hende kalde sig selv, bar en kæmpe stridsøkse over skulderen, en stridsøkse som virkede alt for stor til hendes spinkle bygning.
Fra første instans viste hun sig ekstremt aggressiv. Hun snerrede af alle og enhver som bare vidste hende den mindste smule opmærksomhed, hun truede folk med sin økse bare de kom hende for nær og var nær blevet smidt ud af kroen da hun ikke ville betale for maden. Generelt førte hun sig stort og stolt frem som den mægtige kriger hun så sig at være, og folk skulle ikke tro andet for her kom Angua! På kun kort tid lykkedes det hende med det attitude at få sig gjort godt og grundigt upopulær i det meste af byen, og til sidst var gemytterne ved at koge over..
På dette tidspunkt ankom en anden skikkelse til byporten. Barbarhøvdingen Karakas havde ledt længe efter sin datter som var forsvundet med hans personlige stridsøkse, og nu havde han sporet hende til denne by og var ikke i godt humør! Hans bestemte og faste skridt fik byvagterne til porten til at antaste ham og forlangte at få oplyst hans ærinde i byen. At blive stoppet gjorde ikke Karakas' humør bedre, og da han i samme øjeblik fik øje på Angua inde i byen forsøgte han at mase sig forbi byvagterne. Dette huede ikke vagterne, og de forsøgte at holde ham tilbage, hvilket endelig fik hans temperament til at koge over! Med et hurtigt næveslag strakte han den ene vagt til jorden og mens den anden så måbende til fik han et slag der sendte ham bagover i buskadset. Fulgt af de måbende blikke fra byens indbyggere stred han direkte mod sin datter, en tredje byvagt der forsøgte at berolige ham udviklede pludselig en akut mavepine. Da han nåede den nervøse Angua var der ingen tid til at høre på undskyldninger, resolut rev han sin økse til sig, smed pigen over skulderen og gik ud af byen med hende skrigende i vilden sky. Der gik et øjeblik før byens befolkning opfattede hvad der skete, men så forlod parret også byen fulgt at stående klapsalver.
Som efterskrift skal det siges, at da byvagterne ved porten kom på benene igen, blev de overfuset af deres kaptajn som anså dem for ineffektive og satte dem på ekstra stroppetur. Lidet måtte det have hjulpet, for de blev senere taget i terningespil med en anden barbar mens de var på vagt. Denne gang blev de dømt til at gå sammen mod barbaren i en nævekamp i arenaen, en kamp som de også tabte…

En anden begivenhed som måske kræver nærmere eftertænksomhed, var hvad folk stødte på i skoven senere selv samme dag. På vej gennem skovene stødte mindre grupper på en kraftig skabning indhyllet i en kraftig kappe som gik på må og få ad stierne, tilsyneladende uanfægtet af grupperne som den totalt ignorerede. Mystikken bredte sig efter at flere og flere grupper var stødt på skabningen, og til sidste blev det for meget for en kriger. Resolut rev han kappen af den og med et brøl rejste skabningen sig op sin fulde højde og sendte folk på flugt i alle retninger for at komme den på afstand. Grå og stenagtig var skabningen, og som i vrede begyndte den at gå mod en del af gruppen som blokerede dens vej. Usikre på hvad de havde med at gøre, trak de sig væk fra den tilsyneladende ubevæbnede skabning, men andre var ikke så sene til at udnytte muligheden, og med et par hurtige angreb slog de til fra ryggen. Dette gjorde skabningen rasende, med styrke lig en trolds flåede den et mindre træ op med rode og sendte alle på flugt, og som en afsked sendt den en klippeblok efter dem.
Denne opvisning af vildskab gjorde at folk holdt sig på afstand og skabningen fortsatte sin gang gennem skoven, stoppende for at "lytte" til klipperne der stak op af jorden, som den flok der fulgte efter den senere beskrev. Med ankomsten af gruppen kendt som Loke-Sønnerne til forfølgerne, fandt man ud af at skabningen var en Stenhud, en mytisk skabning som af ukendte årsager var kommet op fra dybet af Kasmirbjergene. En mand sydfra havde hyret gruppen til at skaffe sig Stenhuden som trofæ og gruppen gik med en forfølgelsen af væsenet…på afstand.

