Orion Krønikerne Kap. 6
Truslen indefra

Atter kom foråret til Semia, og med det håb om et nyt og bedre år.
Dæmonens hærgen året før havde sat sine spor i byen, handel flød ikke så tæt som det havde gjort i årerne efter Orions genopståen som rige. Drikkevarer var blevet dyrere i pris, og de mere eksotiske drikke næsten ikke til at opdrive, og da kun til horrible priser.
En positiv indvirkning havde alle de dystre rygter og historier om byen dog ikke haft indvirkning på, snarere tværtimod. Aldrig før var Semia blevet gæstet af en sådan mangfoldighed af rejsende fra nær og fjern.

Fra nord kom der en gruppe af dværge, og fra den vestlige del af Sæterlandet ankom en gruppe druider og deres ledsagere. Sidstnævnte havde valgte at gæste Semia på deres rejse mod nord. Mens de opholdt sig i byen, valgte de at bruge de nærliggende naturskønne skove til at afholde deres forårsceremoni. Forårets komme fik også andet til at blomstre blandt dette folk af skoven. Druiden Freja og hendes ledsager sås oftere og oftere tæt sammen, og til sidst gav de sammen for de uigenkaldelige og bekendte deres kærlighed hvorefter brylluppet blev fastlagt til at finde sted under forårsceremonien mens de opholdt sig i Semia.

Fra det mere sydligt beliggende Fønix'ens land, så man atter Fønix'ens brigade troppe op. Denne gruppe af kriger fulgte i fodsporene af krigeren Baldrian som året før var faldet da han ofrede sig i forsøget på at besejre dæmonen Mutors. Fønix'ens krigere viste deres faldne kammerat den sidste ære ved at opsøge det kors byen havde rejst til hans ære på den gamle kirkegård i skoven.
Under deres ophold fik Fønix'ens brigade god brug for at vise hvilken sammentømret enhed de var. En sen nat faldt gruppen i et velgennemført baghold udført af en gruppe kobolder, men på trods af et øjebliks forvirring der udmøntede sig i at flere blev lettere såret, gjorde gruppen fælles front og udslettede næsten hele gruppen af kobolder før de kunne tage flugten. Denne udvisning af kampkundskab fik gruppen hårdt brug for senere i dagene der kom.

Selvom Semia på overfladen var en by der, på trods af at lide under gentagne angreb fra orcer og andre væsener, stadig led under eftervirkningerne af dæmonens hærgen, så var under overfladen ikke alt som det burde være. Ved et offentligt holdt byrådsmøde, blev det klart for nogen af tilhørerne, at byens vagtkaptajn havde byrådet i sin hule hånd. Selvom repræsentanten fra templet i forvejen havde givet lyd for, at byrådets kasse skulle bruges til bespisning af de fattige og restaurering af templet, endte han med at støtte vagtkaptajnens forslag om flere byvagter. Ydermere valgte byens ærketroldmand også at støtte dette forslag, selvom han i starten af mødet havde givet lyd for ander. Den eneste, der fastholdt sit indgangspunkt og modstand mod finansiering og indrullering af flere vagter, var byens købmand, Septhor Arnog, men med flertallet af byrådet for byvagtens forslag, blev han effektivt nedstemt.

