Dette er en kopi af det sidste brev Caddoc sendt til sin fyrste, nu konge, hjemme i Sæterlandet før han forlod Semia med løfter om at vende tilbage skulle det være muligt for ham.
Caddocs breve hjælper mig regel til at kaste lys på livet i Semia, idet han tit koncentrerer sig om begivenheder for tæt hold og dermed giver anden synsvinkel på de begivenheder som jeg har beskrevet i mine krøniker. Da dette er meget vigtigt for at give læseren en objektiv indgangsvinkel til Orion og ikke mindst Semia, har jeg igen valgt at se bort fra det personlige princip og udgive dette for alles vinding.
Må Ambivon dømme min ret til dette!

- J.S


Til Den Ophøjede Majestæt Af Sæterlandet Kong Cheitan Den Første

Høje Konge og Feltherre. Hersker over vort samfund og fred i nutid og fremtid. Lovet være skæbnen, at Eder blev valgt til at være Sæterlandets Konge og Regent efter 4 lange års tilstande af ufred og anarki i Sæterlandet.

Modtag hermed mine mest dybtfølte gratuleringer med valget samt en skriftlig ed om evigt troskab mod Eders trone, hof og krone. Som Eders udsendte diplomat i byen Semia i landet Orion vil jeg efter bedste evne udvise den storhed, som Sæterlandet i nutid og fremtid vil være kendt for med Eder som regent.

Modtag desuden de fineste gratuleringer fra Orions og Semias mest prominente borgere, som jeg personligt har modtaget efter at have udråbt nyheden om Sæterlandets nye konge. Eftersom Sæterlandets Porvoy-region, hvorfra Eder og jeg selv stammer, hovedsagligt er befolket af efterkommere af udvandrere fra Orion, er nyheden om Eders kroning noget der er blevet varmt modtaget her.

Hermed afgiver jeg min 4. rapport fra min udpost i Semia. Modsat mine tidligere rapporter er den inddelt i afsnit. Så er den nemmere at bogføre for Eders Hofs tilknyttet skrivere.


Semia By:
Lad mig kort ridse Semias situation op som opfølgning på min forrige rapport.

Semia var trods forstærkninger på mange fronter - 2 byvagtskaptajner i stedet for 1, en ny byport, m.m. offer for et ondsindet plot.
En Tømmerbaron havde i samarbejde med byens købmandspar uden tilladelse gjort hugst i Orions Konges private jagtskove omkring Semia. For at forpurre afsløring af sine gerninger, fik han slået Semias leder, Ypperstepræstinden, ihjel.
Sagen endte i langtrukken kamp mellem Semias borgere, rejsende og Kongen på den ene side mod Baronen, Købmandsparret og adskillelige lejesvende og monstre på den anden.
Selveste Kongen blev snigdræbt på Kongesletten men blev efterfølgende genoplivet, og han er nu atter på sin trone i Orions hovedstad. Imidlertid havde han efterladt et frustreret folk i Semia, der manglede ledere og mål.
Det har givet anledning til nogle ændringer i Semia By.

Den ny Højestetroldmand og hans lærling bestemte sig for at tage bo og studium øverst i Semias Troldmandstårn. Længe har kun tårnets kældre været brugt, fordi tidligere højestetroldmænd har følt at tårnet har været for udsat af vejret og andre ødelæggelser, men nu står tårnet fint igen og har trukket mange magistuderende til Semia.

Semias stolte tempel, der ligger udenfor murene, har nok efter Ypperstepræstindens død været Semias mest udsatte bygningsværk. Det vil jeg også fortælle om i min rapport.

Der gik heldigvis ikke længe før Semia fik en ny forpagter og assistent af Købmandshandlen. Den forretning kom der også hurtig gang i.
Det Sorte Svin - kroen - blev også hurtig en givtig forretning for den søskendefamillie, der forpagter stedet, for Semia har jo aldrig manglet rejsende. Faktisk tror jeg at der dette år har været flere rejsende i Semia end nogensinde før.

Ejeren af Kroen og Købmanden, Arrie Falcon - viste det sig jo for et år siden - at være Mestertyv i det lokale Laug for lovløse. Det var nu mere eller mindre åbenlyst for alle, selv om man undrende kunne spekulere over fidusen i at stjæle fra sig selv.
Men Arrie Falcon havde Kongens gunst, fordi han havde spillet en større rolle i opklaringen af hugsten fra Kongens skove, og derfor var han som oftest en vellidt borger.

Smedjen - min gode kammerat, Svend Skævfinger - fik besked på at flytte sin forretning. Han fik dog en langt mere værdig og central plads ud af det, hvilket er ham absolut værdig. Nu ligger smedjen midt på torvet til venstre i byen, på den anden side af kamppladsen i forhold til Krigerhuset. Endnu en gang må jeg rose han imponerende våbensamling og håndværk.

