Hvad her følger er en beretning som Caddoc, bestyrer af Krigerhuset i Semia, sidste år sendte til sin herre is Sæterlandet. Brevet er først nu kommet mig i hænde af omveje, og da kun i en afskrevet kopi da originalen er sikret hos modtageren i Sæterlandet.
Jeg har før bragt Caddoc's breve fordi jeg ser dem som en vigtig kilde til at belyse begivenheder som i de seneste år har fundet sted her i Semia i Orions grænseland. Må Ambivon bære vidne på at jeg ej gør dette brud på brevehemmeligheder for egen vinding skyld, men for at føre viden ud til folket og afklare historiske spørgsmål for efertiden...

- J.S


Til Hans Eminence Lensfyrste Cheitan af Porvoy, Sæterlandet

Ærede lensfyrste og åndelige leder. På Eders befaling fremsender jeg hermed min tredje rapport fra min udpost som Eders landsoldat i Semia, Orion.

Vel visset om, at denne rapport allerhøjest når en af Eders Hof udnævnte befalingsmænd håber jeg, at min varmeste hilsen og ydmyge taknemmelighed for mit hverv når frem til Eder.

Lad mig tage tråden op fra sidste rapport.
Min meget nære ven - Byvagtskaptajnen Tedris Bjalin var blevet vanvittig - om muligt havde en ondsindet Djævel eller lignende væsen taget hans krop til bo. I sin vildskab under Ypperstepræstindens fravær fordrev hans byens oprindelige beboere og lod kun lejesvende i hans sold bebo byen. En morgen udviklede dette sig til borgerkrigslignende optøjer, hvor flere af byens prominente bygninger blev ødelagt af hans folk.

Tedris Bjalin blev selv dræbt under voldsomme kampe og jeg gik efter lang tids tilfangetagen og kvæstelser i gang med at genopbygge byen sammen med de øvrige beboere.
Det har givet flere forandringer i det berømte rejsemål som Semia nu engang er.


Først og fremmest møder én et nyt syn, når man træder for Semias byport. En tung og solid træværkskonstruktion rækker nu fra murværket på portens ene side til palisadehegnet og bevoksningen på den anden side. Porten er dog oftest åben - men bevogtet. Dog kan fjender og vilde dyr nu holdes ude uden unødvendigt mandtab ved at lukke porten. Det giver tryghed i Semia.

Semias ellers så stolte troldmandstårn står kun tilbage som en ruin nu. Dog kan en del af trappen og tårnets brystværn stadig bruges som en udkigspost. Og brystværnet bruges da ofte også, når vigtige kundgørelser fra Ypperstepræstinden eller andre skal offentliggøres.
Den lige så stolte troldmandsgerning gøres derfor nu fra en afsides kældergrotte under tårnet, som jeg endnu ikke har haft lejlighed til at se. Hvilken indflydelse det har haft på troldfolkenes hokus-pokus, skal jeg imidlertid ikke kunne sige. Det har jeg ikke forstand på.

Semia fik et nyt købmandspar i begyndelsen af året. De valgte at flytte forretningen fra midten af torvet til en placering i hjørnet tæt ved kroen. Parret viste sig som aldeles harmoniske mennesker, og alt tegnede godt i begyndelsen. Det skulle dog siden vise sig, at Semia på ny må søge købmandsforretningen bortforpagtet, men det fortæller jeg mere om senere.

Ellers må det siges at Semias største fornyelse er en smed. En ualmindelig dygtig svend ved navn Svend Skævfinger slog sig ned i hjørnet bag byporten. Jeg fik lejlighed til at se på hans håndværk, og det vakte desuden mange krigeres interesse. Jeg synes godt om Ypperstepræstindens disposition i den forbindelse. En så dygtig smed vil absolut lokke flere krigere af værdighed til byen. Samt andre handlende naturligvis. For at vise sin interesse indskrev han sig endda i Semias Krigerorden.

Krigerhuset, der ellers for få år siden var vokset til en imponerende størrelse, er nu kun et par afsides liggende barakker i udkanten af Semias Torv. Det er jeg nu ikke utilfreds med. Det store krigerhus midt i byen udgjorde en forhindring, når byvagten skulle storme igennem byen til byporten. Og desuden tiltrak det - om jeg så må udtrykke det - den forkerte slags krigere. Eder ved - den slags krigere, der kun kæmper for penge, men ikke har en sag.