Byrådet blev atter en gang sammenkaldt allerede senere samme dag, da en person, der udgav sig for at være greve fra Sæterlandet havde et forslag, han ville fremlægge for rådet. Han havde planer om at overtage kontrollen med det nyopførte Krigerhus, fra krigeren Caddoc der også kom fra Sæterlandet men som tjente en anden fyrste, og i det samle de bedste krigere fra Orion og landene omkring.
Han havde i forvejen talt med byrådets medlemmer som han havde lovet guld og grønne skove, og han fik da også købmanden over på sin side ved at bl.a. love øget handel gennem sine kontakter i Sæterlandet, og ærketroldmandens underskrift fik han også, men hvad han have lovet ham til gengæld, står hen i det uvisse.
Til gengæld lykkedes det ham ikke ar overbevise vagtkaptajnen, der bl.a. havde et venskab med Caddoc som baggrund, og vandpræsten fra templet, der ellers i starten lod forstå at han syntes godt om grevens argumenter, skiftede mening og nægtede også at støtte forslaget, hvorefter det uden flertal i byrådet måtte tages af bordet.
Rygter talte for, at greven havde planer om at på andre måder forsøge at skaffe sit nødvendige flertal i byrådet, men disse planer kom umiddelbart ikke til udførelse. Caddoc bevarede kontrollen over Krigerhuset som beviste sit værd som krigernes samlingspunkt, idet dets sponsorerede turneringer fik de bedste krigere til at stille op og give en prøve på deres kunst i kamp mod hinanden.

Måske var det godt det samme at grevens forslag blev skrinlagt. Rygter talte nemlig for at han ville have brugt sin indflydelse fra Krigerhuset, til at skabe splid med de gæstende medlemmer af Fønix'ens brigade, og efterfølgende kaste Sæterlandet ud i en krig med Fønix'ens land, en krig som Semia, og dermed Orion rige, var blevet inddraget i! Dette er dog kun rygter og bliver nok aldrig bevist, da greven døde under de senere kampe omkring byen.

På samme tidspunkt som byrådet holdt deres andet møde, opsøgte to tilrejsende druider den lokale ærkedruide, Zhindul, og gik i dialog med ham. Grunden var, at de på deres rejse gennem Raya-skovene, havde kunnet føle hvorledes naturen omkring Semia havde lidt under sidste års kampe, samt ujordiske, såsom dæmoner og udøde, elementers hærgen. Dette havde gået stærkt ud over de mere naturlige racer der også omhandlede orcer og trolde, som var blevet slagtet i hobetal uden skånsel, op til flere gange uden at der havde været grund til det, andet end at tilfredsstille krigeres blodlyst. Druidernes diskussion med Ærkedruiden udmøntede sig i en ide om at inddrage byens borgere i en dialog så en fremtidigt slagteri ville kunne undgås. Folk skulle lære kun at slå igen og dræbe når de selv blev angrebet! Med disse tanker opsøgte de sammen med ærkedruiden byens råd. Grundet rådets optagenhed omkring styringen af Krigerhuset, blev der dog ikke gjort andet end at der blev udsendt et hurtigt dekret fra vagtkaptajnen om, at intet væsen måtte dræbes uden grund. Med dette grundlag drog druiderne atter ud i skoven for at gennemføre denne tankegang.

Den tankegang der nu var blevet sat i gang vandt genklang hos flere andre besøgende i byen, især andre druider gik ind for princippet. Sværere var det at få de mere stridslysten professioner med på ideen om at ikke alle orcer skulle dræbes bare fordi de tilhørte en race. Princippet blev afprøvet samme dag, da druiderne havde opsøgt en gruppe orcer som de med deres naturgivne magi havde konstateret var af fredelig natur. Da en af dem var såret, opsøgte druiderne en passerende gruppe krigere "ledet" af grev Sir Ronald Darkwood og tilskyndede dem til at yde førstehjælp til den skadede orc. På trods af grevens protester om at hans folk ikke skulle yde hjælp til orcer, fik druiderne overbevist dem om at orcerne også var levende væsener indtil andet var bevist, og det endte med at en ung skytte forbandt den sårede orc. Druiderne kunne til deres glæde se at deres budskab allerede var ved at komme videre.
Senere samme dag, blev det medlemmer af Fønix'ens brigade der kom ud for en overraskelse da de mødte selv samme gruppe orcer. Da brigaden allerede havde forberedt sig på strid, kom det som en stor overraskelse for dem, at de blev mødt med venlighed af orcer der ikke viste tegn på kamplyst, og mødet mellem racerne skete, mod sædvane, uden strid.