Det var fordi, at den ny byvagt skulle bruge bygningen ved byporten, at smedjen blev flyttet. For første gang i Semias historie er det lykkes for Byvagten i Semia at få sin egen bygning, således at Krigerhuset ikke længere skal huse Semias soldater og arresterede. Det var jo en nyskabning, som jeg positivt kunne istemme.
Semia fik - igen - ny byvagtskaptajn. Dog kun 1, til gengæld havde han en løjtnant og en del folk. De ene af de 2 forrige byvagtskaptajner konverterede til præst og trådte selv tilbage - og hvad der blev af den mere passive Arafer D'lil, - det ved jeg ikke.

Her på egnen har man længe diskuteret om Druidelunden hører til Semia. Men den overvejende holdning blandt druiderne er imidlertid nok, at det Druidelunden bare er en del af den omkringliggende natur, og at Semias tilstedeværelse er et tilfælde af naturens luner. Ikke desto mindre finder adskillelige druider også vej til Semia på grund af Lunden - en sjælden gang da også Ærkedruiden selv.

Ellers var årets store nyhed i Semia den omrejsende teatergruppe - Teater Royal - som med bjælker, murværk og tagsten hurtigt opførte en spændende teaterbygning. Herfra spillede de flere gange dagligt en forestilling ved navn " En Skærsommernats Drøm", tror jeg nok. Jeg nåede dog imidlertid aldrig at se forestillingen, men jeg hørte flere sige, at det skulle være ganske underholdende.


Teater Royal
Lad mig fortælle, hvad jeg ved om denne trup og disse gøglere.

Når jeg ellers ikke havde forpligtelser i Krigerhuset, nød jeg ofte at spille "kugler" med Smeden eller skak med Købmanden. Uden at prale, tror jeg at jeg kan kalde mig byens bedste i begge spil.
Men ellers var den en sand fornøjelse at se gøglerne fra Teater Royal betræde torvet og ind i mellem give smagsprøver på deres kunst. Det være sig dans, musik eller dramatiske skuespil.

Stedet blev ellers offer for mange anklager, eftersom vi kom hen på sæsonen. Om aftenen, når der ikke var forestilling, kom der nogle sære lyde fra huset. Rygterne bredte sig hurtigt i byen om at stedet var plads for dæmonsdyrkelse. Med Semias fortid med dæmoner er det barske løjer at lægge ører til.

Hvis nogen forsøgte at banke på og træde ind i teaterbygningen, blev man straks bortvist med trusler og mere, og man blev meget bestemt fortalt, at teaterfolkene bare holdte stemmeøvelser.

På et tidspunkt blev der brat stille fra bygningen - og underligt nok gjorde det faktisk nogle borgere endnu mere bange, end de var for lydene. Og vi var enkelte, der bemærkede en høj sort skikkelse forlade bygningen og skyndsomt bevæge sig ud i skoven.

Da nogen kort tid efter råbte at der var sket drab i bygningen - og der ikke var en byvagt at se - var vi en lille flok, der optog forfølgelsen på den sorte skikkelse. Den forsvandt imidlertid sporløst, men flere rygter om, at teaterfolkene i virkeligheden var slaver af en vampyr, tog alvorligt fat i borgerne.

Senere fortalte Teater Royals Direktør og Scenemester - Meister Düdow - mig, at rygterne skam intet havde på sig. Alt hvad der var set af mørke skikkelser og sket af drab, i virkeligheden var en iscenesat spøg af teaterfolkene selv, der skulle skabe reklame for teatret. En noget grovkornet spøg må jeg sige, sådan at skræmme folk fra vid og sans, men selv var jeg på noget tidspunkt aldrig bange, så jeg lod nåde gå for ret.

Jeg deltog efterfølgende i en jagt på nogle onde skyggemonstre i skoven. Og da jeg vendte tilbage til byen, havde andre borgere tilsyneladende ikke taget oplysningen om spøgen til sig med samme lune som jeg. Teaterbygningen var brændt til grunden - samtlige teaterfolk var dræbte eller jaget bort fra Semia.


Orker havde plyndret karavanen fra Semia
Krigerhuset fik ellers en skidt start på sæsonen. Den årlige karavane af forsyninger fra Eders ophøjede hof udeblev i år, og jeg begyndte at frygte det værste. Jeg modtog ellers forlydender om, at karavanen var afgået planmæssigt.

Jeg begyndte til sidst at frygte for, om jeg overhovedet kunne gennemføre krigerturneringen uden forsyninger - for slet ikke at tale om, at Krigerhusets logestue ville være uden mjød, hvilket ville være en katastrofe.

