Orion Krønikerne Kap. 5
Troen, håbet og dæmonen

Efter at tilrejsende og borgere i Semia året før havde været vidne til, at tusmørkeåret bragte guderne til de dødeliges verden, om end for en kort tid, bredte nyhederne sig med lynets hast ud over det langsomt ekspanderende Orion. Folk strømmede til fra nær og fjern, mange af dem som pilgrimme, til det sted hvor guderne for første gang i årtusinder havde gået på jorden. Denne trafik kom Semia som by til gode. Ganske vist slog ret få sig ned i byen, men den handel som de rejsende bragte til byen, gav opblomstring inden for byggeriet, og i dette år så byen tilblivelsen af to nye bygningsværker, Troldmandstårnet og Krigerhuset. Disse bygninger blev hurtigt velbesøgte, bla. fik mesternekromantikeren hjælp til sit specielle ritual af op til flere besøgende nekromantikere, da han en sen aften genoplivede sjælen af sin lærling, som nu atter kunne tage sin plads ved hans side.
Den megen trafik gennem byen og dens omegn bragte også andre folkefærd til byen. En gruppe elvere førte sig frem med en sådan arrogance og med en sådan fremmefjendsk indstilling, at det flere gange var ved at komme til klammerier i den ellers så tolerante by. Alle der ikke var elvere, især dem af blandet blod, måtte lide for deres tunger, men da de begyndte at køre deres hetz mod en ellers sjælden gæst, Goblin-shamanen Zolta, var det ved at udvikle sig til et større slag da folk støttede hver sin part. Da det en aften var lige op over, forsvandt elverne pludselig fra byen til foks store ærgrelse, da mange gerne ville have set en ende på ufreden. De blev set igen dagen efter, men inden længe var de ikke til at finde hverken i skoven eller byen, men få savnede dem.
Al den trafik og virak i Semia afholdt dog ikke skovens mere sky beboere fra at følge med i hvad folk foretog sig. Således måtte flere lide under en lokal skovnisses påfald og latterfrembringende magi. Så da folk så skovnissen grinende og i fuld firspring forsvinde i skoven lige i hælende på den fnisende og underskønne nymfe der havde fortryllet mangen et menneskehjerte i den seneste tid, var der ingen der var særligt kede af det. Det var dog med forbløffelse, og med blandede følelser, at folk fik at vide at ærkedruidens lærling og nogle følgesvende var blevet opsøgt af en ubevæbnet Orc der havde fortalt: "At de havde fanget en nymfe, men nu ville hun ikke grine, og om ikke de ville komme og hjælpe dem!". Druidelærlingen og hans venner blev ført gennem skoven, og så ganske rigtigt så de at en gruppe orcer under ledelse af en shaman, havde fanget ikke kun nymfen, men også den irriterende skovnisse. Selv om dette kunststykke mod alt forventning var lykkedes, var orcerne åbenbart ikke tilfredse, i hvert fald måtte shamanen stå til skue for mangen et slag fra sine normalt kuede tropper. Da de tilhentede personer ikke kunne få nymfen til at grine, tog orcerne lærlingen som gidsel og forlangte at hans venner skulle hente en der kunne få "nymfen til at grine til dem"!. Rygtet gik hurtigt, og inden længe var en mindre hær samlet kun kort afstand fra orcerne. Den første der dog turde nærme sig dem, var goblinshamanen der under frit lejde gæstede byen. Han fandt ud af, at orc-shamanen havde ønsket at dræne nymfens tårer til brug for en kraftig bryg, men hans orcer hvad glemt noget at have tårerne i! Orcerne var til gengæld faldet for nymfen og kunne ikke holde ud at se hende lide, så de ønskede kun at få hende til at grine igen. Skovnissens latter og magiske tricks gik dem derimod på nerverne, og da de ikke kunne slå ham ihjel, slap de ham til sidst fri. Goblinen Zolta kunne ikke få nymfen til at le, endsige smile, men han kunne skaffe en flaske til hendes tårer. Dette glædede orc-shamanen, men gjorde ikke orcerne tilfredse da deres elskede stadig ikke smilede til dem. I desperation gik de direkte ud til de forsamlede krigere og uden nogen protesterede tog de nogle af dem med sig tilbage for at de skulle få nymfen til at grine. Mod alt forventning lykkedes det faktisk for en ung præst at få nymfen til at lyse op i et smil. Hvad han gjorde vides ikke, men pludselig dejsede både han og næsten alle orcerne om med et lykkeligt smil på deres læber, og pludselig havde alle de forsamlede krigere ingen problemer med at storme højen, slå de sidste stående orcer ned, og befri den tilfangetagne nymfe. Nymfens glæde over at blive befriet fik hende til at lyse op i smil til sine befriere, hvilket resulterede i at flere besvimede af lykke. Klogelig dækkede andre deres øjne, og det eneste de så var da hun forsvandt i skoven med skovnissen lige i hælene. De fleste måtte sande at de nok aldrig fik et sådant syn at se igen.
