Følgende er en kopi af et brev som jeg for nyligt fik i hænde gennem en bekendt i Sæterlandet. Det drejer sig om en rapport sendt af krigeren Caddoc som i par år har styret krigerhuset i Semia med billigelse af byrådet. Rapporten er dog i ingen henseender stilet til nogen i byrådet, men tværtimod en person i Sæterlandet som åbenbart er Caddoc's øverstebefalende! Som det kendes fra det tidligere udgivne Brev til Sæterlandet, er det intetsteds første gang en sådan rapport er sendt om begivenhederne i Semia og omegn, men hvad dette kan betyde for godt eller ondt vides ikke?
Da det ligger mig meget på sinde at folket skal kende til alt hvad der skete de frygteligt dage under byvagtens forsøg på at tage magten år tilbage, har jeg atter valgt at bryde brevhemmeligheden og offentliggøre hvad jeg ligger inde med. Må Ambivon støtte mig i at jeg gør det rigtige!

- J.S


Til Hans Eminence Lensfyrste Cheitan af Porvoy

Hermed tilsendes Eder min rapport fra min udpost i Semia, Orion. Det forgangne år har været yderst indholdigt med begivenheder, skønt kun de færreste kan beskrives som behagelige.

Lad mig starte, hvor jeg sluttede min sidste rapport. Semia og egnen omkring byen havde haft besøg af en ondsindet dæmon, der trods adskillelige forsøg på at bortvise den djævelske skabning fra denne verden, ikke var til at få bugt med men kun blev stærkere og stærkere.

Min bedste ven i byen - Kommandørkaptajn Tedris Bjalin - var bekymret for Semia. Det var tydeligt. I lang tid var han bister og han havde sjældent tid til en slurk vin og en kammeratlig sludder eller lidt terningspil. Flere aftener bemærkede jeg at han altid var den sidste, der gik til ro. Altid gik han en ekstra runde, tjekkede baggårde, gyder, låse, mm. Han stolede ikke på mange, end ikke sine egne folk.

Ofte skældte han sine byvagter hæder og ære fra pga. den mindste forseelse. Han afstraffede dem og byens borgere aldeles korporligt og voldsomt, når nogen var på kant med loven. I begyndelsen syntes jeg faktisk at det var i orden, for Semia havde virkelig brug for en stærk byvagtsgarnision, der udviste tryghed og retfærdighed.

Ellers har Semia ikke ændret sig voldsomt det seneste års tid, skønt jeg føler det er en by i konstant udvikling. Det store tempel står flot på vejen til byen og Troldmandstårnet er stadig en prægtig bygning i byens midte. I stedet for en købmand og hans sortiment har det været drøftet at udvide byen med en markedsplads. Det er dog stadig kun på tale.

Den tidligere højestemager blev efter Golemens nederlag mod Dæmonen, som jeg beskrev i min tidligere rapport, jaget ud af byen, og Semia har fået en ny højestemager. En flink fyr i øvrigt og uden tvivl en stor troldmand, men jeg frygtede fra start, at han ikke var så handlekraftig som den tidligere. Denne bange anelse viste sig også at holde stik.

Ypperstepræstinden, der desuden er byens daglige leder, havde desuden skiftet nogle af præstene i templet ud. Semias religion der ligesom Porvoy-egnens officielle religion bygger på de 4 elementer har en præst for hvert element, der sammen skaber helheden.

Byens største fornyelse i år har jeg selv stået for. Pga. de hyppige angreb af orker her på egnen, blev det tidligt på året besluttet at Krigernes Hus skulle udvides. Behovet for en institution, der tiltrak stærke eventyrere til Semia fra nær og fjern var vigtig, hvis Semia skulle have et stærkt forsvar. Krigerhuset skulle desuden tjene til oplæring af byvagter og naturligvis indeholde Kamppladsen, som det altid har været tradition i Semia, at afgøre tvister på. Derfor blev det af Ypperstepræstinden besluttet at opføre et nyt Krigernes Hus i Semia. Der blev sendt bud efter en ny gnom-konstruktion sydfra, der skulle overgå den gamle på alle måder.

Da materialerne kom, var Semia stadig i sin genopbygningsfase fra sidste års plager, og folkene i byen var heldigvis hjælpsomme med at få Krigernes Hus rejst på rekordtid. - Dvs. nogle måtte have lidt venlig overtale med min gamle kølle - men det gik. Og krigere i og omkring Semia viste straks interesse for det ny krigerhus i Semia.