For at få opklaret dette mysterium udlovede jeg en dusør til hvem som helst, der tilvejebragte varerne fra karavanen. Med sindsro kunne jeg efterlyse: 1 stor tønde med rå-mjød, flere flasker med urteekstrakter, adskillelige sække med mel og krydderier, samt hvad der måtte være tilbage af Tholas - den vagt - og min kære ven, der eskorterede mine varer i karavanen.

Tiden gik, men ingen krigere vendte hjem med nyt fra skovene om karavanen. Jeg begyndte i stedet at udlove klækkelige dusører på hver enkelt genstand i håb om, at det ville sætte gang i sagerne.

Da jeg en aften havde været ude og se til gæsteboligerne på ydersiden af Semias bymur, blev jeg meget overrasket, da en stor orkhær stod foran Semias byport og forlangte adgang til byen. De var anført af en brovtende orkgeneral, der til min store overraskelse bar en sæterlandsk krigerhjelm.

Byvagterne havde lukket porten for at holde orkerne ude, og mange af byens beboere stod med trukne våben for at forsvare sig mod orkerne, hvis de skulle finde på at angribe. Det var der imidlertid intet der tydede på, at de var på vej til, for de bar på en masse varer, blandt andet en stor tønde, som de insisterede på at "købe et hul til". Jeg blev hurtigt klar over, at disse orker var i besiddelse af mine varer . . . undskyld krigerhusets varer.

At stå alene med 20-30 orker er ikke min yndlingssituation, men jeg var parat til at kløve hver og en af orkernes kranier med min kølle, hvis det var det der skulle til. Jeg blev dog hurtigt klar over, at hvis det kom til kamp lige her og nu, så ville det få forfærdelige konsekvenser for tønden, flaskerne og sækkene. Jeg måtte derfor finde en måde, som jeg kunne franarre orkerne varerne på.

Onde tunger påstår, at jeg var bange og tikkede og tryglede om hjælp, fordi jeg fanget mellem så mange orker. Det har selvfølgelig intet på sig. I virkeligheden var det min list, der fik orkerne ombragt og varerne genvundet til Krigerhuset. Lad mig forklare;

Jeg fik overtalt både byvagter og krigere om, at disse orker blot var dumme handelsmænd, som skulle gøre forretninger med Krigerhuset. På den måde fik jeg splittet orkernes styrke lidt, så dem med varer kunne komme ind i byen - her ville de være nemmere at overmande, når først de havde "solgt" varerne til mig.

Desværre hoppede orkerne ikke på det gamle "guld er et kort ord, det er ikke så meget værd, e-l-e-k-t-r-u-m er et laaaangt ord, det er meeeeget mere værd -trick", fordi de var hverken interesseret i guld eller penge - de ville bare have mjøden inde i tønden.

Til sidst lykkedes det mig at narre orkgeneralen med, at jeg kunne lave hullet til tønden - det ville bare tage lidt tid, og orkerne måtte ikke se hvordan. På den måde fik jeg et par af de stærkeste orker til at stille tønden med råmjød i Krigerhuset og bagefter gå en tur i byen.

Byens krigere var ikke sene til at slå til. Men da resten af orkstyrken udenfor byen opdagede det, blev det til voldsom kamp. Jeg frygtede virkelig for de øvrige varer, men mange unge folk fra forskellige eventyrgrupper var efter kampen flinke til at bringe, hvad der kunne reddes, til mig. Kampen faldt uden store tab ud til Semias fordel, så faren for mit liv havde ikke været overhængende, hvis jeg alene havde taget kampen op med orkerne. Det var vist en slap flok, og det vidste jeg jo også godt. Helt fra start. Ingen tvivl om det. Jeg var ikke bange. Det var jeg ikke. Slet ikke.

På den måde fik jeg udover tønden, 2 flasker med urteekstrakter og 2 sække mel, 1 sæk med spiseorme og 1 sæk med krydderier. De reddede mig også en stor kasse med modne æbler. Inden længe var jeg i gang med at bage sæterlandske fladbrød og brygge sæterlandsk æblemjød til logestuen, hvilket skabte stor lykke for Semias krigere.

Senere fandt nogle eventyrer også en blodig sæterlandsuniform og et sæterlandsk gardesværd og den traditionelle sæterlandske kampkølle. Noget tyder på, at karavanen har været overrasket og Tholas er blevet dræbt, enten af orkerne - og så må de have været en endnu større gruppe. Eller også af noget værre, hvorpå orkerne har kunne røve varerne efterfølgende.


Krigerhuset og "Udfordingsturneringen"
Nu må tiden være kommet til at aflægge rapport om Krigerhuset og den årlige rangliste-krigerturnering. Ikke mindre end 27 modige krigere havde indskrevet sig Semias Krigerorden og kunne dermed deltage i årets turnering om at blive "Helt Af Semia".