Jeg forsøger fortsat at holde Krigerhuset tro mod de sæterlandske skikke, som jeg selv er opfostret med i Eders families regimenter. Med prøver på råstyrke og krigersind samt det eksklusive broderskab "Semias Krigerorden" og den dertilhørende turnering. Dette vil jeg underrette Eder yderligere om senere i min rapport.

Det var meningen, at den ny byvagtsgarnision skulle opføre en ny vagtstue med domslokale, arrest og det hele, men imidlertid gik byggeriet i kludder, idet byen fik leveret en række materialer, der ikke passede sammen. Jeg ønskede at vise min og Eders gode vilje og indbød - som så ofte før - byvagten til at organisere tropperne fra Krigerhuset.

Ypperstepræstinden har indsat 2 byvagtskaptajner i stedet for ellers kun 1, som det er naturligt, og jeg vil umiddelbart sige, at dette burde give sine komplikationer for de tjenende soldater i garnisionen, hvis de har 2 ligestillede overordnede.

Den ene - Arafer D'lil - viste sig at være den passive type, der kun teoretisk og taktisk forholdte sig til kriminaliteten i regionen ved at hyre rejsende eventyrere til at opklare kriminalitet. Ikke desto mindre var det ganske effektivt mod den form for kriminalitet, man kan betegne som rovmord samt rapserier, idet der nu var "øjne" alle vegne.

Den anden, som desværre aldrig præsenterede sig, var derimod den meget udfarende og aktive type, der tog det på sig selv at være bysbeskytter mod truende farer fra skoven og andre steder.

Faktisk vil jeg mene, at der har været et betydeligt fald i antallet af orkangreb på Semia. Dette må til dels skyldes den nyindsatte byvagt og dels den nye port. Måske disse tiltag skulle give anledning til overvejning hos Eder, idet jeg hører at Sæterlandet - om ikke endnu mere - stadig er frygtelig plaget af orkangreb.

Templet og kroen "Det Sorte Svin" er imidlertid uforandrede i placering og dermed ligner Semia sig selv. Dog har kroen fået nyt indgangsparti, og rygtet vil vide at kroen er blevet udbygget bagtil, hvorfra kroejeren har bedrevet skøgestue. Den slags er jeg imidlertid blevet for gammel til.

Jow, én må jo indrømme, at alderen er ved at sætte sine spor. De unge krigere kæmper snart deres tvekampe på Kamppladsen så hurtigt, at mine øjne ikke kan følge med. Til en kamp om titlen Helt af Semia måtte jeg have bistand af en ildpræst, der heldigvis var kyndig i våbenbrug, så kampen kunne afvikles retfærdigt.

Selv om jeg stadig føler mig stærk i ånden og dygtig i strategi, må jeg indrømme at den fysiske styrke ikke længere er på sit maksimum - efter mine nu tjente halvtredsentyve år i Eders regimenter. Jeg startede som støvlepudser på Eders fædrene kongsgård i Porvoy under Eders farfar. Og jeg har tjent Eders familie lige siden, bortset fra mit fejltrin for nu 14 år siden som vagtkaptajn.

Jeg mener stadig at Eders nåde overfor mig er uendelig, idet det er mig beskikket at kunne afsone min straf ved dette hverv i Semia frem for at lide døden i Sæterlandet eller skulle fortsætte livet som træl hos Eders venner - Elverslægten Ouqinduur i Rayaskovene, men jeg håber endnu inderlig, at jeg kan vende hjem og nyde et otium hos mine slægtninge i Semia. Indtil da vil jeg løbende holde Eders hof skriftligt orienteret om mine bedrifter samt livets gang her i Semia.


Det var med stor glæde, at jeg så en ægte Porvoyuniform - udover min - betræde Semia en solrig eftermiddag i foråret. Det viste sig at være Landsoldat Taskein, der kunne oplyse mig, at han var udsendt af Dem som en del af en fredstyrke på et dusin soldater + befalingsmænd, som jeg efterlyste i min sidste rapport til Eder.