Udover Kamppladsen og Tedris Bjalins vagtstue var et par nye faciliteter kommet til. Ypperstepræstinden gav mig tilladelse til at åbne en Sæterlandsk Krigerskole i Huset. Hvor alle krigere uanset herkomst måtte komme og forbedre deres evner - mod betaling naturligvis.
I år har Krigerskolen dog kun haft 1 elev - Hans navn var Margdar, og kan kom fra Sæterlandet. Han havde brug for at forbedre sine evner til orkkampene, skønt han var fra Sæterlandets nordlige egne, hvor man er vant til krig med orkerne.

Men der er ingen tvivl om, at flere af Eders ligemænd - her påtænker jeg de øvrige fyrster i Sæterlandet har hørt nys om Orions genkomme som magtfaktor og ønsker tætte forbindelser hertil. Margdar rejste sammen med 2 andre Sæterfolk - Hrothgar og Slatko. Der var ingen tvivl om, at de var kommet til Semia for at gøre sig erfaringer som krigere og gode kontakter som - ja nærmest diplomater. Jeg ynder at sige, at deres herremænd faktisk følger Eders eksempel ved at have sendt dem her.

Jeghåber det vil glæde Eder, at jeg har sat et skilt op i Krigernes Hus, med ordene: "Ekspertisen i denne krigerskole er venligst udlånt til Semia af Lensfyrste Cheitan Porvoy, Sæterlandet". Desværre er der ikke så mange, der kan læse i Semia - og endnu færre, der gider.

Krigernes Hus i Semia var desuden blevet udbygget med en mødesal. Den kunne dels tjene når byens ledere skulle træde sammen, men sammen med Tedris Bjalin - byvagtskaptajnen - fik jeg ideen at skabe et Krigerbroderskab med en indbyrdes krigerturnering ved navn "Semias Krigerorden"

Tedris Bjalin var især varm på ideen, da det gav ham mulighed for at udse de bedste krigere til sit vagtkorps og samtidig ville det tiltrække flere stærke krigere til byen. Jeg var især glad for ideen, fordi vi kunne bruge mødesalen som vores logestue. Dette gav anledning til gode fester, strategimøder og ikke mindst mange gode historier, som en sand kriger ikke kan klare sig uden.

"Semias Krigerorden" gav mange spændende og seværdige kampe på Kamppladsen. Kun Semias 16 bedste - ud af godt et halvt hundrede - blev erklærede medlemmer. Øvrige måtte kæmpe sig vej ind på listen ved at besejre en kriger på Kamppladsen, der allerede stod på listen. Tabte man en kamp rykkede man en plads ned af listen. Det var regler alle kunne forholde sig til.

Toppen af krigerordenen blev i starten domineret af mig selv og 2 herrer - riddere af Føniks, henholdsvis Baran og Iver. Men listen blev dog sprængt - dels af en halvork ved navn Gorak, der ikke alene var stærk men ualmindelig hurtig af en halvork at være. Desuden førnævnte Hrothgar fra Sæterlandet, der derved gjorde Sæterlandet stor ære, skønt han var voldsom og usportslig i sin kampstil.

Det var her, at den - jeg tillades til at sige - mest nedrige personage nogensinde - betrådte Semia. Jeg føler det er min pligt, at orientere Eder om, at den første adelsmand fra Sæterlandet har betrådt Orions lande og forsøgt at oprette diplomatiske forbindelse til sin fordel. Jeg ønsker derfor at advare Eder om at handle hurtigt, hvis Porvoy som det vestligste af Sæterlandets Lener - og dermed det nærmeste - skal blive Orions troligste allierede.

Jeg kan kun frygte for loyaliteten mellem Orion og Sæterlandet, hvis den bliver domineret af denne herre og hans slægt og venner. Eder Fyrst Cheitan - jeg taler her om Odie Hansfield - Greve af Hansfield, Sæterlandet.

Jeg ved at Hansfield knap kendes på Verdenskortet, men er en kendt sag, at Grev Hansfield er Fyrst Corvak Lornia mest trofaste støtte. Fyrst Corvak fra det østlige sæterland - der også er Eders nærmeste konkurrent til Sæterlandets trone - deler ikke værdier med Sæterlandet, han er ude efter dets rigdomme. Det samme gjaldt Odie Hansfield.