Denne fremgang i at få avlet fred of fordragelighed racerne imellem, inspirede de druider der opholdt sig i Semia til, sammen med områdets ærkedruide, til at arbejde sammen mod dette mål. En sen aften mødtes de alle ved et stort egetræ ude i skoven. Her udførte de et fælles ritual der hjalp dem til at drage nytte af træets styrke så de ville kunne modarbejde dem der ikke gik ind for deres tanker om fred i skovenen.

Hvor druiderne arbejde for fred i skovene, var der andre der skabte kaos i byerne. En anden gruppe tilrejsende, nemlig noget så sjældent som en gruppe næsten udelukkende bestående af halv-orcer, havde åbenbart helt specielle hensigter med deres ankomst til Semia. Udover at gennemføre et røveri i kroen, der efterlod en kromedhjælper gennembanket næsten til døde, gennemførte de flere lovløse handlinger, som gav dem en udvisning af byen for et længere tidsrum. I deres mest gemene handling, var de det forstyrrede element der lagde en ende til bryllupsfesten mellem den unge druide Freja og en ung mand der var i hendes følge. Bryllupsfesten blev brat afbrudt da brudgommen af ukendte årsager blev slået i gulvet, mens halv-orcerne tog flugten.

Mens alt dette fandt sted, var der folk der var begyndt at undersøge sagen omkring vagtkaptajnen, og havde fået bekræftet deres mistanke om, at når han var tilstede, havde både ærketroldmanden og templets repræsentant, præstem af Vilaris, en tendens til at støtte hvad han sagde, på trods af hvad de havde givet udtryk for tidligere.
Tyvaluagets leder, Liadon Kaemó, havde sammen med sin højre hånd Mellon, i længere tid haft en stærk mistanke til vagtkaptajnen, idet hans indrullering af nye byvagter, slet ikke stod mål med den kriminalitet der fandt sted i byen. Sammen havde de indledt en undersøgelse af hvad der lå bag.
Da deres forespørgelser krydsede dem som en gruppe der kaldte sig selv Lysest vogtere, også havde foretaget, kontaktede hun denne gruppe og sammen prøvede de i det skjulte at finde ud af mere om vagtkaptajnens planer.

Desværre for Semia var det ikke alt der foregik under overfladen, for det ville havde være nemmere.
Den civiliserede opførsel som nogle orcer tidligere havde vist under påvirkning af druiderne, var desværre ikke alt for udbredt blandt deres fæller. Flere grupper af tilrejsende rapporterede at de i løbet af nætterne havde stødt på en gruppe orcer ledt af en shaman, som havde været mere interesseret i at finde nogle kobolder, der åbenbart var stukket af, end at yppe kiv.
Nogle overvejede om disse havde forbindelse til de kobolder, der tidligere var blevet dræbt under et fejlanslaget bagholdsangreb, og det kunne umiddelbart tænkes at disse sammen med orcerne havde forbindelse til en større styrke. Dagen efter blev tilrejsende også pludseligt overrasket over at støde på en større gruppe trolde på byens kirkegård. Disse var imod deres natur kommet stille gennem skovene uden at være blevet opdaget på et tidligere tidspunkt. Grunden dertil kunne tænkes, at i modsætning til andre trolde havde denne gruppe åbenbart en leder, der besad en vis intelligens. Han havde umiddelbart fået troldene banket sammen til en slags enhed, der mod alt sædvane arbejdede sammen, og endda havde indfanget nogle orcer og kobolder som sværdføde.
De grupper der hurtigt samledes for at få slået troldene tilbage stod pludselig over for samarbejdende trolde, der bl.a. havde orcer til at holde dem forsynet med klippestykker til at overdynge modstanderne med. Slagteriet, de udførte, var frygteligt, og det kostede utallige gode krigere deres liv at få bugt med denne styrke. Engagementet i kampen ville nok havde været en del mindre, hvis ikke flere havde genkendt den sagnomspundne lanse, Dragens Bane, blandt troldenes udstyr. Dette objekt var som guld foran bl.a. Fønix'ens Brigade der døjede med drager på deres hjemegn, og det lykkedes dem efter hård kamp og mange tab også at erobre den, hvorefter de straks forlod kamppladsen og overlod det til andre at påtage sig de tab som det kostede at udslette de sidste trolde og deres styrker.