Stenhuden fortsatte sin tur gennem skovene med retning midt Kongebakken. Da den kom ud af skovenes beskyttelse og mærkede regnen falde på sig, stoppede den i forbløffelse over denne nye følelse. Dette udnyttede flere krigere til atter at angribe den og skabe sår i dens stenagtige hud. Dette gjorde skabningen rasende, med kraftige næver flående den stykker af sin hud som den kylede mod to af de flygtende krigere. Som ramt af magi blev de to lammede i flugten hvorefter Stenhuden trådte frem og brækkede halsen på dem med et enkelt knæk, hvorefter den sendte resten af forfølgerne på vild flugt inden den fortsatte sin vandring, nu mere hastig end før.
Ved bakkerne satte skabningen hastigheden i vejret, smed sin kølle og løb mod Kongebakken hvor den syntes at stoppe og række ud efter de fjerne bjerge i horisonten. Dette øjeblik fik flere, bl.a. Frederick Sturmwald til at angribe skabningen bagfra, hvilket atter fik skabningen til at gribe sin kølle, som nogle fulderikker der muntert havde fulgt forfølgelsen havde medbragt, og gå til angreb inden den atter vendte blikket mod nord. Atter blev den angrebet bagfra, og endelig gjorde sårene deres effekt og Stenhuden faldt om. Med en sidste trækning løftede den armene mod nord, og nogen svor senere at navnet "Mentor" kom fra dens stenlignende læber, inden den faldt om med sine elskede Kasmirbjerge i sigte.

Drabet på Stenhuden udløste jubel hos nogen og raseri hos andre. Nogle druidetilhængere gjorde omgående udfald mod dens banemænd fordi de efter deres mening dræbte en skabning som kun ønskede at være alene, men de var i undertal og blev fordrevet mens resten af forfølgerne, nu da spændingen var overstået, gik tilbage mod byen.
Tilbage blev kun Loke-sønnerne, som med stort besvær og meget arbejde endelig fandt ud af skære skabningens hoved af så de kunne vende tilbage med det i triumf og få deres dusør. Resten af skabningen blev efterladt i skoven.

Samme aften fandt der et møde sted i den østlige del af skoven, et møde som kun få har villet tale om. En gruppe lovløse fra byens tyvelaug, anført at Mestertyven, ventede på at repræsentanter fra et andet nystartet og konkurrerende tyvelaug, det der havde stået bag de mange "uautoriserede" snigmord aftenen forinden. Da de endelig dukkede op, opsøgte Mestertyven dem og have et ultimatum. Enten sluttede de sig sammen med hans laug, eller de ville blive udslettet. Kravene gik de selvstændige lovløse dog ikke ind på, og efter lidt diskussion frem og tilbage mistede Mestertyven tålmodigheden og gav sine lovløse, der var blevet forstærket med krigere og troldmænd for netop en sådan anledning, ordre til at slå dem ihjel. Dette blev udført med en sådan effektivitet at mange modstandere knapt nåede at trække sværdet før de var dræbt, og tyvelauget vendte tilbage til byen, i sikker vished om at nu var deres regler hævdet!

Som mørket faldt på over Semia og omegn var det som om folk frygt, mistro og overtro fik fuldt løb. På trods af ringe beviser, var der folk der mente at de havde mødt en vampyr som ville have udleveret en jomfru som skulle ofres til en mægtig dæmon. Flere så det som rimeligt at udlevere en jomfru til dette, hvilket fik en gruppe til at gemme en af deres medlemmer i templet mens de selv søgte efter vampyren på kirkegården, uden resultat. Flere mente senere at det hele var et stort fupnummer, da ingen havde endeligt set hverken vampyr eller dæmon. Til gengæld var der mere hold i de skygger som upåagtet dukkede om midt om natten og satte en rædsel i folk som flygtede hid og did mens Ærkedruiden forsøgte at organisere en fordrivelse af dem. Panikken steg dog da eftersøgningstropperne rendte ind i 3 mystiske krigere som så at sige kom frem af intet, blokerede vejene, angreb med stor styrke dem der forsøgte at passere, for kort efter at smelte bort i natten igen, efterlandede mange ubesvarede spørgsmål, og ikke så få skadede og dræbte.