Den forholdsvis uskyldige hærgen af den smilende nymfe og grinende Skovnisse var en ting som byen ville huske. Hvad værre nu var, den rigdom som byens handel havde frembragt, tiltrak også en del lyssky elementer. Byens tyvelaug florerede så kraftigt at der blev stillet krav for at få adgang til lauget og dets ressourcer. Utallige snigmordere kom til byen, og aldrig før er der blevet rapporteret så mange "uopklarede" dødsfald i Semia by. Onde tunger beretter endda om, at mange drab blev udført som del af den "adgangsprøve" for snigmordere der søgte om optagelse i tyvelavet skulle klare. Enkelte af gerningsmændene blev dog taget i deres ugerning, og en rettergang med efterfølgende henrettelse var ikke enkeltstående. Denne plage var dog intet i forhold til hvad for en plage andre tilrejsende var med til at slippe løs over Orions østlige dele.
Om han vidste hvad der var i vente, er nok uklart, men byens købmand var givetvis årsagen til at en årtusind gammel ondskab blev sluppet løs. Sammen med hyrede lejesvende, havde han fundet frem til et gammelt tempel langt ude i Semias skove. Templet var tilsyneladende bevogtet af nogle få orcer, hvilket ikke udgjorde det store problem for købmandens tropper. Efter endt dåd fik krigerne deres betaling, og købmanden fik det han havde søgt efter, en ældgammel statue af ukendt afstamning, men gjort af de pureste guld. Denne bragte han til byen med tanke på videreslag og efterfølgende profit, uden at vide hvad han havde sluppet løs.
En midaldrende mand var dagen forinden kommet til Semia op og havde i løbet af aftenen vandret byen igennem, besøgende både Troldmandstårnet, det halvfærdige Krigerhus, og ikke mindst templet, hvor besøgende troende til deres forbavselse så både ypperstepræstinden og vagtkaptajnen falde på knæ for den fremmede. En tilrejsende præst, Valkinen af Ambivon, har senere sagt, at ypperstepræstinden havde røbet overfor ham at den fremmede var den jordiske skikkelse for Ambivon, luftens gud, der havde overlevet gudernes slag året før og nu vandrede Orion rundt, men stadig besøgte Semia fra tid til anden. Hvem den fremmede end var, så advarede han både ypperstepræstinden og andre på sin vej om at være vagtsomme og tro mod byen, for en mørk trussel ville snart vise sig i horisonten. Manden forsvandt lige så pludselig som han var kommet, kun efterladende sig sin mørke profeti.
Profetien skulle vise sig at være alt for sand. Med købmandens handling var grådighed atter årsag til ondskabs fremme. Ukendt for de indblandede, var statuen en nøgle til en fængsel hinsides verden, der i 1000 år havde holdt en mægtig dæmon indespærret efter at den i fordums tid tabte en kamp til en mægtig ærkemager der efterfølgende udførte indespærringen.