Kampen og det efterfølgende slagteri der dækkede skovbunden, fik et par skovelvere til, tro med den nye tankegang, at filosofere, over om man egentlig havde ret til at gå sådan frem mod skabninger som egentligt kunne siges at høre mere til i naturen end mennesker. Med skovenes ritualer førte de væsenernes sjæle tilbage til den natur de efter deres mening kom fra.

Disse drabelige kampe som med regelmæssige mellemrum måtte udkæmpes i skovene omkring byen, kunne man tænke sig til var grunden til at vagtkaptajnen tidligere havde talt stærkt for flere vagter, men vagterne var dog kun i meget få tilfælde direkte indblandet i kampene! Hvad man også kunne notere sig var, at der tit sås flere byvagter end der burde være ifølge lønningslisterne, og nye ansigter blev ved med at dukke op. Vagternes patruljer var også mere udbredte, og flere gange optrådte de også med større overlegenhed, og dristede sig til at opkræve både vejskat og betaling for adgang til byen, samt stoppe og afhøre folk uden påviselig årsag.
Umiddelbart var der stadigvæk ingen der helt kunne se forbindelsen mellem vagtkaptajnens udvidelse af byvagten, og den mystiske opførsel hos vandpræsten og ærketroldmanden. Tyvelaugslederen, hendes højre hånd og folk fra Lysets vogtere udspurgte folk og søgte oplysninger alle steder, men lige lidt hjalp det.

Andre var dog også interesserede i kaptajnens gøren og laden, og i tyvenes tilholdssted langt ude i skoven, fik tyvelaugslederen et uventet besøg af en budbringer fra en gammel bekendt. Hvad hun fik at vide her, fik hende til omgående at kontakte Lysets vogtere, og tidligt på aftenen forlod de sammen med Loke fra Fønix'ens brigade, byen. Sidstnævnte blev taget med at tyvelaugslederen selv efter krav fra hendes kilde.
Tyvelaugslederen førte dem fra byen og gennem skoven til byens gamle kirkegård. Her mødtes gruppen med hendes højre hånds stille skikkelse, der tog over for mestertyven og ledte dem videre gennem skovene, indtil de langt om længe kom til den navnkundige Kongebakke, hvor skikkelsen atter forlod dem efter at have udpeget et ensomt beliggende egetræ som stedet hvor de ville blive mødt. Træet var det selv samme træ hvor Orions kong Rebild IV fire år før blev kronet til konge af Orion foran de forsamlede klaner. År efter, udspandt sig her et andet vigtigt møde, da gruppen nærmende sig træet, blev mødt af statelig kvindelig sortelver med formummede tavse og dødelige vagter bag sig. Som en start forlangte sortelverkvinden at gruppen skulle aflægge sig deres våben, hvilket de gjorde. Herefter fortalte hun at hun havde oplysninger til gavn for dem. Oplysninger som de selv havde søgt og som omhandlede vagtkaptajnes i Semias gøre og lade og ikke mindst planer! Hun kunne endda give dem hele baggrunden til hvorfor han havde støtte fra både templet og troldmandstårnet, skønt disse begge lod til at være af en anden støbning end ham.