Men Taskin havde blod på sit tøj og sine våben. Han forklarede at Eders fredsstyrke var blevet faldet i ryggen af en stor gruppe landevejsrøvere - mindst 2 snese mænd - og at han var eneste overlevende fra en lang kamp. Heldigvis faldt de sidste fjender for hans stridskølle, så forsyningerne til krigerhuset herunder mjøden forblev intakt.

Heldigvis for Taskein var en større gruppe handlende anført af en Baron Egefeldt kommet forbi og havde hjulpet Taskein videre på vej mod Semia. Jeg tilbød Taskein logi i mit bo, så længe han skulle være i Semia. Han forklarede, at han mod Baron Egefeldts hjælp havde forpligtet sig til at arbejde for ham i en tømmerlejr udenfor byen, hvilket jeg ikke kunne se noget forkert i.

Så vidt jeg ved tilhører skovene omkring Semia Orions Kongehus, og derfor kom det ikke bag på mig, at Kongen selv pludselig en dag stod midt i Semia. Jeg må fortælle Eder, at Orions konge i indgydende ærefrygt næsten kan måle sig med Eder, - men selvfølgelig også kun næsten. Hvor er det synd, at Eder endnu ikke har haft held til at bringe Borgerkrigene i Sæterlandet til ende og selv sætte sig på tronen over Sæterlandet.

Kongens mænd kundgjorde ganske vist, at Kongen var her på visit i forbindelse med at han skulle på jagt i de østlige Rayaskove, men jeg fandt at det lige så meget var for at se nærmere på sin nyanlagte tømmerlejr. Derfor sagde jeg ikke noget til nogen om, hvad jeg havde hørt om lejren. Det skulle jeg måske have gjort.

Men jeg havde nok at gøre. Ikke færre end 29 krigere indskrev sig i Semias Krigerorden. Heriblandt mange, der er værd at nævne.

Nogle af de første, der indskrev sig, var klanen Mac'O'Briens. En familie af stolte keltere, men også lidt skøre. Mændene var overvejende krigere mens kvindfolkene var urtebryggere. Brødrene Finn Mac'O'Brian og Gregham Mac'O'Brian gjorde sig fortrinlig i Udfordringsturneringen, hvor de efter flere kampe endte i Udfordringsturneringens Præsidium - dvs. blandt de 5 bedste krigere i Semia. Hickups Mac'O'Brian - en usædvanlig korpulent herre indskrev sig i krigerhusets skole sammen med adskillelige andre elever, der havde brug for træning af deres færdigheder. Det gav heldigvis krigerhuset økonomi til at udlove spændende præmier i kampene.

Imidlertid var den samlede Mac'O'Brien klan dog noget svær at holde styr på. De åd og drak alt, hvad de kunne komme i nærheden af, hvilket ofte gave anledning til slagsmål på Semias torv - endda et hvor jeg selv var involveret, men heldigvis fik sat nogle ting på plads. Og ærligt talt, så tror jeg at deres mange bedrifter var mere pral end gerninger.

Titlen som Helt af Semia (1.plads indehaveren af Udfordingsturneringen) var der også ivrig kamp om. Efter en række indledende kampe var dog 3 krigere alle andre udfordrere overlegne; Eratis Liadon, en drageridder, Marec Magan og Kramler Murdoc, begge stolte kæmpere, skønt jeg aldrig fik at vide, hvor de hver især kom fra.

Der skulle ikke mindre end 3 kampe mellem Marec Magan og Eratis Liadon til at afgøre, hvem der skulle være Helt af Semia. Marec Magan vandt de 2 første og bestred derfor titlen længst - også mod andre udfordrere, men blev efter en 3. kamp med Eratis Liadon besejret. Eratis Liadon blev ikke udfordret herefter, idet turneringen også blev afbrudt af forfærdelige hændelser.

Andre krigere som Gilinius Garnn, hvis frisure måske var anledning til navnet og Dværgen Vhonkar, hvis skæg trængte til en omhyggelig hygiejnebehandling gjorde også hyppigt brug af Krigerhusets faciliteter, såsom styrkeprøver og spil - heriblandt vikingespil og skak.