Atter fri, men stadig uklar efter den lange indespærring, havde dæmonen kun en tanke, at få statuen der indeholdt nøglen til dens fængsel tilbage. Dens kurs gik mod byen, og da den mægtige skikkelse viste sig ved byens porte, skiltes folk i chok og vantro som vande for den. Da dæmonen gik ind i byen, søgte vagtkaptajnen modigt at stoppe den dæmoniske skikkelse, men på ingen tid blev han slået i jorden af dæmonens flammende sværd. Købmanden der stadig havde statuen i sin besiddelse, så sammen med byens andre beboere vantro på vagtkaptajnens død, og han nåede ikke at gøre noget, da dæmonen tog et par skridt og slog ham til jorden hvorefter den bemægtige sig statuen. Med statuen sikker i sin hånd, valgte dæmonen at vende tilbage til skoven for at samle styrke. Enkelte prøvede at stoppe den, men forgæves. Så stor var dens styrke, at ingen valgte at følge efter den da den forsvandt i skovens dyb.
Langsomt fattede folk sig efter dette pludselige angreb. Ypperstepræsten blev tilkaldt og bragte både vagtkaptajnen og købmanden til templet for at forsøge sig med genopliving. Det lykkedes i begge tilfælde, men købmanden måtte gennemgå en større reprimande for hans letsindige handling.
Det var på dette tidspunkt kendt, at en gruppe der gæstede byen, havde kundgjort deres tilbedelse af en dæmon ved navn Viros. Da et sammenhæng mellem dem og den fremkomne dæmon ikke var til at overse, kaldte ypperstepræsten straks for deres tilfangetagelse. Da de var blevet taget ind blev det dog gennem byvagtens forhør og magisk udspørgen gjort klart, at de på trods af deres aparte fremtoning og tilbedelse, ikke havde nogen hånd med i denne dæmons hærgen, og de blev sat fri til at gå, selvom mange mistænksomme øjne fulgte dem. Byens vagtkaptajn måtte dog undgælde for at have brugt unødig tortur under forhøret, og han blev dømt til at sone sin straf i byens gabestok, til stor morskab for byens gæster og borgere, på trods af den pressede situation.
Selv om ingen rigtigt vidste hvad de havde med at gøre, stod det klart at man ikke kunne lade dæmonen gå fri. Byvagten og byens troldmænd organiserede derfor et angreb på dæmonen, et angreb der blev det et af de største opbud af våbenstyrke og magisk magt set i nyere tid.
Dette hjalp intet. Da dæmonen blev opsporet og krigerne gik løs på den dækket af pile og magiske formularer fra både præster og troldmænd, blev de mødt af en skabning der ikke kendte til svagheder og kastede alle angreb af sig. Hurtigt faldt de første og inden længe tog resten af heltene atter flugten tilbage til byen. Denne "strategiske tilbagetrækning" blev gennemført i totalt kaos. Døde og sårede, deriblandt byens højmager, blev efterladt i skoven mens dæmonen jog byens styrker tilbage til Semias byporte som den alene satte under belejring. På vejen fik dæmonen følgeskab af nogen af de trolde der i årevis havde gjort Rajaskovene omkring Semia usikre. Ingen ved hvad der foregik mellem dæmonen og troldene, med det lykkedes åbenbart for dæmonen at kue disse ellers frygtløse væsener. Med de skræmte trolde som sine styrker i front, satte dæmonen nu et direkte angreb i gang mod selve Semia by.
Kampen foran Semias porte er beskrevet af deltagerne som hård og ubarmhjertig. Dæmonen og dens trolde holdt alle byens styrker i skak, og ethvert modangreb blev brutalt slået ned. Store klippestykker kastet af troldene slog mangen en kriger i gulvet, og konstant måtte sårede og dræbte trækkes ud fra slagmarken, mens skytter søgte at få ram på angriberne. Trods store tab, gjorde indbyggernes heltemodige stand også et indhug i troldene, som langsomt måtte bukke under. Her viste det sig så at dæmonen kraft var blevet forøget efter dens befrielse. Magtfuld magi som ellers kun præster af Cirklen havde besiddet, strømmede fra dæmonen og når troldene faldt blev de atter genoplivet af denne helvedets herre. Mens kampen fortsatte på sit højeste, fik byens forsvarere endnu en forskrækkelse, da de folk der tidligere havde bekendtgjort deres tilbedelse af dæmonen Viros, nu pludselig alle som en sluttede sig til dæmonen og dens trolde i angrebet på byen. Hvorfor de pludselig valgte at skifte side vidste ingen, og spørgsmålet er om de selv vidste det. Når man kender den straf som ville overkomme dem som gik fra den dæmon de en gang for alle havde solgt deres sjæl til, så kan man tænke sit om deres handling. Under alle omstændigheder kæmpede de for en tid på dæmonens side, inden de frasagde sig støtten af den og atter sluttede sig til byen. Uvist af hvilke årsager, valgte byen at se bort fra deres åbenlyse forræderi, og lukkede dem atter ind da dæmonen trak sig tilbage.