Præsten af Vilaris, der samtidig var templets repræsentant i byrådet, havde måtte lide den tort at få stjålet det hellige symbol som byens ypperstepræstinde havde overdraget til ham da hun drog mod hovedstaden. Dette symbol var blevet hos ham så længe det var i hans varetægt, og dette havde vagtkaptajnen draget nytte af. Han havde fået sin allierede mager i vagtkorpset til at styrke forbindelsen mellem symbolet og præsten, så han så at sige holdt præstens liv i sine hænder. Skade på symbolet ville blive overført til smerte for præsten, og skulle symbolet blive ødelagt, ville præstens liv være forspildt. På denne måde havde kaptajnen sikret sig Vandpræstens, om end modstræbende, støtte til at få ført sine planer ud i livet. Dette kunne måske være årsagen til, at vandpræsten var blevet set pludselig stoppe op i et større ritual, hvorefter hastigt forlade templet med en undskyldning og haste mod byen og byvagtens tilholdssted i krigerhuset.

Ærketroldmanden, der udadtil hovedsageligt praktiserede mager-magi, men i svage øjeblikke kunne udtale sig begejstret om den nekromantiske side, for atter hurtigt at falde tilbage, havde en baggrund der udspillede sig i den mørkere del af nekromantien. Han havde praktiseret denne del i flere år, og havde også indgået flere mørke samtaler med mægtige udøde, samtaler de mundede ud i dystre aftaler. Ærketroldmandens mod havde dog svigtet ham, han flygtede bort fra sine aftaler, og skjulte sig langt derfra. Hans angst for forfølgelse havde fået ham til næsten at droppe brugen af sin nekromanti, bortset fra det han lærte fra sig, bl.a. til sin lærling, og i stedet kastede han sig over magerens magi. Da hans flugt til sidst bragte ham og hans lærling til Semia hvor han fik stillingen som Ærketroldmand, valgte han at holde hele sin fortid skjult for alle og enhver. Han resonerede, at en by der havde lidt under angreb fra både trolde, orcer, dæmoner og udøde, nok ikke ville behandle en frafalden nekromantiker der tilmed var halv-orc, særlig venligt.
Det var denne baggrund som vagtkaptajnen havde opsnuset, og ved at true ærketroldmanden med at afsløre hans hemmelighed for alle og enhver, kuede han denne til at føje ham og støtte hans forslag ved byrådet.

Hvorfra sortelveren havde fået denne information, ville hun ikke afsløre, og hvad hendes rolle i det hele var ville hun heller ikke ind på. Hun havde valgt at lade informationen gå videre til gruppen fordi hende og hendes folk, af grunde de kun selv vidste, ikke ønskede at se Semia gå til i interne stridigheder. Hun rådede dem til at skride ind mod byvagten snarest muligt, men at de skulle sørge for at få vandpræsten og ærketroldmanden over på deres side før, de gik i aktion.
Hun advarede samtidig Loke fra Fønix'ens brigade, om at sammen med sine venner, at støtte byvagten, idet hun havde fået for øre at de ville gøre sådan hvis det skulle komme til strid. Dertil svarede Loke, at det havde de ingen intentioner om, de var krigere og de støttede ingen, med mindre de kunne se en fordel i det….

Dette stillede åbenbart sortelverkvinden tilfreds, og da hun havde fortalt hvad hun ønskede de skulle vide, og var sikre på at de forstod de hele, vendte hun sig om og gik bort tæt fulgt af sine vagter der hele tiden havde holdt et vågent øje med gruppen.

Efter denne dystre samtale gik gruppen i gang. I samarbejde med hjælp af folk fra tyvelauget, fik de uden de store problemer listet symbolet fra vagtkaptajnens gemmer. Kaptajnen var på dette tidspunkt i kroen i gang med en af sine, til stadig hyppigere, drikkestunder. Med symbolet i baghånden opsøgte de nu vandpræsten og pressede ham med deres viden om hans handlinger. Præsten der normalt var af en fredelig natur, indrømmede til sidst sin medvirken, men lovede at støtte oprøret hvis han fik symbolet tilbage. Hvad der var sket hvis han ikke havde gjort dette, er ikke til at sige, men rygter taler for, at der var folk der ville have taget drastiske skridt for at undgå hans eventuelle indblanding.

