Orion Krønikerne Kap. 4
Tusmørketiden

Efter at ro og orden atter var stabiliseret nogenlunde på egnen, kunne Semia atter nyde godt af et år med fremgang inde for handelen, og byen blomstrede atter. Anderledes stod det fat med de stammer af monstre, som havde skaffet sig hoveddelen af deres føde ved at angribe små landsbyer og rejsende på Semias grænser. Med den øgede kontrol og beskyttelse velstanden havde bragt til området, var dette ikke længere muligt i samme grad, og sulten gnavede vinteren igennem. Med forårets komme slog flere klaner af trolde, orcer, gobliner og kobolder sig sammen og drog ned fra bjergene for at invaderede Semias skove og skaffe sig mad.
En gruppe orcer ledet af en intelligent halvtrold besluttede sig for at fange en gruppe rejsende praktisk talt uden for Semias porte, for på den måde at få stillet sulten. Den første gruppe, de her mødte, faldt næsten i det planlagte baghold, men nåede at stikke af. Den næste gruppe, de mødte, var dog ikke så heldig, og gruppen faldt for orcernes og deres goblinshamans magt. Orcerne fik dog hurtigt maden i den gale hals da andre eventyrere afbrød dem i deres måltid og gjorde det af med dem alle som en.
Halvtrolden, der ledede orcerne, deltog ikke i disse angreb og slap derfor med livet i behold, men med de fleste af sine styrker slået. Med tankerne på Semias populære kro "det sorte svin", og dens lækre mad, udtænkte han en anden plan. Af byens købmand købte han en potent elskovsdrik, hvorefter han satte kursen mod kroen. Her indledte han sig i en samtale med kromutteren Caroline, og ubemærket fik han listet elskovsdrikken i hendes vin. Ingen fattede mistanke til at kromutteren og halvtrolden forlod kroen samtidig, og at kromutteren temmelig forpjusket kom alene tilbage. Ignorancen stod ved, selvom kromutteren mave på mystisk vis voksede temmelig hurtigt, og under frokosten næste dag, faldt kromutteren pludselig om på gulvet. Ærkedruiden der tilfældigvis var til stede kunne til alles rædsel konstatere at hun var gravid, og med et troldebarn! Heldigvis var graviditeten ikke mere fremskredet, end at hun kunne komme ud til Ærkedruiden næste dag og få et aborterende middel, så med en ven som livvagt, drog hun sammen med ærkedruiden ud til druidelunden næste dag. Desværre havde troldeynglens faderlige ophav fået nys om dette og lagt sig i baghold sammen med et par troldevenner. Livvagten blev fældet, og kromutteren taget i forvaring. Det lykkedes dog Ærkedruiden at slippe fra bagholdet, og han fik hentet hjælp. Flere grupper, under ledelse af Grev Malagant fra gruppen kendt som Slangens Orden, drog ud, og på trods af de tab, der kommer når man har med trolde at gøre, fik de uskadeliggjort uhyrerne og reddet kromutteren der blev befriet for sit foster.
Dette var på ingen måde den eneste træfning der fandt sted med orcer og trolde, i flere dage blev der rapporteret om kampe i skovene helt frem til selve byporten. En enkelt trold trængte endda helt ind i byen, før den blev slået ned.
Trolde, orcer og gobliner var dog ikke den eneste ondskab, der spredte sig i egnen. En til byen nyligt kommende gruppe gik under ledelse af en gammel mand med et gammelt skattekort på skattejagt i skovene. Da de efter en lang rejse gennem Orions aften endelig fandt frem til kisten, fandt de den ikke bare fyldt med gamle guldstykker, men de slap en for længst glemt ondskab løs, sjælen af en magtfuld nekromantiker, som 40 år forinden var blevet spærret inde i kisten og nu atter var fri! Nekromantikerens kraft havde været stærk i livet, men i døden var den blevet stærkere. Fri igen, vækkede den to yngre vampyrer til sin tjeneste og sendte dem til byen for at skaffe en krop til sin sjæl. Ved at udnytte sin lighed med den gamle mand, der førte til skatten, lykkedes det den ene vampyr at lokke en af folkene fra Slangens Orden med sig ud i skoven hvor den dræbte ham for sin herre. Fluks blev kroppen overtaget af nekromantikerens sjæl, og efter 40 år som kropsløs bevidshed, genopstod han i skikkelse af en dødevandrer. For sin tjeneste blev vampyren sat fri, men dens efterfølgende hærgning vækkede folks mistænksomhed. Den blev afsløret og udslettet.