De enkelte kampe alene rummede jo også gode muligheder for krigerne for at tjene til dagen og vejen, da store pengebeløb hurtigt skifter hænder i væddemålene omkring kampene i Krigernes Hus. Men der var også rig mulighed for at vinde andet end ære og penge.

Forud for turneringen fik jeg adskillelige urtebryggere til at lave særlige styrkedrikke, gifte til våben og meget mere, som krigerne kunne vinde i kampene med hinanden. Dertil kom magiske donationer fra både Ærkedruiden og Højestetroldmanden.
Nogle af drikkebryggerne var Nero Negratun, Lupus og Merbel. De blev selvfølgelig klækkeligt betalt, idet deres evner kan redde mangt en kriger fra døden i rigtig kamp.

I Turneringen deltog bl.a. flere gamle kendinge; Marek Magan, der var indehaver af titlen Helt af Semia i flere kampe sidste sæson, havde atter lagt vejen forbi Semia. Denne gang havde han en bror ved navn Brego med. Om Brego tjente som Mareks væbner eller elev ved jeg ikke, men Marek gjorde meget ud af at uddanne sin bror i kampens kunst, hvilket altid er en fornøjelse at opleve i Krigernes Hus. Der var i øvrigt flere i det følge, men Marek var lederen.

Det var også en fornøjelse at møde Thegaraus Dværg igen. Hans skæg er hverken blevet renere og hans ordskvalder er om muligt endnu mere fordrukkent, men uanset om han er fordrukken og usoigneret, så er det jo alligevel på den måde, man bedst kender en rigtig kriger og et mandfolk.

Den Rustningeklædte Kæmper Djall havde også atter fundet vej forbi Semia. I det blotte gensyn indskrev jeg ham i turneringen som startende som Helt af Semia, men jeg fandt efterfølgende ud af, at han blot skjulte sig og ikke havde i sinde at svare mod en eneste udfordring. På den baggrund lod jeg ham automatisk tabe sine udfordringer, og hans placering dalede kraftigt. Siden han ikke engang gjorde tiltag for at genrejse sin tabte ære og udfordrede andre i turneringen, vil jeg herefter blot huske ham som Den Rustningeklædte Kryster Djall.

En anden familieklan, der lagde vejen forbi Krigernes Hus, var Kefir og Abdul Kazim og deres fætter Zaid Kefir. Det var meget spændende at høre om disse fremmedartede krigere og deres levevis. Alene kunne de fortælle gribende historier om deres våben som var gået i arv i generationer. Det var meget smukt håndværk, og de var meget stolte krigere der værdsatte ære højere en noget andet.
Dog virkede mange af deres traditioner og levemåder direkte ulækre eller skræmmende på andre af Krigerhusets gæster. Bl.a. fortalte de, at de for at overleve i deres hjemland, der hovedsagligt er en ørken, må drikke urin fra deres ridedyr, som hedder "Komeler" og "Drumdarer".
Deres traditioner bød dem at bære tørklæder rundt om ansigtet. Dette var til gengæld et problem for Byvagtskaptajnen, der nagede stor frygt for tildækkede personer. Det kom ofte til kamp mellem Kazim-klanen og Byvagten.
Til sidst besluttede Kazim-klanen udelukkende at opholde sig udenfor byen.

2 unge brødre, Gmork og Krawen - begge sønner af Kalem rejste vist ikke sammen med havde aftalt at mødes i Semia med en 3. ven og deltage i turneringen. De var alle 3 - men især Krawen - meget ivrige og yderst tjenstvillige og brugte da også krigerhuset til at tjene en skilling på de mange forskellige småting, jeg har at gøre for at styre Krigerhuset. Men mest af alt tror jeg, at de nød Krigerhusets gæstfrihed og krigerfællesskab, og de vil blive husket.

Som så ofte før har også et par store halvorker - denne gang hed de Krank og Grunk fundet vej til Krigerhuset, men i år blev den første kvinde indskrevet; Lucy von Vogelhuber, hed hun. Hun var kun i kamp en enkel gang i turneringen, så vidt jeg husker og endte da også på en af turneringens 10 laveste placeringer. Men kvinder skal absolut være velkommen, thi de også kan kæmpe. Semia har endnu til gode at opleve en gæv Sæterlandstøs kløve orkkranier med køller, - det kan de gøre så godt som nogen mand.

Der var forholdsvis få kampe i toppen af ranglisten. Enden på turneringen blev, at jeg kårede Marek Magan som både den modigste og stærkeste af alle krigere i Semia dette år. Han kan derfor med rette kalde sig Helt af Semia. Han kunne være stolt, idet 3 af turneringens 6 bedste placeringer var ham og hans følge.