Ærketroldmanden var dog sværere at få overbevist. Der blev argumenteret med ham om at folk ville forstå hans situation, og at borgerne i byen var så tolerante, at de godt kunne se gennem fingrene med hans baggrund, hvis han støttede dem i oprøret. Troldmanden benægtede dog hårdnakket overhovedet at kende til anklagerne, og det er utvivlsomt om han var blevet overbevist hvis ikke hans fortid havde indhentet ham. Ubemærket at den talstærke byvagt, sneg en skikkelse sig ind i byen, og uden varsel trak den et sværd og gik til angreb på troldmandstårnet. En heftig kamp udkæmpede sig da Ærketroldmandens lærling med sin stav holdt skikkelsen på afstand, mens Ærketroldmanden kastede formular efter formular, det meste underligt nok uden synlig effekt.
Til sidste havde kampen skabt opmærksomhed hos folk i gaderne omkring troldmandstårnet, og da skikkelsen så dette, tog den flugten. Den blev dog hurtigt opsnappet af tililende, og efter en hurtig kamp blev den slået ned. Stor var forbløffelsen, da man vendte skikkelsen og så en vampyrs ansigtsstræk! Da ærketroldmanden så dette, trak han sig hurtig tilbage, mens folk spekulerede over hvad der lå bag.

Årsagen blev hurtig kendt. I skovens mørke mødte en gruppe kort efter en mørk skikkelse som direkte beordrede dem til at udlevere personen Irkramsin Urmbrand, nærmere betegnet, byens Ærketroldmand. Nogle folk kædede dette sammen med de oplysninger som de havde på Ærketroldmanden, og han gik til bekendelse og indrømmede at skikkelsen der søgte ham var den ældre vampyr som han havde forhandlet med, men hans mod brast og han brød deres mørke aftaler og flygtede. Da Ærketroldmanden blev lovet hjælp til at blive sin fortid kvit, lovede han ikke at blande sig i det kommende oprør, og sammen med en trop allierede begik han sig ud i skoven for at opsøge og blive vampyren kvit. Det blev dog hurtigt klart, at vampyren ikke havde søgt efter troldmanden alene. Med sig havde den en betragtelig styrke bestående af både et yderligere par yngre vampyrer og flere zombier, deriblandt en nyskabt troldezombie, de jordiske rester af en falden fra det tidligere slag på kirkegården. Kampen blev hård og blev for de levendes side, ekstra besværliggjort af den manglende måne. På trods af flere forstærkninger valgte de til sidst at trække sig tilbage til byen, i håb om at de udøde ville følge efter.
Modstanden fik dog den ældre vampyr til at trække sig tilbage, og til Ærketroldmandens fortrydelse vil hans fortids trussel fortsat hænge over ham, også selvom han i Semia's øjne var tilgivet.

Med Ærketroldmande indtagende en neutral position, kunne folk samle sig om at planlægge oprøret. Idet vandpræsten havde fået sit symbol tilbage, blev han en drivende kraft til at få samlet folk i templet hvor han fortalte dem hvad der var foregået og samlede deres støtte til at få standset vagtkaptajnen og få gjort en ende på hans anarki.
Hans prædiker blev godt modtaget, og de fleste af de personer, der gæstede byen og kunne regnes uden for kaptajnens indflydelse, lovede at støtte oprøret eller at forholde sig neutrale.
Det var dog ikke alle der så sagen på den samme måde. Fra et land så langt mod øst, at ingen rigtig kunne siges at kende til det, var der ankommet en gruppe krigerne af ukendt herkomst som titulerede sig selv samuraier og kun anerkendte deres egen ære og ord.
De havde under deres ophold i Semia taget midlertidig tjeneste i byvagten, og herved gav de vagtkaptajnen deres ord på at de altid ville støtte ham. Deres mod og ære var desværre større end deres viden om vesterlandsk mentalitet, og de gennemskuede ikke de rænker som vagtkaptajnen havde vredet byen ind i. Da de første forhandlinger blev gennemført om at starte en væbnet modstand mod byvagten, trak de da sig også i vrede tilbage til byen, og sluttede op om byvagten.