Ved dæmonens tilbagetrækning, kunne ypperstepræsten beskytte byen mod dæmonen og valgte at kalde alle de tilstedeværende præster og druider sammen og forene dem i bøn til at danne en magiske magt der havde kraft til at forsegle og lukke byens grænse mod skoven, og holde både dæmonen og alle andre borte fra byen. Den forsegling blev senere ændret af Højmageren til kun at omhandle dæmonen.
Byen var nu for en tid sikret mod dæmonens hærgen, men hvor længe det ville stå på vidste ingen.
Et lyspunkt for Semia vidste sig dog i skikkelse af en fremmed der kom til byen midt under kamphandlingerne. Han kaldte sig Ian og af profession var Dæmonjæger. Han ankom mens kampen mod dæmonen blev indledt ude i skoven, og da kamphandlingerne nåede byens porte, berettede folk i forreste linie om hvordan han gik næsten upåvirket rundt blandt de kæmpende og tog mål af dæmonen mens han konsulterede en slangeskindsombundet bog han bar med sig. Efter kampen opsøgte han byens nominerede leder, ypperstepræstinden Illandra og førte i en stykke tid en fortrolig samtale med hende. Åbenbart har hun været forvisset om hans intentioner og kreditiver, for hun gav ham frie hænder samt løfte om byvagtens samarbejde.
Ved at føre samtaler med nogle af de vidner som havde deltaget på tæt hold i slaget med dæmonen, fik Ian mange oplysninger både om dæmonens udseende, evner, styrke og magisk kraft. Da han fik fortalt om den statue som var blevet fjernet fra templet og derefter hentet af dæmonen, kunne han oplyst, at for at kunne få oplysningerne om dæmonen til at give brugbar mening, måtte han se dette gamle tempel som lå i den fjerneste ende af skoven. Hermed kunne han måske kunne endelig identificere dæmonen og måske finde en svaghed.
Problemet var, at både dæmonen og dens tilbedere stadig hærgede i skoven tæt på byen, og enhver der vovede sig ud over skovgrænsen ville givetvis blive angrebet. På trods af mange tilbud, valgte Ian at samle en lille gruppe af frivillige letfodede skytter, hvoraf nogen kendte til templets placering. En lille gruppe kunne måske komme igennem skoven uden at blive angrebet, og til at lede vejen fulgte ærkedruidens elev med gruppen. Til at dække gruppens afgang, udførte en del af byens beskyttere frivilligt en afledningsmanøvre ved at angribe de dæmontilbedere der var inden for synsvidde, og under dække af angrebet slap skytterne ud i skoven.