Jeg gjorde mit bedste for at vise den ydmyghed, der er enhver Sæterlænding påbudt, når han er i selskab med en Adelsmand. Da han udfordrede mig i Semia Krigerorden lod jeg mig desuden tabe med vilje, selvom Odie Hansfield udelukkende gjorde dette for at håne mig, Krigernes Hus og min Krigerskole. Efter "sejren" proklamerede han, at han agtede at købe Krigernes Hus og forbedre alles dets faciliteter.

Heldigvis kunne min kære ven, vagtkaptajn Tedris Bjalin fortælle ham, at Rådet ikke havde beføjelser til at sælge ud af Semias bygninger, og "Odie Hansfield måtte leve og begå sig som enhver anden kriger i Semia, skønt han var adelsmand. Semia ville gerne have modtaget ham som Adelsmand, men grundet strenge tider og det faktum at byens øverste ikke var at træffe, gjorde dette umuligt", var Tedris Bjalins ord til ham.
Dette frydede mig naturligvis. Jo, Tedris Bjalin var min nærmeste ven i Semia.

Der er en detalje, jeg endnu ikke har fortalt Eder.
Ypperstepræstinden bortrejste tidligt på året - thi hun havde nogle forretninger at gøre med Orions Kong Rebild IV. Hun nedsatte et "Råd", der skulle styre Semia under hendes fravær. Det bestod af Vagtkaptajnen, Højestemageren, Overkøbmanden og en af præsterne fra Templet - Præsten for Elementet Vand - eller Vilaris om man vil.

Jeg havde held til at høre flere af møderne - de foregik jo som regel i Krigernes Hus, og jeg må sige, at Tedris Bjalin var den mest engagerede deltager. Heldigvis - for uden hans plads i Rådet, havde vi sikkert aldrig modtaget midler til at starte Semias Krigerorden, holde fester eller hyre de ekstra soldater, der nu engang på det tidspunkt var vigtige for Semias sikkerhed.

Købmanden gjorde ganske vist vrøvl med beskyldninger om, at han var den eneste der hjalp de fattige, og at de mange vagter gjorde at han gik glip af gode forretninger, men hver gang det kom til afstemning var Højestemageren og Vilaris-præsten altid på Tedris Bjalins side.

Det slog mig dog på et tidspunkt, at der kunne være noget om det Købmanden sagde. Han var vitterlig udgået for flere varer, og jeg måtte selv til at indføre mjød fra nogle nærliggende byer, for at kunne bevare den gode stemning i Krigerhuset, hvilket var dyrt. Men hverken præsten eller mageren turde tage sagen op i Rådet igen. Så ville jeg heller ikke tale med Tedris Bjalin om det.

Han begyndte som sagt at blive hidsig og irritabel, hvilket gik hårdt ud over lovsyndere og vagter, der ikke passede deres post. På et tidspunkt, syntes han også det var på tide at sætte skik på Semias Krigerorden. Der havde jo været en række kampe i toppen i forsøg på at få den ærefulde titel som Helt af Semia - hvis man besad Krigerordenens 1. plads.

Den sad Baran Føniks ellers på, og han forsvarede den bravt mod flere udfordrere. Men Tedris Bjalin gjorde et par hurtige kampe og bragte sig derved i toppen af ordenen, hvor han udfordrede Baran Føniks. Dette var den længste kamp på Kamppladsen i Semias historie, tror jeg. Den blev kæmpet med hellebarder og havde det været en virkelig kamp, var det ikke bare betydet døden for de deltagende men også for flere omkringstående. Udfaldet blev, at Tedris Bjalin vandt. Han var herefter ubesejret Helt af Semia og blev desuden ikke udfordret mere.

Kampe i Semias Krigerorden blev derefter kun udkæmpet om de lavere pladser. Her gjorde især 2 personer sig bemærket; Phillipe Van der Schwein og hans bror Leopold Van der Schwein. Disse var - efter eget udsagn - adelsmænd på dannelsesrejse. De omtalte sig ikke som brødre men som fætre. Dette var dog noget tvetydigt, for de var begge sønner af Marquis - formentlig Van der Schwein. Men de havde ikke samme mor. Faktisk fik jeg lokket ud af dem, at deres mødre var søskende - heraf fætterslægtskabet - og da de var lige gamle, måtte jeg konkludere at Marquis har haft en hyggelig aften dengang for nogle og tyve år siden. Heraf var deres adelige herkomst næppe nedfældet i nogen form for adelsbrev.