Præsidiets placeringer blev ved turneringens ende: 2. Mandak Jufri, 3. Kefir Kazim, 4. Allan Vilaldir, 5. Brego Magan og 6. Harald Halvgrim.

En enkelt person blev diskvalificeret fra turneringen og smidt ud af Semias Krigerorden. Hans navn var Alexander Maanelys, og han udgav sig for at være søhelt og tidligere kaptajn af et berømt skib. Det viste sig imidlertid, at han blot var en ussel gaderøver og sjuft, der ønskede adgang til turneringen i håb om at tilkæmpe sig præmier, der ikke tilkom ham, dersom han ikke var kriger.


Skovtrolden Vimse
Krigerturneringen var ellers nær blevet ødelagt. Og måske det ganske Krigerhus med.
En dag trådte en stor skovtrold, der lød navnet "Vimse" ind midt på torvet i Semia. Med sig havde han en anden noget ældre skovtrold, som han kaldte "Gammelfar" og en stor brun sumptrold.
Troldene var umiddelbart ikke på krigsstien, men virkede enormt faretruende. De bar på store våben udover deres tonstunge troldesten.

Onde tunger påstår ganske vist, at jeg gemte mig i mit Krigerhus, og at troldene kom og hev mig ud af mit gemmested, men det er jo det rene og skære vrøvl. Rygterne siger, at Troldene var kommet til Semia for at Skovtrolden Vimse, der var en stor kriger i Troldekredse, kunne deltage i Semias Krigerturnering.

I virkeligheden tog troldene bare ophold midt på torvet og ville æde byens forsyninger. Som den eneste i byen var jeg i stand til at vurdere faren og danne mig et overblik over situationen. Selv om mange af byens bedste krigere var til stede, så jeg klart, at vi ville være chanceløse mod troldene.

Jeg var den eneste, der havde mod til at træde hen mod troldene og få dem i tale i håb om, at jeg på en eller anden måde kunne lokke dem ud af byen igen, hvor vi i ly af skoven bedre ville kunne få overtaget i kamp - bl.a. med skyts.
Det var ved et tilfælde, at samtalen kom hen på krigerhusets turnering, men sandt er det, at Skovtrolden Vimse pludselig ville stille op i turneringen.

Jeg forsøgte at undgå dette ved at afkræve gebyret på 5 sølvstykker, som alle deltagere har betalt, idet jeg vidste, at troldene ikke havde nogen penge. Ikke desto mindre lykkedes det dem at skaffe 5 sølvstykker - som de måske har fundet på jorden, og jeg kunne ikke nægte Skovtrolden Vimse at indtræde i turneringen.
Her påstår onde tunger igen, at troldene bare betalte mig med sten, de fandt på jorden, og at jeg gav dem lov, fordi Vimse og Bjergtrolden havde mig i et slemt jerngreb, hvor jeg var løftet 30 cm fra jorden. Det passer naturligvis heller ikke, og hvis troldene havde holdt mig bare 5 sekunder længere end de gjorde, så var det kommet til kamp - om jeg så skulle gå alene på dem . . .

Vimse trådte med ind i Krigerhusets forstue, og selv om hans fingre fyldte 3 navne ad gangen på turneringens tavle, insisterede han på at møde krigerne på kamppladsen. Tilfældigt udvalgte jeg nogle af de krigere, som meget passivt bare havde meldt sig ind i Krigerorden for at få adgang til Krigerhusets logestue og det gode sæterlandske æblemjød, som jeg havde brygget.

Samtidig håbede jeg, at hvis Vimse havde et par gode sejre i turneringen, så ville han fuld af begejstring måske drage tilbage, hvor han kom fra for at prale af sin bedrift. Blandt andre måtte en ung ridder ved navn Arn Magnusson lide det nederlag at blive slået omkuld af troldesten på Semias kampplads.

Men Skovtrolden Vimse lod sig ikke tilfredsstille. Efter 3 MEGET hurtigt overståede kampe, insisterede han på at møde Semias mægtigste kriger, og han udråbte udfordring på Marek Magan. Denne lod sig imidlertid ikke skræmme og stillede modigt op.

Selv om kampen var meget ulige fra start, og Marek Magan måtte regnes for chanceløs alene mod en skovtrold af Vimses størrelse, er det på sin plads at sige, at Marek Magan er så stærk en kriger, at han faktisk kunne rejse sig 3 gange overfor Vimse, selv om han var sendt i gruset af troldesten, mm.

Denne sejr lod til at tilfredsstille Skovtrolden Vimse og hans følge. Han ville gerne vide, hvad man ellers kunne lave i krigerhuset, og der var en vittig sjæl, som udfordrede ham til skak og jeg måtte hente adskillelige krus mjød, for at stille troldenes tørst.