Vejen gennem skoven var lang og farefuld, ustandseligt måtte den lille gruppe flygte gennem krat og bække for at undgå sammenstød med dæmonen og dens tilhængere. Undervejs stødte de på andre mindre grupper, som var faret vild i skoven efter den fejlslagne angreb på dæmonen og den efterfølgende flugt. Da de nåede til tempelbakken var dæmonjægerens gruppe blevet fordoblet i antal. På bakken hvor orcerne blev overvundet og statuen fundet, undersøgte Ian resterne af det gamle tempel. På baggrund af sin viden, kunne han konstatere, at templet var over 1000 år gammelt og havde været centrum for en kult, der havde tilbedt en dæmon, højst sandsynligvis den selv samme som nu hærgede skoven. Ærkedruidens elev og højmagerens lærling, der nærmere var fulgt med af nysgerrighed, kunne bidrage med den oplysning, at de i troldmandstårnet havde oversat et gammelt pergament der var blevet fundet kort tid efter dæmonens fremkomst. Det eneste de kunne oversætte og forstå, var hvor ordet "Mutors" var skrevet. Med dette fik Ian alt til at falde på plads. Mutors var dæmonens navn, og navnet på en dæmon der havde hærget området med en hær af tilbedere for ca. 1000 år siden inden den pludselig forsvandt. Han fortalte, at statuen var en "Genoshside", en hjertesten, som med stor sikkerhed havde tjent til at indespærre dæmonen.
Med viden om denne navngivne skabning, kunne dæmonjægeren ud fra sin viden og oplysninger i sin bog fortælle, at intet dødeligt ville kunne skade denne dæmonen. den dæmon som mesternekromantikeren tilkalde under troldmændenes duel et par år forinden, var ingenting i forhold til denne. Der skulle en skabning til der var lige så stærk som dæmonen, som mod højmageren mod mesternekromantikeren, skulle der skabes en golem, men ikke en hvilken som helst Golem, det skulle være en levende golem, drevet af livskraften fra en mægtig kriger der så måtte ofre sig for at byen skulle kunne blive fri for dæmonen.
Efter en nervepirrende tur tilbage til byen, fremlagde Ian sit resultat for Højmageren og ypperstepræsten. Disse var dog ikke sikre på at han nu vidste så meget om dæmonerne, at man kunne stole at denne risikable procedure var den rigtige. og at man skulle tage så drastiske skridt.
For at teste ham, fremmanede mesternekromantikeren og højmageren i fællesskab en langt mindre dæmon end den der blev fremmanet et par år før. På trods af Ians protester satte de ham op mod den for at han skulle bevise sit værd. Efter en kort kamp, hvor dæmonjægeren hovedsageligt iagttog sin modstander, fandt han dæmonens svage punkt, han fik højmageren til at kaste formularen Søvn på den, og i de få sekunder han viste den ville vare på en dæmon af denne slags, slog af alt kraft så i dens dødelige punkt, lige over øjnene. Med denne opvisning anerkendte byens spidser hans viden, og arbejde med at skabe Golem'en blev sat i gang.
I troldmandstårnet blev der arbejdet på at skabe de magiske remedier der skulle skabe selve dæmonen, og i Krigerhuset blev der under ledelsen af soldaten Caddoc, iværksat en serie af prøver som alle var designet til at finde byens bedste kriger, som samtidig var villig til at ofre sit liv for byens skyld. Selvom det skortede på interesserede krigere, gennemgik de modige prøverne på styrke, udholdende og intelligens og til sidst tvekamp mellem de to udvalgte. Det endte med, at kæmperen Baldrian vandt over kæmperen Thomas Delga, og dermed beviste at han var Semia bedste kriger. Samtidig var han villig til at ofre sit liv for at sikre Semia, så der var ingen tvivl om at han var en rigtig helt. De andre deltagere som havde tabt turneringen, skulle dog få rig mulighed for at bevise, at det heller ikke var heltemod det skortede på hos dem!
I mellemtiden blev det klart, ud fra uafhængige iagttagelser af dæmonens færden, at den var begyndt at tiltrække flere og flere personer af mange forskellige racer, som alle tilbad den som værende deres stedlige gud. Disse tilbedere gjorde færdsel i skoven vanskelig, og derudover havde en gruppe mystiske og hemmelighedsfulde skovelvere, måske efterkommere af de elvere der blev slagtet under tømrerbaronens angreb et par år forinden, sat sig for at holde uvedkommende ude fra "deres" skov. Flere rapporter om konfrontationer blev overbragt den overbebyrdede byvagt, som ikke kunne afstå tid til at tage sig af dette problem der blegnede i forhold til hvad byen ellers stod over for.