Lige som Odie Handfield rejste disse herrer også uden tjenestefolk. Her må jeg tage Eders lærdom til efterretning: "Du kan kende en adelsmand på hans tjenestefolk". "Hvis herremanden er god, har han trofaste folk ved sin side i alle gerninger - Er herren ond vil han kunne tvinge folk til at arbejde for sig, men deres opførsel vil være endnu ondere mod deres omgivelser". "Mere sandsynligt er det dog, at folk gerne vil arbejde for hans penge, men ingen vil følge ham i alle hans gerninger".

En aften hændte noget ganske besynderligt på Kamppladsen. Jeg havde været til en aftensceremoni i Templet og kom hjem til Krigernes hus. Der var en farlig masse ståhej på Kamppladsen. Det viste sig at 2 kobolter havde forvildet sig ind i byen og helt til Krigernes Hus udenom alle vagter og al kontrol. Det var vagtkaptajnen naturligvis ikke tilfreds med, selv om 2 kobolter uden selskab må anses for at være en mindre trussel. De bar tilsyneladende heller ingen våben.

De var færd med at tegne hellige symboler på mit nyopførte Krigerhus under den påstand at jorden under Kamppladsen var hellig i henhold til en hedensk religion af deres race. Jeg fik den mistanke, at de havde magiske evner og ville ikke umiddelbart trække min kølle mod dem. I stedet prøvede jeg at forhandle med dem, fx kunne de jo få noget af gruset fra Kamppladsen med sig, hvis de lovede ikke at komme tilbage.

Nu ved Eder lige så vel som jeg, at kobolter er nogle barnlige skabninger, der taler meget hurtigt og utydeligt og ikke er sådan at fravige sine barnlige besættelser. Derfor forlod de selvfølgelig ikke byen med det tilbud, men krævede at jeg rev Krigernes Hus ned, begik selvmord og brændte byen - ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Herpå sammenkaldte jeg hele Semias Krigerorden, og hvem der ellers var i Semia på det pågældende tidspunkt. Med lidt dundertale og hån fik jeg alle til at omringe og true af kobolterne. På den måde kunne jeg med en hærs styrke true dem til forlade byen med ordene "- og jeg ville nøjes med at dræbe en af jer!! . . . eller I kan begge dø på stedet!!"

Det nægtede de imidlertid fortsat, og mens jeg gruede over hvem af dem, jeg skulle slagte først tog hoben af krigere imidlertid over anført af Leopold Van der Schwein og Vagtkaptajnen, der henholdsvis nedtrampede deres religiøse symboler og trak blankt mod dem.

Kobolterne brugte magi mod hoben, men det var svag magi, der ikke gjorde skade. De blev herefter drevet ud af byen som skulle de bøde for 100 års orkangreb. Enkelte borgere blev dog ramt af frygt for at de ville vende tilbage i 1000-tal med krigsmaskiner og mere magi. Om dét var deres magis kræfter, der skabte denne frygt, vides ikke. Men det skal understreges, at jeg ikke blev ramt af denne frygt . . . på ingen måde . . . slet ikke . . . nej-nej.

Men denne episode gjorde vagtkaptajnen endnu mere vred end ellers. At 2 kobolter på den måde kunne snige sig ind i byen, var en provokation, der gik for vidt. Indenfor samme døgn havde han påbegyndt byggeriet af en grænsepost ved Semias port. Hertil beslaglagde de møbler, lamper og andre effekter fra Krigerhuset, hvilket jeg ikke var tilfreds med. Selve grænseposten og lønnen til de soldater, der skulle bemande den blev opført for midler af byens skattekasse. Og Tedris Bjalin havde ikke givet sig af med få Rådets tilladelse hertil, bemærkede jeg.

Jeg var i syv sind med hensyn til dette. Selvfølgelig skulle den slags indtrængere kunne holdes ude, men rent formelt skal Rådet godkende sådan en beslutning. Der var jo ingen, der var kommet til skade. I denne sag kunne jeg ikke rigtig blive klog på min vens hensigter. Men det var tydeligt, at hverken Højestemageren eller Præsten for Vilaris ikke turde protestere mod kaptajnen. Og sådan kunne han jo gøre, hvad han ville.