Dagen derpå kom en zombie vandrende til byen bærende på en brev til byens mesternekromantiker, Zhaal. Da han have læste brevet, krøllede han det i vrede sammen og smed det. En troldmand fra Skovens Udsendinge fandt brevet, og kunne berette at brevet var fra den mægtige dødevandrer, Aldarkus Thorbius, som forlangte at mesternekromantikeren skulle slutte sig til ham eller dø.. og gøre det alligevel. Mesternekromantikeren lod hånt om truslen, og dødevandreren reagerede ved den efterfølgende nat at slippe sin skygger løs i skoven. På mystisk hvis forsvandt flere personer i de efterfølgende timer, men da dødevandreren begyndte at marchere mod byen med sin styrke af zombier og mumier, var de at finde i hans følge. Det første møde med de udøde faldt uheldigt ud for de levende, da Mesternekromantikeren konfronterede Dødevandreren. De udøde horder tvang forsvarerne tilbage, skyldende ind over en præst der med dødefrygt havde holdt dem på afstand, men ikke havde regnet med Dødevandrerens egen frygt.
Dødevandrerens korstog sluttede dog ved byens porte, da hans styrke i en mægtig kamp blev besejret og han selv fældet under en bølge af slag fra byens beskyttere. I de sidste øjeblikke af hans liv rev han sit udøde hjerte ud af kroppen og udtalte ordene: "Døden er kun en port, tiden er kun et vindue, jeg vender tilbage!", inden kraften forlod hans jordiske hylster.
En enspænder fra gruppen Maskerne kan ellers prise sig lykkeligt over at have overlevet, da han sent på natten, langt fra byen stod øje til øje med dødevandreren. Hvorfor han lod ham gå er endnu uvist, men han slap for at dele skæbne med dem, der senere faldt som ofre for den udøde mestres hærgen.
De fleste af disse genvordigheder var tavst blevet betragtet af to sortelvere, som var kommet til byen i en søgen på en magiske genstand. På trods af deres neutrale adfærd, blev de dog betragtet med had og mistro af alle, især mødte de stor fjendtlighed fra de tilrejsende elvere. Ypperstepræsten, som selv var elver, accepterede dem i byen, da de umiddelbart ikke havde fjendtligt hensigter, men til sidst måtte hun give under for presset fra byens indbyggere og tilrejsende og lade byvagten forbyde dem adgang til byen. Senere blev de presset helt bort af mordlystne mennesker og elvere.
Sortelverne færden havde dog ikke være så uskyldig, som det umiddelbart så ud til. Ypperstepræsten, der ellers havde tøvet med at gribe ind, fandt ud af, at de havde planlagt at så splid og uorden i byen for at underminere dens forsvar og gøre den moden til overtagelse. Da hun opdagede dette, sendte hun et bud til vagtkaptajnen, der var ude og inspicere de yderste grænser, og i sit fravær havde fået en gruppe lejesoldater til at bevogte byen. Buddet blev desværre opsnappet af sortelverne, som så den store fare ypperstepræsten udgjorde, og ved at tilbyde penge, magt og især mad, overbeviste de en stor flok orcer, trolde, halvtrolde, gobliner og kobolder til at følge dem i et angreb mod templet.
Det kunne være endt med en katastrofe den sortelver-ledede styrke gik til angreb på templet, der på det tidspunkt lå næsten ubeskyttet hen, kun ypperstepræsten var der, og ærkedruiden på besøg i templet, og ved at bruge deres magtfulde magi, kunne de to troende mestre holde styrkerne på afstand, indtil forstærkninger fra byen kom frem. Det efterfølgende slag var mere kaotisk end det var planlagt, for hvert udfald, sortelvernes styrke lavede, blev byens folk presset tilbage selvom de var i stort overtal, og hver gang efterlod styrken folk enten døde eller kæmpende for sig selv. Til sidste blev slaget delt op i flere mindre slag, og endelig lykkedes det at isolere de enkelte monstre og nedkæmpe dem. Sortelverne, der lededes slaget med deres magi, så hurtigt hvor det bar hen af og forsvandt inden kampen nåede dem, og trods en heftig jagt, der førte ud i natten, blev de ikke fundet.
Sammenholdet omkring forsvaret af templet gav folk mulighed for at få luftet andre meninger. Blandt andet var der stor utilfredshed med den måde, lejesoldaterne havde styret byen i vagtkaptajnens fravær. Bl.a. skulle de have optrådt diktatorisk, forlangt at folk skulle aflevere alle våben, samt havde opkrævet gebyr for magikastning. Hvad der end lå i anklagerne, opflammede det folk til handling og ledet af bl.a. den hjemvendte vagtkaptajn, Tedris Bjalin, som selv havde set fejltagelsen i, at antage lejesoldaterne, blev et angreb sat ind. Lejesoldaterne blev totalt overrasket ved byporten, men fattede sig hurtigt og tog kampen op. Den vældige overmagt tvang dem dog hurtigt til at søge tilflugt i et af byens tårne, hvor de holdt belejrerne på afstand med magi og blankt stål. Stillingen kunne de dog ikke holde for evigt, og efter et mægtigt stormløb blev de alle slået, dog med tab fra angriberne. Heldigvis for lejesoldaterne efterlod deres modstandere dem bevidstløse, så det lykkedes for en tililende halv-elver at yde førstehjælp og redde deres liv.