Da morgenen kom fandt byen borgere både deres nyopførte krigerhus samt det meste af troldmandstårnet slået til jorden som af et mægtigt slag. Med de begivenheder der fulgte, har mange spekuleret i om det var Ambivon, retfærdighedens gud, der i vrede over de uretfærdigheder der havde fundet sted, havde ladet bygningerne slå til jorden for at vise sit mishag. En shaman gav til gengæld lyd for at det var åndernes vrede over at der var bygget en bolig på deres hellige plads, som var årsagen til ødelæggelsen af krigerhuset. Shamanen havde sammen med en anden, natten før prøvet at få adgang til kamparenaen der påståedes at ligge direkte oven på et helligt sted, men ragede uklar med bl.a. Caddoc fra krigerhuset og måtte opgive at få gennemført sit forehavende.

I løbet af dagens første lyse timer, forlod dem der havde valgt at støtte oprøret, lidt efter lidt byen, hvorefter de alle samledes igen et sted ude i skoven. Her holdt en af medlemmerne af Lysets vogtere en tale om deres pligt til at få fjernet vagtkaptajnen og få genetableret ro og orden i Semia. Til sidst blev der udført en fælles velsignelse af præster fra både templets vandpræst, samt præster af Drachl og Ambivon som alle så deres fordele i det kommende slag. Derefter drog den samlede gruppe af sted mod byen for at en gang for alle at blive den korrupte byvagt kvit.

Det blev dog klart at Vagtkaptajnen ikke var helt uvidende om det kommende oprør, og han havde kaldt alle sine byvagter sammen fra deres patruljer og udstationeringer. I velordnet formation med de loyale samuraier i forreste linie, havde de forskanset sig foran byporten, klar til at modtage den oprørske folkemængde der nærmere sig fra skoven. Da kampen blev indledt med et stormangreb med Fønix'ens brigade i spidsen, blev det klart, at kaptajnen havde sammensat byvagten af erfarne folk som han stolede på, og selv om første linie blev fældet af kraftige søvn-formularer ved det første stormløb, holdt resten af styrken stand, og ved et velgennemført modangreb, blev modstandernes linie fuldstændig brudt, næsten en tredjedel blev slået, og resten tog flugten til skoven, tæt forfulgt efter at byvagten havde samlet deres linier. Tro mod deres ord stod samuraierne fast i første linie under kampene, og de blev efter sigende alle som en fældet i den og de efterfølgende kampe. Fønix'ens brigade, som indledte angrebet mod byvagten, faldt næsten alle som en allerede i det indledende slag. Flere så deres Zombie-gjorte kroppe bragt til live af den frafaldne tempelpræst af Drachl, marchere videre efter de flygtende, indtil magien brat forlod dem, og de atter faldt om for at blive liggende. Om nogen fra brigaden overhovedet overlevede kamphandlinger står hen i det uvisse i de kaos som udspandt sig i byen og videre i skovene omkring den.

Hvor samuraierne loyalitet, hvor end fejlplaceret, bringer dem ære, så viste andre en helt anden form for pligtfølelse. Fætrene van der Schwein, der i de seneste dage havde hjemsøgt byen med deres dristige og farverige livsstil, viste deres engagement i sagen ved først at følge byvagten i de indledende kampe, men da de blev tilbudt guld nok til at det blev interessant, valgte de at skifte side, og var med til at organisere de sårede og efterladte oprørere i byen mens byvagten var i skoven for at forfølge resten af angriberne.