Det stod sådan på i nogen tid. Tedris og jeg talte sjældent sammen. Han havde hele tiden travlt med kontrol-kontrol, og jeg hengav mig i stedet til mine forpligtelser i Krigernes Hus. Men byen blev affolket. Alle der ikke passede ind i Tedris Bjalins firkantede regler, blev bortvist til at leve udenfor byen. Næsten alle studerende ved troldmandstårnet, øvrige handlende og gøglere samt krigere, der ikke indgik i byvagtsgarnisonen var bortvist fra byen. De fik kun adgang, hvis de afleverede samtlige våben og tasker - og de blev nøje fuldt af garnisonen under deres ophold.

Købmanden klagede sin nød. Han havde hverken kunder eller varer. Alt blev beslaglagt ved byens port. Det samme gjaldt kroen og Krigernes Hus. De eneste gæster vi havde, var bistre vagter. Hver dag kunne høres lange diskussioner ved byens port mellem byvagtsgarnisonen og repræsentanter fra borgere udenfor byen. Jeg bemærkede i den forbindelse også at både Højestemageren og Købmanden opholdte sig mere udenfor byen. Et eller andet sted håbede jeg jo, at Rådet på et tidspunkt ville sætte Tedris Bjalin på plads, og freden i Semia kunne blive genoprettet.

En morgen gik det for vidt. Jeg vågnede i mit logi i udkanten af Semia ved lyde som at dele af byen var ved at blive revet ned. Jeg frygtede straks det værste oprør og trak derfor i mit kampudstyr og stormede ned for at forsvare Krigernes Hus mod ødelæggelse.

Da jeg kom ned på torvet, så jeg til min forfærdelse, at det var Tedris Bjalin selv og nogle medlemmer fra en Samurai-Klan, han havde hyret som byvagter, der var ved at rive Krigernes Hus ned (*) uden at tage hensyn til de effekter jeg havde i Huset. I min forskrækkelse råbte jeg til Tedris Bjalin om, hvad dette dog gik ud på.

Hertil svarede han mig, at han havde besluttet, at Semia skulle have et nyt og større krigerhus, - et der kunne tiltrække endnu flere krigere til Semia. For nu var styrkerne udenfor byen begyndt at udgøre en trussel mod Semia.

Jeg anførte, at Rådet aldrig ville godkende sådan en beslutning. Det havde aldrig været Rådets opgave. Desuden påpegede jeg, at den sidste tids jerngreb om befolkningen har affødt et eventuelt oprør - ikke Krigernes Hus. Og jeg ville som den første anmelde dette misforhold, når Ypperstepræstinden vendte hjem, lovede jeg min gamle ven. Jeg prøvede desuden at få Samurai-klanen til at hold op med at slå på mit elskede Krigerhus.

Men Tedris svarede, at han har opløst Rådet, for han var den eneste sande leder af Semia, der forstod sig på Semias bedste. Og når Ypperstepræstinden kom hjem, ville hun være nødsaget til at indordne sig under dette "Nye Semia" - eller dø!

"Det her er jo vanvid!" råbte jeg til ham, men på den bemærkning blev jeg grebet hårdt i kraven af ham og truet med, at hvis jeg lavede for meget ballade, kunne det fremtidige krigerhus hurtigt blive solgt til en vis Odie Hansfield - med alt hvad det indebar. . .
Mens jeg spekulerede på, hvordan jeg skulle få min ven til fornuft, kom en af byvagterne løbende. "Folkene fra skoven angriber!", råbte han.

"Er du rede til at kæmpe dit livs kamp for Semia, Landsoldat?" spurgte Tedris. Til det svarede jeg, at jeg allerede kæmpede mit livs kamp med at få ham til fornuft. Jeg ville ikke deltage i en borgerkrig mellem hans lejesvende og Semias sande borgere. "Som Sæterlænding vil jeg kæmpe for fred og demokrati!" svor jeg.

"Kan du ikke se, at alle dine støtter er forsvundet?!" spurgte jeg og hentydede til at alle Rådets tidligere medlemmer var på folkene fra skovens side. "Alle dem, der omgiver dig nu, gør det for pengenes skyld - for magten - for blodrusens!" vedblev jeg. "Du har ikke gjort Semia til et mere sikkert sted! Blodet vil i dag flyde værre end nogensinde!" nærmest skreg jeg til ham i håb om at ordene bedre kunne trænge ind i hans indre, hvor jeg håbede, at min sande ven stadig boede.

Et kort øjeblik stod han stille - som om han nu . . . til sidst . . . på det alleryderste alligevel forstod. Så rystede han på hovedet, som om han rystede tanken af sig - som om han ikke ville anerkende skammen ved en fejl . . . æretabet. "Smid Caddoc Landsoldat i gabestokken!", sagde han til nogle store vagter. "Hans skæbne vil først blive besluttet senere."

