Orion Krønikerne Kap. 3
Magikernes Kamp

Helte, eventyrere, lovløse og købmænd kom til Semias egne fra nær og fjern og de førhen så sky elvere sås atter i Semias gader. Fra det fjerne østen kom også en adelskvinde med følge af livvagter og tjenestepige for at inspicere de stedlige handelsmuligheder. Stor var dog skammen for Semia by, da hendes gruppe blev overfaldet af en forsamling af snigmordere og tyve som forgiftede hendes vagter, udplyndrede dem alle og efterlod hende i en tilstand hvor hun ikke kunne huske noget af hvad der skete. Byens byvagt fik dog rettet noget op på sin ære da han senere, efter et anonymt tip, fik fanget en af de skyldige og henrettet ham, men de resterende lovløse og deres bytte blev aldrig fundet!
Med den øgede tilførsel til området blomstrede magiens kunst atter og både magere og nekromantikere sås atter i gadebilledet. Dette fik også en gammel fejde mellem Højmageren af Semia og egnens mesternekromantiker til at blusse op igen. Højmageren forviste mesternekromantikeren fra byen, men samme aften begyndte zombier af hærge skovene omkring byen og selv om mange søgte efter mesternekromantikeren der blev udpeget som den skyldige blev han ikke fundet.
Om han også havde en hånd med i spillet den efterfølgende nat står også hen i det uvisse. Her blev byen, dens beboere og gennemrejsende eventyrere atter udsat for overgreb fra to ældre vampyrer der før havde truet byen men dengang blev fordrevet. Hele natten genlød skovene af kamplarm, og modige folk faldt for de udøde styrker. Truslen kulmineret da en horde af vampyrer og zombier anført af en mægtig mumie som satte frygt i forsvarerne, gik til angreb på selve Semias byporte. Trods underlegenhed i styrke holdt de levende forsvarere ud i kampen mod deres nu udøde kammerater. Med støtte fra Ypperstepræsten og Højmageren modvirkede præsterne mumiens frygt med deres egen Dødefrygt, og med deres bønner i front, blev et modangreb sat ind og de udøde horder besejret. Under disse kampe der kostede mangen en kriger hans liv, lykkedes det også at dræbe en af de frygtede ældre vampyrer der havde gjort livet surt for byen i mange år, men dens partner slap væg under dække af kampen og lurer sikkert stadigvæk et sted i Semias dybe skove.
På trods af al ufred var Semia dog en egn hvor handel tog til, især efter at eventyrere besejrede skovenes sidste trolde i et titanisk slag hvor man samtidig fik tilbageerobret den legendariske helterustning der havde været forsvundet i århundreder.
Den blomstrende handel skyndede også andre til at udnytte de naturlige resourcer der nu lå åbne. En lokal baron havde iværksat en omfattende tømrerhungst i de omkringliggende skove. De store indtægter disse operationer skaffede ham, gav ham hurtigt tilnavnet tømrerbaronen. De store indhug i skovenes gamle træer vækkede skovens elvere til aktion og de gav baronen et ultimatum : Forsvind fra skovene eller dø !
Dette skræmte ikke baronen, og i spidsen for en hov af lejesoldater angreb han elverne og udslettede dem. Det kan dog regnes for retfærdigt at han kor efter selv faldt i et baghold begået af ukendte gerningsmænd og blev dræbt inden han fik glæde af den nyligt vundne sejr.
Den mest opsigtsvækkende begivenhed på egene var dog da repræsentanter fra Orions dværge ankom til Semias porte med tunge guldposer og begyndte at hyre krigere til at hjælpe dem med at generobret deres forfædres miner der nu var i orcernes hænder. Dværgenes guld og bønner gjorde deres virkning, og i spidsen for de fleste af de eventyrere der for øjeblikket kaldte Semia deres hjem, drog dværgene ud på den lange rejse til minerne i Kasmir-bjergene.
Det gloværdige korstog endte dog i total katastrofe idet orcernes styrker var totalt undervurderet og på trods af dværgenes bersærker-anfald og eventyrernes heltemodige modstand, blev de alle som en dræbt under orcernes klinger og dværgene svandt atter bort til deres hjem i Orions øde egne.
Tilbage i Semia så andre deres snit til at få rane sig magten i byen mens alle andre eventyrere var ude at kæmpe mod orcerne i Kasmir-bjergene. Den tilrejsende, selvbestaltede Grev Wilhelm, gik sammen med sit medbragte kompagni soldater til angreb på den næsten ubeskyttede by og deklarerede sig selv som byens hersker. Denne stilling blev dog ikke anerkendt af byens borgere og i raseri over deres afvisning beordrede Wilhelm sine tropper til at sætte ild til byen. Dette blev dog forpurret da en ukendt helt førte an i et modangreb og drev Wilhelm og hans styrker bort inden de nåede at få tændt ild til andet end købmandens butik. Overlevende fra Wilhelms styrker berettede hvordan han efter nederlaget flygtede ud i Semias skove hvor han blev offer en vildfaren pil og døde ene og forladt.
Dette sammenhold for Semia gjaldt dog ikke for højmageren og mesternekromantikeren, deres fjendskab stod stadigvæk i lys lue. Dette kulminerede med en kamp hvor de to ærkefjender satte deres bedste skabninger op mod hinanden : Højmagerens uforgængelige Golem som han havde bygget i hemmelighed, og mesternekromantikerens Dæmon som han fremkaldte med blodoffer og forbandelser.
Til skue for alle kæmpede disse jævnbyrdige skabninger mod hinanden gennem Semias gader, men til sidst måtte Golemmen falde for dæmonens ildsværd. Mesternekromantikerens sejr blev dog kort, dæmonen vred sig ud af hans kontrol, og kun ved en heftig indsats fra byens krovært og andre tililende helte blev den besejret inden den kunne lægge byen øde.
Denne begivenhed fik byens vagtkaptajn til at udstede et dekret : Hvis de to troldmænd fortsat ville bekrige hinanden, måtte de ske uden for byen. Derfor kunne man en tidlig morgen se de to magiens mestre troppe op ved tågesøen, højmageren i selskab med de selvsamme helte der før havde bekæmpet mesternekromantikeren, som selv mødte op med sine stærkeste zombier.
Det blev en kamp der gik over i magiens historie, sværd blev svunget og økser sang mens syrekugler fløj gennem luften. Helte faldt og zombie-dele dækkede kamppladsen mens de to styrker degenererede i mindre kampe. Langsomt fik Højmagerens styrker dog overtaget, men pludselig slog byens tyvelaug til og greb selv efter magten til fordel for deres hemmelige leder, byens købmand. Kun med nød og næppe blev de forhindret i at afgøre kampen, og med de sidste zombier hugget ned, måtte mesternekromantikeren se sig slået og måtte trække sig tilbage. Han blev dog stoppet og slået, og for at forhindre ham i at rejse sig igen blev ypperstepræsten tilkaldt så hun kunne mane ham bort for stedse.


Tilbage til Orions Historie