Templet som sådan undgik heller ikke at blive draget ind i virakken. Tidligere på aftenen havde man stedt ypperstepræstindens afsjælede legeme til hvile. Bårelagt blev hun ført ud af templet og lagt til offentlig beskuelse så folk kunne tage deres afsked med hende, mens præsterne på vegne af de fire guder opremsede hendes gerninger, evner og hvad hun havde gjort for byen i sin tid i templet. Kongen selv tog afsked med sin gode ven med en lavmælt bøn, og fulgt sammen med sine vagter tæt efter da båren, anført af den fakkelbærende ærkedruide og cirkelpræsten af Vilaris blev båret ud i skoven. Et godt stykke ude fortsatte bærerne alene, mens kongen og resten af det sørgende følge stoppede op og så hvordan fakkellyset forsvandt i skoven, til et hemmeligt sted som kun Ærkedruiden kendte. Her skulle ypperstepræstinden Ilandras legeme hvile for evigt i den egn som hun elskede.
Efter begravelsen, da cirkelpræsterne var vendt tilbage, faldt der efterhånden ro over templet…indtil også rygterne lagde sig over det. Rygterne blev bragt fra byen og sagde at Frederick Sturmwald og Ildens Disciple ville angribe templet og afsætte Drachl's cirkelpræst, som efter deres overbevisning ikke var en værdig repræsentant for ildens gud. Selvom der kun var tale om rygter, forberedte man sig alligevel på alle eventualiteter, men natten gik uden de store hændelserne så det blev ved rygterne.

Rygterne holdt det sig ikke til da højlydte råb om hjælp kom ude fra mørket. Flere rendte ud for at undersøge, om pludselig kom en kvinde farende ud fra mørket og søgte ly i templet. Hun blev hurtigt genkendt som skøgen der holdte til i kroen, og fra hendes paniske udbrud kunne man udlede at hun var blevet bortført og skulle være slået ihjel fordi hun havde hørt noget fra en fuld "kunde" som hun ikke skulle have hørt. Da hun faldt til ro, valgte hun ikke at henvende sig til byvagten som ellers var i området på grund af problemerne med Skyggerne, men i stedet at blive ført ud for at mødes med nogen der efter sigende tilhørte tyvelauget.

Hvad det end var som kroskøgen besad af viden, så var det åbenbart meget vigtige for byvagten. Næste dag blev byen sammenkaldt for foden af troldmandstårnet hvor byens ene vagtkaptajn, Ærketroldmanden og Kong Rebild IV befandt sig. Personen som tidligere dagen før var blevet indfanget som værende lederen af tyvelauget befandt sig lide længere nede af trappen, hånligt smilende. Til folks overraskelse åbnede vagtkaptajnen med at afvise alle anklager mod den tidligere anklagede, både dem omkring drabet på ypperstepræstinden, men også dem om forbindelse til tyvelauget, selvom flere havde hørt vedkommende indrømme det under magisk påvirkning under forhøret!? Derefter begyndte han at fortælle folk hvad det var der var foregået, for nu havde man reddet trådene ud,og folk havde krav på en forklaring!

Dem som havde stået bag det hele vidste sig at være dem som nogen havde mistænkt, men ingen havde kunne bevise noget mod, byens købmand Adrian Sølvsang og hans kone Freja. Sammen med den tilrejsende Baron Egefeldt fra Sæterlandet, havde de fundet en givtig forretning med at fælde sjældne træer i den af skoven som tilhørte kongen og som derfor folk sjældent kom i, for at sælge det med stor profit i Sæterlandet. Da kongen kom til byen og annoncerede at han ville jage i området var hele deres plan ved alt kuldsejle. For at undgå dette udtænkte de den plan at få baronens leder af tømrerlejren til at dræbe ypperstepræstinden i håbet om at hendes død ville få kongen til at forlade byen.
Knapt var historien fremlagt før kongen trådte frem og vredt proklamerede at han udsatte en stor dusør til dem der kunne skaffe ham de skyldige! Som om en af guderne havde en finger med i spillet, kom de omtalte konspiratorer ind gennem byporten i netop dette øjeblik, uforvarende om hvad der lige havde fundet sted. Da kongen så dem råbte han med det samme: "Der er de!", og som folk vendte så de skyldige at alt var tabt, de smed hvad de havde i hænderne og satte i flugt mod skoven med de første forfølgere lige i hælene.

På trods af den hurtige forfølgelse, blev det klart at Baronen stadig havde loyale lejefolk trods nederlaget ved tømrerlejren. Umiddelbart ude i skoven rendte forfølgerne ind i gruppe krigere som blokerede vejen de forfulgte havde taget. Umiddelbart så de ikke ud som om de ønskede at yppe kiv på nogen måde, men forfølgerne stoppede alligevel op og ventede indtil tilstrækkeligt mange af dem havde samlet sig før de gik frem til dem. Her blev de lovet fri passage som de tog i mod og fortsatte jagten. Desværre faldt de direkte i fælden og blev pludselig angrebet bagfra af lejesoldaterne, og først efter hårde kampe der øgede fe forfulgtes forspring, overvandt de dem, hvorefter de overlevende fortsatte deres jagt.