Selv om jeg kæmpede bravt, kunne jeg ikke vriste mig løs af 4-6 store vagters vold. Mit tøj blev flået af mig. Der blev spyttet på mig, og alt mit udstyr fra Krigerhuset blev tildelt nogle forskellige lejesoldater, som jeg ikke ved hvor kom fra. Kommandørkaptajn Tedris Bjalin kaldte til samling ved porten. Han agtede at gøre udfald mod de angribende.

Jeg besvimede flere gange i Gabestokken, men husker vilde kampråb, gjaldende horn og lyden af våben og rustninger, der tordner sammen i vild kamp. Kampen bølgede frem og tilbage. Det var umuligt at afgøre, hvilken side der var stærkest. Jeg sendte bønner til Cirklens guder, at folkene fra skoven - Semias oprindelige borgere ville vinde kampen. Ellers ville mit liv være prisgivet - og Eder måtte indstille sig på at stifte nye diplomatiske bånd med Orion.

I en af mine vågenperioder bemærkede jeg at byen, der ellers var fuldstændig tom, nu under kampen også havde fået besøg af de herrer Phillipe og Leopold Van der Schwein. De gik fra bygning til bygning - og således også til min ruin af et krigerhus og puttede alt af værdi ind under deres kapper, mens de talte om, hvor man bedst kunne kravle over muren og forsvinde inden kampen var slut samt hvor de kunne sælge det indsamlede. Så meget for de to og deres "adelsmænd på dannelsesrejse". Lad mig i den forbindelse advare Eder mod disse svindlere, hvis deres rejse på noget tidspunkt skulle føre dem til Porvoy.

Det lykkedes mig dog at bilde dem ind, at jeg vidste, hvor kaptajnen havde gemt en stor kiste med toldpenge, og derfor slap de mig fri af gabestokken. Imidlertid må jeg have besvimet i samme øjeblik, for jeg husker ikke mere ud over at jeg vågnede liggende midt i ruinerne af bygningerne. Jeg var nu yderligere blevet berøvet for både mine støvler, strømper og ridesporer.

I skrivende stund skriver jeg fra Semias Tempel. Her har jeg været under kyndig pleje i nogen tid. Jeg kan fortælle Eder at kampen blev vundet af Semias sande borgere. Kommandørkaptajn Tedris Bjalin blev dræbt - men det havde vist ikke været nogen let opgave - og hans allierede blev jaget ud af byen og skoven.

Noget af mit krigerudstyr har jeg fået tilbage. 3 dværgekrigere der kæmpede mod lejesoldaterne havde tilsyneladende jagtet og fældet de kæltringer, der havde taget mit udstyr. Noget bulet er rustning og hjelme, men det kan dværgene måske også hjælpe mig med. Derimod er Krigerhuset knust, og jeg må derfor påbegynde byggeriet af et nyt, når jeg er helt frisk igen.

Men efter at have mistet alle værdier, må jeg desværre informere Eder om, at Semias Krigerhus ikke vil blive så stort og prangende som før. Dog vil jeg love Eder et fortsat aktivt Krigerhus med god diplomatisk kontakt til Semias øvrighed.

Borgerne i Semia lever i øjeblikket i fred. Men det varer kun til orkernes sult driver dem mod byen formentlig i begyndelsen af det nye år. Og hvem ved om ikke andre ikke-venligtsindede personager og væsner ikke har hørt nys om Semias tilstand, og snarest muligt vil benytte lejligheden til at opnå kontrol med byen?

Jeg beder Eder overveje - om det ikke bedst tjener diplomatiet mellem Semia og Sæterlandets Porvoy-provins - om Eder sendte en fredstyrke. Med disse ord vil jeg slutte denne rapport fra min udpost i Semia.

Ærbødigst

Caddoc, Landsoldat


* Om Caddoc her fortæller sandheden til sin overordnede er tvivlsomt. Andre hævder, som skildret i Orion Krøniken kap. 6, at Krigerhuset blev slået til jorden af et mægtigt vindstød som følge af Ambivons vrede eller de af kobolderne vækkende ånder i kamppladsen. Hvad der er mest sandsynligt er svært at sige da de fleste tilstedeværende blev dræbt i det efterfølgende slag, og den fulde sandhed vil nok aldrig komme for dagen.