Det gik dog helt galt - jeg tror ikke de kunne tåle mjøden, for først begyndte trolden Gammelfar at spise brikkerne, dernæst begyndte de at kaste med den gode mjød. Ligesom stemningen nær var blevet for løssluppen omkring Krigerhuset, og jeg var parat til at kløve en hjelm eller 2, besluttede troldene sig dog for at, nu var Semia blevet for kedelig og Vimse bød mig farvel - på sin troldagtige måde - inden de gik ud gennem den åbne port.

De onde tunger påstår, at troldene slog mig, så jeg fløj næsegrus i gulvet, samt at jeg både rystede og pustede af skræk og forpustelse, mens troldene sagde farvel. Men i virkeligheden er jeg jo nok den eneste kriger i Semia, der er så stærk, at jeg kan rejse mig efter kammeratlige kram og skulderklap fra skov- og sumptrolde. Og det er godt klaret med min alder taget i betragtning! Tænk, at Caddoc Landsoldat skulle komme til at give kammeratlige kram med 3 trolde. . . .

Ikke desto mindre har hændelsen lært mig, at man kan blive krigerkammerater med trolde. Skønt de er større og mere frygtindgydende end orker, er de ikke nødvendigvis lige så ondsindede.


Mestertyvens bryllup
Lad mig berette om Arrie Falcons bryllup med en af kroens piger, Merian.

Under stor festivitas fejrede Semias største forretningsmand sit eget bryllup med sin udkårne - den underskønne kropige Merian. Hele byen var inviteret og mange mødte op. Merians søstre, der forpagter kroen Det Sorte Svin lagde lokale til festlighederne efter selve vielsen i templet, og der manglede ikke noget. Lys, musik og mjød i lange baner. Det var en ganske fornøjelig fest med taler og sange. Ja, jeg holdte selv en tale på byens handelslaugs vegne, men jeg er efterhånden også den borger, der har boet længst i byen. Jeg undlod ikke at bemærke, at vi jo er nogen, der længe har vidst, at den gode Arrie Falcon havde et godt øje til sine kvindelige ansatte . . .

En dygtig gøgler ved navn Heolin gav optræden både med sang og et spektakulært ild-show, hvor han svingede 2 kugler af ild rundt i luften. Det høstede store velfortjente bifald, og det var med glæde, jeg udlånte byens kampplads til hans optræden.

En ung smuk pige fra byen lod mig sidde med ved brudeparrets langbord sammen med hende og Heolin, - det var jeg på intet tidspunkt ked af. Herfra kunne jeg også holde øje med, hvad der foregik i salen, hvilket jeg var tryg ved. Der var jo mange af Arrie Falcons "samarbejdspartnere" med ved brylluppet, - lovløse typer, der normalt holder til byens og skovens mørkeste steder.

Ikke desto mindre var det en god fest, og jeg havde en fornøjelig aften. Festen fik dog en noget voldsom afslutning. Jeg havde længe lagt mærke til en herre, der blev ved med at holde gommen for nar med alverdens fornærmelser. Først troede jeg bare, at det var kammeratligt sjov blandt lovløse, men det blev mere og mere alvorligt.

Efterhånden som de 2 herrer fik mere og mere at drikke, blev deres mundhuggerier også mere voldsomme, og vi var nogle stærke mandfolk, der ind i mellem måtte skille de 2 ad. Ærlig talt også lidt synd for bruden, syntes jeg, for det var ikke særlig romantisk.

Til sidst blev de 2 kamphaner så berusede og grove, at de på det strengeste begyndte at krænke hinanden i andres påhør. Nok er Arrie Falcon tyv, men også en mand af ære, og det endte med en udfordring på kamppladsen, som jeg skulle dømme.

Det var barsk kamp på knive, og det blev jo ikke just mindre farligt af, at de 2 herre mildest talt var stangvisne af mjød. Efter megen rullen rundt, flænset tøj og feje tricks, forsvarede Arrie Falcon dog sin ære med et drabeligt stik i hjertet på sin modstander.

Jeg besluttede mig for først at gøre kamparenaen næste morgen.
Det var imidlertid hårdt. Når blodet først er størknet og liget blevet stift, så er det ikke sådan at blive af med. Men jeg gjorde mig en bemærkelsesværdig opdagelse under oprydningen.

Nogen havde tabt et meget fornemt brev midt i kamparenaen, - et brev med selveste Kongens segl. Som en af de eneste i Semia, der mestrer kunsten af at kunne læse og skrive, påtog jeg mig det ansvar at sikre, at brevet kom i de rette hænder. Modigt tog jeg det på mig, at der måske kunne være hemmeligheder i brevet som jeg i fremtiden skulle bevogte med mit liv som indsats.