Dog nåede de ikke langt før de rendte ind i en anden forhindring. Om den var planlagt som et led i flugten vides ikke, men i hvert fald havde en ældgammel trold valgte at tage sig et hvil midt på vejen. Den brød sig ikke om at vente, og de forsamlede forfølgere måtte først inkassere en velanbragt klippestykke hvorefter de blev trakteret med køllesving med troldestyrke bag! Dog var mængden af forfølgere for meget for trolden, der snart måtte lade livet, og nu stod vejen atter fri til at sætte efter gerningsmændene, de måtte dog snart træffe et valg da vejen delte sig.
De fleste valgte at tro at de skyldige havde sat kursen mod Sæterlandet over Kongebakken og satte i løb den vej, mens et par enkelte løb mod den gamle kirkegård for at søge dem her Det var også denne gruppe der først kom i kontakt med de forfulgte. På toppen af kirkegården, under Baldrians kors, stod ægteparret Sølvsang tæt omslynget mens deres halv-ork livvagt Garol stod klar til at forsvare dem. Hvad halvorken ikke så, var ægteparret givende hinanden et intens kys hvorefter de faldt sammen, først da vendte han sig om, så han hvad der var sket og satte i fuld firspring væk gennem skoven med et par vagter lige i hælene.

Det lykkedes Garol at slippe væk, og da folk nåede op til købmands-parret fandt de dem uden livstegn og med en flaske i hånden som en vagtkaptajn proklamerede var gift. Med to af de skyldige havende begået selvmord, var det vigtigt at få fat på den sidse. Man efterlod ligene og forsatte jagten i den anden retning, men da man senere kom for at indsamle dem var de forsvundet!?

I mellemtiden havde resten af forfølgerne indhentet Baron Egefeldt som havde mødtes med en gruppe af sine lejesvende. Åbenbart havde han følt sig sikker siden han havde stoppet op, men hans fejltagelse kostede dyrt, for selv om forfølgerne havde taget deres tid og taget tab under forfølgelsen, så var de mange da de ankom, og en præst havde endda medbragt zombier skabt af dem de havde overvundet på vejen! Kampen blev hurtig og intensm og inden længe var baronen og hans følge besejret og han selv fandt døden på bakken, en død som mange fandt for let, hans gerninger taget i betragtning.

Desværre var der andre agendaer i spil under kampen. Da slaget var ved at rase ud, valgte skjulte snigmordere at slå til mod Orions konge som selv havde ledet meget af slaget. Det første angreb blev afværget da kongens syvende sans fik ham til at vende sig om og opdage snigmorderen der sneg sig ind på ham, hvorefter angriberen hurtigt blev omringet og slået ihjel. Forvirringen blev desværre udnyttet af endnu en snigmorder som med sindsro løftede sin bue og sendte en pil lige i brystet på Semias konge som uden en lyd faldt om, død på stedet! Snigmorderen nåede dog ikke at nyde sin triumf i ret lang tid før han blev indhentet af byvagten og dræbt, men dette hjalp ikke Semia som nu havde mistet sin konge.

Med sorg blev kongens lig ført til byen hvor præsterne fra cirkeltemplet blev hidkaldt for at varetage liget, mens resten af de kamptrætte kæmpere fandt ro efter slaget. Stående omkring kongens afsjælede legeme valgte præsterne at prøve på at samles til en fælles bøn til guderne for at frigive hans sjæl fra Mentors rige og lade ham vende tilbage til livet.
Som deres bønner sted mod gudernes planer, var der første intet svar, men så begyndte kongen pludselig at røre på sig. Han slog øjnene op og så lige ud som om han kiggede på noget kun han kunne se. En person der havde fuldt det mirakuløse ritual påstår at have hørt kongen hviske: "Jeg var hos dem begge to, men nu er de borte…".

De oplevelser han blev udsat for i Semia tog hårdt på kongen, og han rejste et par dage efter tilbage til hovedstaden Alhatraim. Hvad en uskyldig var blevet udsat for i profittens navn ville sent blive glemt, ej heller ville mange af de rygter der var kommet i omløb svinde bort lige med det samme. Livet ville dog gå videre, bare ikke som før!


Tilbage til Orions Historie