Med Vagtkaptajnen i spidsen, forfulgte byvagten de flygtende ud i skovene, og omringede hurtigt byens tempel. Vandpræsten, der havde støttet oprøret som bod for sine tidligere gerninger under Vagtkaptajnens indflydelse, havde tro mod sin guds neutrale væsen holdt sig baggrunden, men i det kaos der opstod ved flugten fra byporten, blev han fanget blandt byvagterne og henrettet. På dette tidspunkt var kaptajnen gået over grænsen og havde besluttet at fjerne alle potentielle trusler mod hans fuldstændige overtagelse af byen.

Fra templet fortsatte forfølgelsen af flygtende og med hård hånd blev alle fundne slået ned. Også uskyldige måtte lide under forfølgelsen, således blev druiden Hild brutalt slået ned af en byvagt, men det lykkedes for hende at give sin datter Freja mulighed for at komme væk.
Til sidst lykkedes det for oprørerne at finde samme og give samlet modstand. I mellemtiden var de blevet forøget med flere parter der tidligere havde holdt sig neutrale i striden, men nu så at den svækkede byvagt, hvoraf mange var sårede af de tidligere kampe, udgav en risiko lille nok til at de turde blande sig. På toppen af Tornebakken stødte byvagterne ind i en større gruppe af oprørere, men i stedet for omgående at gå i kamp, valgte kaptajnen, der red på en bølge af selvsikkerhed og selvtilfredshed, at udfordre en af gruppen til en duel på kniv, uden nogen former for rustning.
På trods af at kaptajn Tedris Bjalin var kendt i Krigerhusets inderkreds som en stor kæmper, det talte deres interne rangliste i hvert fald for, så havde han i denne form for kamp klart overvurderet sine evner. I en kort men heftig kamp fik hans modstander, hvis navn ikke kendes, ram på kaptajnen ifølge alle regler for dueller. Nederlaget fik kaptajnens trofaste løjtnant til i raseri at indlede et frontalt angreb mod oprørerne, men her rendt byvagtens overlegenhed ud. I en brutal kamp hvor ingen nåde blev givet, blev vagtkaptajnen og hans tropper fuldstændig udmanøvreret, og på trods af indædt modstand, blev kaptajnen til sidst fældet under adskillige sværdhug. Kraftigt blødende og på døende forsøgte han af flygte ned fra Tornebakken, men kom knap halvvejs da hans liv gav tabt og han faldt i et tæt tornekrat for ikke at rejse sig igen. Efter at være blevet endevendt og skamferet af sine modstandere, blev hans lig opsøgt af to druider som overgav hans krop til den natur den var kommet fra.

Kaptajnens allierede der så deres leder faldet, mistede modet og begyndte at forlade kamppladsen de steder hvor de kunne komme til det. Ildpræsten Dargon Almyri, der havde været med til at opfordre til oprøret, så til gengæld efter kaptajnens fald, det som sin hellige pligt personligt at nedkæmpe den tempelpræst af Drachl som havde slået følge med vagtkaptajnen og hans tropper, og som efter hans mening ikke fulgte det sande kald. Denne mission fulgte han med ildhu indtil han indhentede misdæderen og fik ham slået til jorden.

Resterne af byvagten ham i mellemtiden samlet sig og var gået mod byen. Her mødte de pludselig en stærk styrke bestående af både behandlede sårede fra det første slag, men også flere parter som tidligere havde holdt sig neutrale i konflikten. I et hurtigt slag omkring selv byporten, blev de sidste rester af byvagtens elite fældet. Få slap væk fra de endelige kamphandlinger.

Med den korrupte byvagt fjernet fra posten og hans allierede byvagter besejret, var det nu op til Semia's borgere at samle stumperne sammen og få styr på byen. Et nyt vagtkorps byråd måtte opbygges og byrådets resterende medlemmer overtage styringen, indtil ypperstepræsten vendte hjem fra Orions hovedstad, hjem til en by i tumult. Men en krise var afværget, takket være dem der havde afsløret vagtkaptajnens planer og gået sammen om at fælder manden og hans korrupte byvagt.


Tilbage til Orions Historie