Senere gik de overlevende lejesoldater til en dommer og anklagede vagtkaptajnen for komplot mod dem og forlangte æresoprejsning. Vagtkaptajnen svarede igen med andre anklager og bragte vidner for sin sag. Længe bølgede beskyldningerne frem og tilbage, indtil dommeren afsagde sin dom. Begge parter fik medhold i nogle af deres anklager og måtte giver undskyldninger til den anden part.
Alle disse problemer blev dog overskygget af de ændringer som det længe ventede tusmørkeår bragte til Semias egne.
For hvert 1010 år, vil der komme en tid hvor skellet mellem guder og mennesker gnides tyndt og guderne kan antage fysisk skikkelse i de dødeliges verden. Med sin centrale religion var Semia blevet et større religiøst midtpunkt på egnen. Til byens ypperstepræst af cirklen, Ilandra, lød gudernes bud, og hun lod kalde alle tilstedeværende præster til byens nye tempel, der for nyligt var blevet genopbygget efter stormen. De kom alle. Tilbedere af Ild, Jord, Vand og Luft - Drachl, Mentor, Vilaris og Ambivon kom til templet og hørte fra ypperstepræsten deres guder bud. De skulle samle specielle kraftholdige genstande, som de gennem et ritual skulle kanalisere til deres guder og tillade dem at bryde skellet og skabe sig en krop i de dødeliges verden.
På deres guders bud begyndte alle clerkene, der på det tidspunkt opholdt sig i Semia, en hidsig jagt på disse genstande.
Drachl's udsendinge fandt hos byens Købmand et sjældent eksemplar af lavakul fra Kasmirbjergenes vestlige vulkanegne, og de opsamlede den hellige flamme der brændte i ypperstepræstens tempel. Til at markere deres guds styrke og kraft, samlede de under ritual blodet fra en af de stærkeste skabninger i Orion, en af de frygtede trolde, der på det tidspunkt hærgede området.
Mentor's discipel i død og snedighed drog også ud på sin guds bud. Fra graven af en af de mægtigste præster i Mentors tjeneste, samlede han helligt jord som symbol på sin guds magt over døden. Gennem handel og manipulation, skaffede han sig guld som gunst til gudens tørst for rigdom. Det sidste og stærkeste komponent blev dog det døde stenhjerte, som efter heftig kamp blev taget fra nattens dødevandrer som selv rev det fra sit bryst.
Vilaris' præst, der først for nyligt var konverteret til troen, gik med glæde op i sin opgave, og skaffede sammen med ypperstepræsten de væsker, der var nødvendige for gudens nedstigen til det dødelige plan. Livets væske, taget fra en hellig kilde som kun Ærkedruiden kendte, og gudernes elskovsdrik, en drik så potent at selv guderne måtte glædes over den.
Ambivon's hellige præst blæste gennem Semias skove og indsamlede, hvad der skule til for at give guden ånde. Til gudens ære blev der afholdt retfærdige dueller på byens duelplads overvåget af vagtkaptajnen. Den kriger, der vandt disse kampe, afgav frivilligt blod til gudens tilfredshed. Ved at slutte pagt med mesternekromantikeren og love ham hjælp mod hans mægtige fjende, dødevandreren, skaffede præsten Visdommens bog, det hellige værk, der havde været holdt langt væk fra solens lys i årtier, og med hellig røgelse fra templet sluttedes cirklen.
Ved en natlig ceremoni ved et samlet bål i byens midte, gennemgik hver trosretning et helligt ritual, og ved ofring af deres indsamlede kraftobjekter, påkaldte de deres guders bevågenhed og kaldte deres essens til dette plan. Et sus syntes at gå gennem befolkningen, da store kræfter for første gang i mere end et årtusinde fik adgang til de dødeliges plan, og selvom intet direkte kunne ses, mærkedes det at noget stort var under opsejling.
En for en kom guderne til Semia i dødelige, om end magtfulde skikkelser, og opsøgte deres præster. Hver bød de dem at samle alle deres tilhængere, dog med hver deres hensigt.
Krigsguden Drachl ønskede at slå de andre guder og deres tilhængere og lade krigen hærge i Orion. Hans præster støttede ham, dog under den forudsætning at Ypperstepræsten som de havde svoret at beskytte, ikke led ondt. Da hun gennem sin tro på Cirklen også tillod Drachl, kunne styrkens gud sagtens love dette.