Det viste sig at være et adelsbrev, - udstedt til Arrie Falcon af Kongen selv. Som en ringe tak for hans medvirken til opklaringen af sidstes års plot mod Kongens skove, var Arrie Falcon blevet udnævnt til Lensherre over en mindre landsdel af det sydøstlige Orion.

For ikke at forstyrre de nygifte på deres bryllupsmorgen, besluttede jeg mig for at overdrage adelsbrevet til Arrie Falcons svigerinde, Timian. Det fik jeg den unge Krawen til at hjælpe mig med, da jeg selv havde mange andre forpligtelser på det tidspunkt.

Men hvad Krawen efterfølgende kunne fortælle mig var, at Timian og Merians anden søster tilsyneladende ikke var bekendt med viden om, at Arrie Falcon var blevet Lensherre og åbenbart havde tænkt sig at tage sin nye kone med til dette rige.

Det var i al fald under stort spektakel af samtlige af kroens værelser blev ryddet. Arrie Falcon og den unge Merian måtte flygte i de pure underklæder for at komme væk fra søstrenes hævngerrige stegepander. En flok velmenende borgere prøvede at mægle i skænderiet men fik i stedet panderne at føle . . . for . . . ja, deres pander. Jeg blandede mig klogt udenom.

Må jeg i den forbindelse foreslå Eder straks at oprette diplomatiske forbindelse med den nævnte landsdel? Med fordel kan Eders diplomat hilse fra Caddoc i Semia samt sende ønske om, at Lensherre Falcon og hans kone Merian har det godt.


Sygdomme og deres spredning
I denne sæson har jeg været vidne til 2 særprægede sygdomstilfælde.

Det ene er byens vagtkaptajn. Udover at være nærmest paranoid overfor folk, der bærer hovedbeklædning, hætte, kåbe eller lignende, oplevede jeg ham som en retfærdig herre, og en kaptajn, der søgte at sætte respekt om sig selv.

Han havde fanget en heks en dag, og som traditionen byder det, sat hende i gabestokken. Men jeg tror hun kastede en forbandelse på ham. Under alle omstændigheder blev han pludselig meget gammel og meget syg - for syg til at passe sit hverv - på ganske få dage. Skønt der var en dygtig løjtnant, kunne byvagten ikke være tjent med en syg vagtkaptajn, og jeg gjorde mit bedste for at hjælpe.

Selv tog jeg en vagt ved byporten i ny og næ, og da jeg hørte, at en modgift mod forbandelser kunne brygges ved hjælp af varulveblod og nogle andre ingredienser, lod jeg straks nyheden sprede sig til Krigerhusets klaner.

Efterfølgende hørte jeg at Marek Megan og hans flok havde bidraget bravt til at få kaptajnen på fode igen.

Det andet sygdomstilfælde jeg stødte på, var Ærkedruiden.
Han havde så vidt jeg forstod ellers rund fødselsdag, og naturelskende personer fra hele den kendte verden var indbudt. Men det sagtes om ham, at han var blevet umådelig gammel og syg heraf - ældre end hans alder ellers bød ham.

Det lød mærkeligt med denne "alderssyge", men jeg fik selv syn for sagen, da jeg mødte Ærkedruiden en tidlig morgen, mens jeg tog vagt for byvagten. Og tak, han så mindst 1000 år gammel ud. Han var meget usammenhængende i sin hilsen og tale. Fablede noget om hans "efterfølger", hvilket jeg ikke vidste hvem var, for vi var alene. Jeg forstod også på ham, at der var en ung kvinde, som han for alt i verden ville undgå. Hun havde vist kastet sin kærlighed på ham i den tro, at de var i familie.

Men ærkedruiden bød mig farvel, og rygtet har herefter lydt, at jeg er den sidste, der har set ham. Spændende, hvad der bliver af skovens berømte Druidelund efter dette.


Magtkampen om Semia
Jeg vil her berette om noget jeg kun sparsomt har været vidne til, og som jeg hovedsagligt har hørt fra andre.

Magten har flyttet sig siden Ypperstepræstindens død sidste sæson. Templet var dengang Semias stærkeste kraft og dets folk de mest magtfulde og respekterede i Semia. Templet var ganske enkelt garant for, at alles interesser var varetaget, - lige fra den fjerneste tilrejsende druide til mit krigerhus. Med Ypperstepræstindens fravær er Templets overblik over både skovene, Templet og byen forsvundet.

Man har forsøgt sig med et byråd, hvor repræsentanter fra de forskellige interesser har kunnet vælges. Det endte for et par år siden med at en byvagtskaptajn blev vanvittig og forsøgte at tage magten selv.