Der var dog mange krigere, der mest brugte krigerhuset til at æde og gemme sig fra udfordringerne i skoven. Flere af dem led af så grel glemsomhed, at de havde problemer med at huske deres eget navn. Og de havde mere travlt med at brokke sig over smagen på min mjød end at fortælle om deres eventyr. Dette gav mig et fornedret syn på dette års generation af krigere i Semia. Men dårlige og gode tider kommer til alting - også krigerhuset. Og jeg har tidligere været velsignet med mange inspirerende krigerflokke.

En eftermiddag i foråret kom en herre iført blød hat med bred skygge og lang læderfrakke hen til krigerhuset slæbende på 2 store rejsekufferter. Han præsenterede sig som vampyrjæger ved navn Van Helsing, og han ønskede at høre om en episode i Semia for 4 år siden, hvor byen skulle være blevet overrendt af vampyrer. Han var i den forbindelse blevet henvist til mig af byens øvrige beboere.

Her slog det mig, at foruden Ypperstepræstinden måtte jeg efterhånden være den indbygger i Semia, der har boet her længst, idet de øvrige førende skikkelser i byen, præster, troldmænd, handlende, osv. overvejende var nytilkomne. Han havde heller ikke haft held med at få oplysninger fra andre i byen.

Men da tidspunktet for hændelsen ligger før min ankomst til Semia kunne jeg ikke hjælpe ham. Dog kunne jeg erindre noget om episoden fra en af de samtaler, elverslægten Ouqinduur beordrede mig til at have med Lysets Mester - elvertroldmanden Wiznur fra Skovens Udsendinge - inden jeg skulle drage til Semia. Wiznur var selv blevet bidt af en vampyr og levede i en tid som en af disse mørkets prinser.

Jeg fortalte vampyrjægeren, hvad jeg havde hørt, men det lod ikke til at interessere ham. Han forlod Krigerhuset for at finde flere oplysninger på Kroen, men jeg har ikke set noget til ham siden.

En anden dag dukkede et kært gensyn op. En ung - i elverår - elverkriger, der tidligere har lagt sine veje omkring Semia, havde atter draget til Semia udelukkende for at udfordre mig til en venskabstvekamp. Intet kunne glæde mig mere. Da jeg efterhånden af andre bliver betragtet som en svagelig gammel kæmper, modtager jeg ikke det samme antal udfordringer til venskabelig tvekamp som førhen.

Han forklarede at han det sidste år havde brugt lang tid på studier og derfor havde brug for motion. Han har 2 gange tidligere slået mig, men denne gang gik sejren til gamle Caddoc. Ja, man har vel ikke helt mistet tavet. . . .


En stor forfærdelse ramte byen en sen aften. Jeg var netop ved at gøre rent i Krigerhuset efter en fest for medlemmerne af Semias Krigerorden, da jeg pludselig hørte lyden af hvislende pile - midt i byen, hvilket ikke er almindeligt. Der var ikke noget smæld fra en armbrøst, hvilket måtte betyde, at pilen måtte komme fra bue.
Imidlertid nåede jeg ikke at se skytten. Onde tunger påstod, at det var fordi jeg gemte mig, hvilket naturligvis ikke er sandt. Jeg havde bare mine våben gemt under det bord.

Det viste sig at være et snigmord på selveste Ypperstepræstinden. Desværre overlevede hun ikke. Var det samme sket for en af os andre, ville hun have haft magt til at bringe os til live igen, men det samme gælder desværre ikke for de øvrige præster. Her var ingen tvivl. Nogen forsøgte at ramme Semia på en af byens stærkeste punkter.

Kongen overtog ledelsen af byen og iværksatte sammen med Byvagtsgarnisionen en dybdegående efterforskning. Kongen var meget forfærdet, og rygter om, at Ypperstepræstinden ved sin død havde været frugtsommelig med Kongen, opstod som følge heraf. Jeg er nu imidlertid mere tilbøjelig til at tro på, at det tab, det må have været for Kongen at miste en af sine tro støtter i en så vigtig provins som Semia, har bekymret ham meget. Man må jo huske på, at Kongen i sin tid blev kronet i Semia, - bl.a. ved Ypperstepræstindens fortjeneste.