Tyvens gud Mentor ønskede at skabe en tid, hvor tyven sad på tronen, og de adelige lå under muld. Til dette må var de andre guder i vejen, også Drachl hvis destruktive stil ville lægge ruin til mangen en rigdom.
Livets gud Vilaris ønskede at undgå en konfrontation, men ville stå mod dem for at hindre større ødelæggelse. Selv om Vilaris altid har fremstået som en kærlighedsfuld kvinde, valgte hun at vise sig for sin tilstedeværende clerk i en mands person, for ikke at lade sin guddommelige skikkelse skabe unødig opsigt.
Visdommens og ærens gud Ambivon så hvordan verdenen ville ende, hvis Drachl eller Mentor ville få lov til at skabe den i deres billede, og han ønskede derfor også at gå imod dem. Vilaris gik ikke imod hans intentioner, men hendes frimodige livsstil harmonerede dog ikke så meget med hans ærefulde færd og forhindrede et direkte samarbejde.
Natten igennem gik præsterne fra kriger til troldmænd, fra druide til tyv og talte godt for deres guds sag, og næste morgen samledes styrkerne ved templet hvor magten lå, i kroen hvor glæden flød, på bakken under himlen og på kirkegården, hvor døden reagerede. Alle som en begav de sig med deres guder i spidsen til Kongebakken øst for byen. Her kom det største slag siden den store orckrig 2 århundreder før til at stå. Ilds styrker for brølende op mod lufts stormende støtter, som blæste med bersærkeragtig kraft tilbage. Vands enheder bølgede ned af bakken, mod jords styrker, der stod fast som klipper. Gudeagtig magi og flyvende pile og kraftfulde våben fyldte luften, da dødelige og guder gik mod hinanden, og bakkerne genlød af skrig og våbenlarm, mens blod og gift farvede græsset.
Kampen udspillede sig i to dele som afgjorde gudernes fremtidige skæbne på dette plan. Drachl førte i sin kamprus an direkte mod Ambivons støtter, der havde sat sig først. Her blev Krigens og modets gud dog svigtet af sine tilhængere, som blev tilbage fra angrebet, og selv Drachl, den stærkeste af guderne kunne ikke holde sin stand mod Ambivons bersærker-angrebne styrker, og snart måtte hans essens atter drage fnysende af raseri tilbage til de himmelske planer. Kampen mellem luft og ild fortsatte dog indtil resterne af ilds styrker, slået over tabet af deres guddom, overgav sig og trak sig tilbage.
Mentor og Vilaris's styrker stod fast over for hinanden, og efter de første træfninger, trak begge sig tilbage for at bekæmpe hinanden på afstand med magi og pile. Dog bølgede kampen frem og tilbage og flere af de deltagende måtte lade livet, blot for atter at vende tilbage til kampen som zombier under clerke og nekromantikeres kommando. Under kampen stod Vilaris og Mentors guddommelige skikkelser pludselig overfor hinanden, og de indledte straks en hektisk duel mod hinanden, afvisende enhver udefrakommende. Kampen var titanisk, og selv det mest dødbringende slag så ikke ud til at fælde guderne. Men ligesom gudernes styrker var jævnbyrdige, var de to guder det også, og kampen blev først afgjort, da Mentor borede sit magiske sabel i Vilaris' bryst, der sendte hans essens bort fra de dødeliges plan. Vilaris fik dog det sidste ord, hans sidste slag tilføjede Mentor et dødeligt sår, og snart måtte guden for døden, følge sit eget kodeks og drage bort i raseri over den forpassede mulighed for at påvirke de dødeliges plan direkte. De to hære mærkede ikke meget til dette, da de var optaget af deres forbitrede kamp, hvor ingen kunne få overtaget, da pludselig resterne af Ambivons styrker kom Vilaris' til hjælp, og snart var Mentor's tilhængere fordrevet.
Da roen faldt over bakkerne, kunne Ambivon, som den eneste overlevende guddom, skue ud over de skikkelser, der var faldet i den titaniske strid. Han vendte sig om og med luften drev han bort fra Semia, dragende ud i Orion for at bringe viden og ære frem fra de glemte gemmer og ud til folket. Hans tilhængere der havde støttet ham i slaget følte hans tak i deres indre, og de vidste at de havde slået et godt slag for Orion's fremtid. De andre guder, som atter var blevet forvist fra de dødeliges plan, måtte misunde ham hans frihed og selv vente 1010 år før de atter skulle have mulighed for at bryde skellet mellem guder og dødelige.


Tilbage til Orions Historie