Sent på aftenen, efter en stor indsats fra byens beboere og tilrejsende, var den frivillige udvalgt og den magiske konstruktion næsten færdig. Kun manglede der en ting for at give skabningen liv, blodet fra en ældre vampyr! For at skaffe dette remedie til byens frelse, måtte folk i nattens mulm og mørke begive sig ud i skoven hvor dæmonen stadig befandt sig, og finde frem til den ældre vampyr som før havde hærget omegnen og selve Semia by. For de helte der trodsede frygten, blev turen en konstant spidsrod mellem dæmonen, dens tilhængere og vampyrens horder af skygger som lydløst gled gennem skoven og lammede folk med deres isnende berøring.
Den megen magiske og unaturlige aktivitet i byen havde ydermere vækket en urolig ånd fra sin søvn på kirkegården. Ånden blev draget mod de levende og søgte mod byen hvor den spredte frygt blandt indbyggerne. Alene dens tilstedeværelse skabte uro i de stedlige nekromantikeres kræfter som medførte større ubehag indtil ånden atter søgte tilbage mod sit hvilested.
Hvor stor folks opofrelse og initiativ end var, så blegnede den mod de unaturlige kræfter som denne nat syntes at besidde skoven. Folk trak sig tilbage til byporten og nægtede som helhed pure at trænge ud i skoven, især da vampyren nærmede sig byen med en flok zombier som i mistænkelig grad lignede folk der tidligere var forsvundet i skoven. Det blev byens ypperstepræstinde, Illandra af Cirklen, som sammen med en kriger fra byvagten, lykkedes at trænge gennem vampyrens styrker og indfange den magtfulde prins af natten. Forbløffelsen var stor i byen da de ankom med den aggressivt bidende skikkelse bundet med lænker af cirklens kræft. Der blev hurtigt gennemført en ceremoni med deltagelse af de præster der var tilstede, og med templets hellige kniv blev vampyrens uhellige liv endelig afsluttet, og dens blod tappet fra den smuldrende krop. Et andet liv blev kort efter taget med den samme kniv, da krigeren Baldrian frivilligt gav sit liv til byens bedste og lod sin sjæl blandes med det velsignede vampyrblod, og derefter blive overført til de golem-krop som byens troldmænd havde arbejdet med livet som indsats på at skabe, og som alle håbede var stærk nok til at kunne besejre dæmonen for tid og evigt.
Natten måtte endelig vige for dagen, og med viden om at dæmonen nu var svagest blev de sidste forberedelser sat i gang. I løbet af morgenen oprettede ypperstepræstinden den hellige cirkel midt i byen. Meningen var, at hun gennem cirklens kraft ville tilkalde dæmonen og lede den tryllebundet til byen hvor den skulle konfronteres af golem'en. Til at fungere som katalyst til denne tryllebinding, frembragte dæmonjægeren Ian dæmonens Genoshside. Hvordan han havde kunnet fremskaffe den vidste ingen, og han ville ikke svare på nogen spørgsmål desangående.
Ved at bruge dæmonens hjertesten som bindeled til dæmonen selv, kunne ypperstepræstinden nu tilkalde dæmonen til den ventende golem, men rapporter fra spejdere der havde lokaliseret dæmonen kunne fortælle, at dens store skare af tilbedere åbenbart var blevet forøget i løbet af natten. Disse måtte for enhver pris forhindres i at følge dæmonen ind i byen, så vagtkaptajnen og resten af byvagten foranstaltede sammen med praktisk talt samtlige af byen indbyggere og besøgende, et kæmpemæssigt baghold for dæmonens tilhængere på vejen gennem skoven til byen. Da ypperstepræstinden begyndte på sin tilkaldelse, var byen fuldstændig tom bortset fra hende selv, dæmonjægeren der så til fra kanten af cirklen, samt den mægtige Golem der ubevægelig ventede inde i cirklen på sin modstander. Dæmonen der mærkede kaldet, var på grund af forbindelsen til sin Genoshside, tvunget til at følge det og tryllebundet begav den sig mod byen fulgt af sine messende tilhængere. Et stykke uden for byen klappede byens fælde så om tilhængerne. I en perfekt udført knivtangsmanøvre blev tilhængerne omringet og afskåret fra dæmonen der uantastet og uanfægtet af deres råb fortsatte sin vej mod byen. I et kraftigt men kortvarig slag hvor også tilhængerne af dæmonen Viros deltog, dog i dette tilfælde stilledende sig på byen side, blev samtlige af dæmonens tilhængere uskadeliggjort, dog med svære tab fra byens tropper.