For første gang i al den tid, jeg har været i Semia har jeg oplevet, at det såkaldte tyvelaug er blevet optrevlet og en påstået leder - en såkaldt Mestertyv - er blevet pågrebet. Alene Kongens udlovede dusør og de mange ekstra indsatte vagter satte unægtelig skub i tingene, selv om man selvfølgelig kan have sin tvivl, om det nu var en rigtig Mestertyv, der blev fanget. . .

Under alle omstændigheder blev en mandsperson, som flere udpegede for at være Mestertyven slæbt til afhøring i Krigerhuset. Byvagten forhørte pågældende grundigt. Diverse torturmidler blev anvendt, men pågældende var ikke så meget som til at kny en tilståelse af.

Der opstod en del tumult i og omkring byen på baggrund af denne tilfangetagelse. Derfor tog jeg mig ikke videre notits af, at flere krigere vendte hjem fra skoven med lange fortællinger om en kamp ved en ulovlig tømmerplads i skoven. Taskein og Baron Egefeldt virkede ikke berørt heraf, og selv om Taskein kom hjem med endnu et sår efter kamp, nærede jeg ikke den tanke, at det var den tømmerplads, der var ulovlig. Baronen Egefeldt brugte mest tid sammen med købmandsparret, så hvis han havde været leder af tømmerpladsen ville han formentlig være slået ihjel eller arresteret.

Det var til min fortrydelse, at man lod Mestertyven slippe. Når man nu en gang for alle havde bugt med tyvelauget. . . Men det skulle alligevel vise sig, at det var en rigtig beslutning.

Det viste sig at Kroskøgen fra nogle af sine gæster havde opsnappet, hvem der stod bag snigmordet på Ypperstepræstinden, så da hun senere blev bortført var det faktisk Mestertyvens folk, der befriede hende på Mestertyvens befaling. Kroskøgens oplysninger kunne derved tilvejebringes.

Med Kroskøgens oplysninger var ikke alene identiteten på bagmændene for mordet på Ypperstepræstinden afsløret. En større forbrydelse mod hele Orion og Kongen selv blev nu langsomt trevlet op.

Det viste sig, at det ellers så elskværdige købmandspar af lutter grådighed havde indgået en ulovlig aftale med Baron Egefeldt. Denne kunne kapre sig en del af Kongens tømmer fra skoven omkring Semia uden, at nogen fik nys herom, hvis Ypperstepræstinden blev - om jeg så må sige - "skaffet af vejen". Tømmeret ville da kunne sælges med gevinst, fx til den tømmerhungrende Menchashu-egn i Sæterlandet men også til andre lande.

Ingen mistænkte jo den flinke og hjælpsomme Baron Egefeldt, der aldrig talte om tømmer, men udelukkende lod sig være handlende med andre ting, idet han tilbragte det meste af sin hos henholdsvis Smeden og Købmanden.

En kølig efterårsmorgen blev hele byen kaldt sammen. Det var her, at den 3. kamp om titlen Helt af Semia netop havde fundet sted. Byvagten redegjorde for sin efterforskning, og Kongen beordrede hele byen til våben. Til alt held havde Købmandsparret og Baron Egefeldt endnu ikke anet uråd, og jagten på dem kunne derfor begynde. Kongen udlovede en større dusør på pågribelsen - Døde eller levende.

Det lykkedes dog imidlertid for de onde sammensvorne at flygte. Under et dække af en større flok livvagter lykkedes det dem at forsvinde ind i skoven, så vi tabte sporet af dem.

Jeg var begyndt at blive urolig for Taskein, som samme morgen forlod mit bo før jeg selv stod op. Jeg formodede, at han skulle på arbejde i skoven, men det skulle vise sig, at hans "forpligtelser" overfor Baron Egefeldt var af ganske anden karakter, end jeg havde forventet.

Efter kampen med de onde sammensvornes mange livvagter, hvor - tillader jeg mig at indskyde - jeg kæmpede som en stolt Sæterlænding og nedslog mange fjender, fandt jeg liget af Taskein. Det var med noget undren, at det ud fra hans dødsleje at bedømme, jeg kunne konstatere at han ikke havde kæmpet for Semia med på de onde sammensvornes side.