Men i mangel af bedre, var der flertal for sådan en ordning. Til gengæld skulle mindst 3 tilrejsende også vælges ind i rådet, så ikke byens fast borgere ville benytte sig af mulig chance for at tage magten igen. Jeg er på grund af min diplomatiske situation afskåret fra at deltage i sådan et råd, men interesseret har jeg da overvejret udvælgelsen og byrådsmøderne.

I Templet begyndte præsterne at skændes om, hvilket element, der var det stærkeste, og på et tidspunkt overvejrede jeg et angreb fra en gruppe, der ønske at omstøde Templets dyrkelse af De 4 Elementer for at omdanne det til et Tempel udelukkende for Vilaris, - Luftguden.

Det var der heldigvis nogle Drachl-tilhængere, der modstræbte (Ildguden). Templet var reddet for en tid, men dets styrke og omdømme var siden svækket.

Nogen prøvede at påvirke negativt dette via indflydelse fra Byrådet, og en udefrakommende magt må have luret dette, for pludselig en dag stod en angribende flok for Semias porte. Da portene imidlertid var lukkede og sikrede, holdte de fjenden ude, men de benyttede i stedet lejligheden til at angribe Templet.

Inden folkene i byen fandt nærværelse nok til at mobilisere sine styrker og gå til modangreb, havde indtrængerne dæmmet læssevis af brænde over Templet og sat ild på det. Angriberne blev nedkæmpet, men det var for sent. Jeg frygter for at Templets præster var spærret inde i Templet, mens det brændte ned.

Jeg har efterfølgende været og bese ruinerne, og min vurdering er, at det sted aldrig bliver til Tempel igen. Semia bliver simpelthen nødt til at finde en ny location for et Tempel. Og det håber jeg så sandelig, at de gør snart, for uden et Tempel er vi yderst sårbare.

Jeg frygter, at de fremmedes selvmordsaktion på Templet er et led i et større angreb på hele Orion. Semia er en by, der har stået imod så mange trusler og overlevet så mange farer, men dette især fordi Semia har haft sit stolte Tempel. Jeg frygter, Semia ligger åben for invasion og at hele Orions grænser er udsatte.


Afslutning
Det var så slut på min 4. rapport fra min udpost i Semia. Herefter vil jeg med baggrund i Sæterlandets Monarki-traditioner rejse hjem til Sæterlandet for at deltage i Folkefesten for Eders kroning.

Selv om jeg på Eders befaling for nu 14 år siden, blev udsendt som straf for mine fejl som byvagtskaptajn i Porvoy under orkernes forårsinvasion, hvilket endte med "Den Store Brand under 4. Måne i Takhjortens År" efter Sæterlandsk tidsregning, ser jeg det som min pligt at vende hjem til Folkefesten, om ikke andet for at bistå ved vore grænsers beskyttelse under festen.

Jeg har meddelt Byrådet i Semia, at jeg ikke vil være i stand til at udpege en retmæssig midlertidig leder af Krigerhuset i Semia under mit fravær. Og jeg vil lade det være op til Byrådet at afgøre, om Semia overhovedet har brug for et Krigerhus i mit fravær.

For ikke at Sæterlandets traditionsrige udfordringskampe og krigertræning skal blive misbrugt i mit fravær, har jeg gravet den sæterlandske våbensamling og diverse udstyr ned på et hemmeligt sted i Rayaskoven. Kamppladsen er jo Semias egen, og den kan de altid udnævne en ny leder og dommer af. I sin tid var det Byvagtskaptajnens opgave.

Jeg vil naturligvis efterkomme hvilken som helst af Eders befaling om at vende tilbage til Semia til næste år, såfremt det måtte være Eders ønske. Jeg må jo indrømme efter jeg blev familieløs ved Den Store Brand i 4. Måne" og efterhånden er en aldrende måske rørstrømsk landsoldat, at jeg er blevet utrolig glad for Semia og hele landet Orion.

Semia og dets folk og tilrejsende har været en sand kilde til mange store oplevelser og glæder i mit liv som landsoldat. Jeg vil aldrig glemme pigerne på torvet og deres blinkende øjne, troldfolkenes forunderlige hokus-pokus - det være sig skabt af religion, natur eller mystiske mantra - og ikke mindst de mange seje riddere, kæmpere, skytter og barbarer, der har fyldt Krigernes Hus med mjød-bællerier, raslende rustninger og brovtende tale, det være sig i turnering eller fest.

Længe Leve Sæterlandets Ny Konge - Kong Cheitan den Første.
Men også længe leve Semia i Orion, dens grundlæggere, dens nutidige og fremtidige beboere.
Må styrke fra alle i Den Hellige Cirkles 4 elementer være med jer i lang fremtid.


Ærbødigst


Caddoc Landsoldat
Leder af Krigernes Hus