Det sande slag for Semias skæbne skulle dog stå i selve Semia by hvor den tryllebundede dæmon ankom og gik lige mod den magiske cirkel hvor den gyldne statue var placeret. I det øjeblik den gik ind i cirklen afbrød ypperstepræstinden sin messen, cirklen lukkede sig om dæmonen, og fortryllelsen over den blev brudt. Da dæmonen nu var sig selv igen, var det første den så den ubevægelige golem der stod overfor den. Den så med det samme at denne skabning var af en sådan kraft at den kunne være en trussel mod den ellers selv usårlige dæmon. Omgående iværksatte dæmonen en bølge af magiske angreb af en sådan styrke at meget få nogensinde havde set noget lignende. Så stærk var dens magiske magt at noget af kraften endog gennembrød cirklen og kastede købmandens butik omkuld i småstykker. Uanfægtet modstod golem'en alle dæmonens magiske angreb, og da den så hvordan dens nytteløse magi prellede af, blev dæmonen opfyldt af vrede. I raseri greb den sit flammende sværd og gik løs på golem'en der parerede med sit eget sværd som af byens troldmænd var blevet gensmedet med magiske ild og gengældte dæmonens angreb. Den kamp der fulgte gik over en dødeligs forstand. Våben blev svunget og pareret med en sådan kraft at gnister og gløder fløj gennem luften, og begge modstandere modtog og gengældte slag med en kraft der ville have kløvet pandeskallen på en trold. Dette spektakulære syn mødte de af byens kæmpere der efter slaget mod tilhængerne, hurtigt havde sat kurs tilbage mod byen, og de kunne kun stå måbende ved byporten og betragte titanerne kamp.
Til de tilstedeværendes rædsel, blev det efterhånden klar, at golem'en slet ikke var stærk nok til at stå sig overfor dæmonen. Selv ikke med sjælen og evnerne fra byens bedste kriger, selv ikke med en magisk og næsten ubrydelig krop og et våben forstærket med runer og magi, kunne den overkomme denne unaturlige skabning. Langsomt begyndte golem'en at vige for dæmonens flammende sværd, og pludselig gik dæmonens sværd gennem dens parader og i et hug, gennembrudtes dens kropspanser og dens livsgnist slukkedes. Det resulterede magiske udbrud sprængte den magiske cirkel og de omkringstående borgere stod nu lige over for dæmonen.
Rygende og hårdt skadet efter den hårde kamp stod dæmonen stille som for at samle sine kræfter. Den kunne nu mærke at dens tilhængere, og dermed en stor del af dens kræfter, ikke længere var mulige at nå, og at den samtidig var forhindret i at genoplive dem. I stedet for i sin svækkede tilstand at spilde tid på de dødelige der stod afventende og betragtede den, begyndte den med tunge skridt at gå mod byporten hvor folket skiltes som vandene foran den. Dens vej førte den gennem porten og ud af Semia by i retning mod vest for om muligt atter at samle tilhængere og genvinde sin fulde styrke. Folk så den forlade byen, men meget få så dæmonjægeren Ian skille sig ud fra mængden, samle dæmonens Genoshside op i sin pose og sætte efter den.
For de der så dem begge to forsvinde mod vest, var der faktisk ikke andet tilbage end at komme sig over de turbulente hændelser der havde hærget byen, begrave de døde, genopbygge hvad der var ødelagt og ellers prøve at fortsætte livet som før. Ingen ville dog kunne holde sig fri fra den viden at dæmonen stadig var der ude og måske var det ikke det sidste man havde set til den.


Tilbage til Orions Historie