Et par unge sårede lovløse, der lå i vejkanten kunne bekræfte, at han havde været i de sammensvornes sold. En ung elver oplyste, at han havde deltaget i kampen ved Tømmerpladsen tidligere på året. Der havde han set Taskein i færd med at begrave ligene af "et helt regiment Porvoysoldater". Da byboerne angreb tømmerpladsen og Taskein, stak han af efter at være blevet såret, og har siden undskyldt sig med, at han blot begravede sine kammerater, og at han var indfanget til tvangsarbejde i tømmerlejren. Men dette forklarede jo ikke hans deltagelse i kampen på de ondes side nu.

Jeg kan heraf kun konkludere, at Eders fredstyrke har været et offer for et komplot, der udelukkende har haft til formål, at sælge ulovligt fældet tømmer fra Orion til fremmede magter. Eller måske endnu værre - til Eders rivaler i andre af Sæterlandets Fyrstedømmer. . .

Jeg vil i den forbindelse advare Eder mod den slags korruptioner i Eders styrker. Eder må indføre forhold, der omhyggeligt sikrer, at enhver soldat i Porvoy-regionen af Sæterlandet har højeste moral.

Sammen med den aktive byvagtskaptajn var vi nogle stykker, der hurtigt fik færden af de onde sammensvorne igen. Og vi optog straks forfølgelsen. Det viste sig, at de havde delt sig, og at vi var kommet på sporet af Købmandsparret samt en enkelt lakaj.

Byvagtskaptajnen bød os at stormløbe dem og ikke vise nåde, da de standsede på en bakketop midt i den mørke skov. Et øjeblik troede jeg, at Købmandsfruen var ved at udøve trolddom på os, da hun tog noget mystisk frem fra sine lommer. Men kort efter mødtes Købmandsparret i et inderligt kys, hvorefter de begge sank livløse om på jorden. Jeg tror ganske enkelt, at hun smurte gift på deres læber. . .

Lakjaen blev forfærdet over dette - han havde vist også ventet noget frelsende trolddom - og han tog flugten dybere ind i skoven mod Kongesletten. Byvagtskaptajen råbte til angreb, og jeg løb så hurtigt mine gamle ben kunne bære mig, mens jeg forsøge at kalde nogle af de yngre krigere frem. De ville have godt af lidt erfaring i denne overtalssituation, så det var vel ikke rimeligt, at en enkelt lakaj skulle indfanges af selveste Krigerhusets Leder Caddoc og en af Byvagtskaptajnerne. . .

Men det viste sig, at mine gamle ben alligevel havde overløbet de unge krigere. Faktisk hang kun Gilinius Garnn stadig på, og som Byvagtskaptajnen og jeg jagtede lakajen længere ind i skoven, faldt unge Gilinius som den sidste også fra.

Vi stødte på en mindre gruppe fra byen kort efter på en af skovens større stier. De havde set lakajen løbe forbi dem hurtigere, end de kunne nå at reagere. Mere nåede de ikke at fortælle, før en gruppe orker samt en stor trold angreb os under ordene "Beskyt Baron Egefeldt" og "Død over Semia". Det måtte være rester af mandskabet fra Baronens Tømmerlejr.

Det føg om ørerne på os med tonstunge troldesten og trækævler, der slog flere i gruppen ihjel. Jeg måtte selv springe for mit liv, for at undgå at blive ramt. Jeg fandt mig selv nærmest mellem benene på den store trold, der slog efter mig med kæmpemæssig hammer. Heldigvis havde jeg held til at undslippe. Et enkelt slag fra den hammer og jeg havde været dødsens.
Heldigvis kom tapre folk os til undsætning og gruppen blev nedkæmpet. Lakajens spor førte mod Kongesletten og en druide i første række mente at han havde set Baron Egefeldt flygte samme vej.

Kort før Kongesletten gjorde de spredte styrker en pause. Præster, druider og troldfolk kom til. Med deres for mig fuldstændig ubegribelige evner formåede de at helbrede soldaternes sår, højne moralen og endda gøre enkelte krigere endnu stærkere. En druide kunne desuden spå, at Baron Egefeldt skjulte sig et sted i området omkring Kongesletten. Til sidst ankom også Kongen selv samt hans nærmeste livvagter. Og han beordrede fremad til kamp.

Tæt ved Kongesletten - faktisk havde vi Kongebakken lige på højre hånd - sprang Baron Egefeldt frem fra buskadser sammen med sine livvagter og Købmandsparrets lakaj. Imidlertid var de fuldstændig chanceløse, da Kongen havde en stor styrke samlet om sig nu. I et forsøg på at splitte Kongens fremadstormende styrker spredte de 3 lakajer sig så meget de turde, mens Baronen selv flygtede over hals og hoved.

Da jeg følte, at dette var det rette tidspunkt at lade mine elever fra Krigerskolen øve sig i deres nye færdigheder, holdte jeg mig i baggrunden. Fra toppen af en høj fulgte jeg Baronens endeligt.

Da han havde set sig omringet uden mulighed for flugt, besluttede han sig at lade sig dræbe med en sand kæmpers og adelsmands værdighed. Det må jeg give ham, selv om han var af det onde. Med en tveægget økse lykkedes det ham at holde 5 krigere stangen, før en 6. kriger fik det første slag sat ind på ham. Herefter gik det dog stærkt og Baronen sank livløs om efter drøje hug af mange våben.
Måske havde han håbet at kunne splitte sine modstandere så meget, at han i kamp ville kunne tage dem enkeltvis. I så fald havde han været en vanskelig modstander.

Sejren var i hus - troede vi. Og sejrsikkert drog vi til Kongebakken, hvor fra Kongen holdte en storslået tale for Semias bysbørn og de mange eventyrere. Men næppe var vi begyndt at juble og nyde sejren, før det mest forfærdelige af alt kunne ske.

En hær af uddøde monstre rejste sig pludselig af jorden og udtrådte af bakkens buskadser. Og fra skoven kom en hidtil ukendt hærfører med en trold så stor som den tidligere slagne. Og her stod folk. Flere havde fralagt sig deres våben for at tiljuble Kongen. Endnu flere var såret efter kampene. På ganske få sekunder var Kongebakken forvandlet til et blodbad.

Det værst tænkelige skete lige foran mig, før jeg havde mulighed for at reagere. Kongen faldt for hvad jeg tror, var en snigmorder blandt hans egne livvagter. Og vi der prøvede at komme ham til undsætning blev overrendt af uddøde monstre. Jeg råbte og skreg om undsætning og råbte, at man skulle komme Kongen til undsætning, men ingen kom. Efter en hidsig kamp med flere uddøde, der ikke syntes at være påvirket af min drøje kølleslag, overmandede mørket mig. . . .og jeg husker ikke mere. . .

Jeg er vågnet nogle dage senere i Semias Tempel. Præsterne her har plejet mine sår og fortæller mig, at jeg vil være stærk nok til at åbne Krigerhuset igen om nogle dage.

Man har ikke kunne fortælle mig, hvem eller hvad der angreb os den dag på Kongebakken, og jeg frygter for, at stedet nu er forbandet, og at nye angreb kan finde sted derfra hver tid det skal være. Man fortæller mig heldigvis, at det lykkedes tapre krigere, præster og troldmænd at besejre kongens banemænd og de mange uddøde

Så vidt jeg har forstået er Kongen død, men informationerne her er sparsomme. Måske fordi man har travlt med at underrette hoffet i Orions hovedstad. Jeg er faktisk i tvivl om, der overhovedet er en arvtager til tronen af Orion.

Desuden skal en ny leder af Semia udpeges, og hvis ikke af Kongen, hvem så? Byboerne er unge og nytilkomne. Som en af de borgere i Semia, der har boet her længst, bliver jeg måske spurgt til råds? På den anden side, er jeg jo her som diplomat for Eder, hvilket man måske vil betegne som en fremmes magt i denne situation.

I det mindste er Semia ikke ødelagt denne gang. Alle kampe foregik jo udenfor byen. Derfor er jeg fortrøstningsfuld, selv om jeg mener at Semia er mere sårbar end nogensinde.

Jeg håber at nye tapre og ærlige eventyrere finder vej til Semia lige så snart sneen forsvinder fra passene, og vejene blive tilgængelige igen.

Med dette håb afslutter jeg min 3. rapport fra min udpost i Semia.

Eders ærbødigst

Caddoc, Landsoldat