Følgende er et brev sendt af Landsoldaten Caddoc som for tiden, med Semia's billigelse, driver det nyopførte krigerhus. Brevets modtager ser umiddelbart ud til at være en adelsmand fra Caddoc's hjemegn, et sted jeg desværre ikke selv kender til.
Det at jeg har opsnappet dette brev, vil af mange nok blive betegnet som et brud på brevhemmeligheden, men jeg har bedømt, at dets indhold kan give folk en anden synsvinkel på de sidste begivenheder i Semia by. Kun Ambivon kan dømme mig i dette, men læs selv og se hvad i synes.

- J.S


Til Hans Eminence Lensfyrste
Cheitan af Porvoy, Sæterlandet

Tillad mig allerførst at udtrykke min mest ydmyge tak for hvervet som udsendt landsoldat. Jeg føler Eder kunne have idømt mig døden eller værre straf for at have svigtet Eder og lenets folk. Allernådigst vil jeg yde mit ypperste for at tjene Orion og dets borgere - og dermed Eder. Derved kan jeg ved Eders nåde vende hjem til Sæterlandet med renset sjæl.

Jeg tænker at Eder er velviden om min stadige eksistens. Ved hver fuldmåne har jeg aflagt rapport til Eders udsendte kurerer ved grænsen til Rayaskovene, der skiller Orion fra Sæterlandet. Modtag nu min første skriftlige rapport fra Semia, Orion. Jeg finder at mine erfaringer her vil være brugbare i Eders kampe for at forsvare Porvoy. Med succes i krigen mod Orkerne vil Eder stå stærkt i kampen om Sæterlandets Trone som jeg finder kun Eder værdig til.

Da jeg kom til Semia var det første jeg bemærkede; folks forskellighed. Dette var absolut en styrke for byen. Hos nogle lokale fik jeg bekræftet at Orions Kong Rebild d. III(*) VAR blevet indsat på sin trone i Semia, og at det dermed ER Semia der har stået i spidsen for tilbagegangen for anarkiet.
Denne styrke ligger i folkets forskellighed. Her findes al slags folk med alverdens evner, hvilket bevirker at der næsten altid findes en måde at bekæmpe nye farer på.
For et land som Sæterlandet, hvor de fleste er krigere eller bønder, står det mig klart at Sæterlandets folk har for mange svagheder trods stærke krigere og gode kornkamre. Vi ved jo at selv vor stærkeste krigere frygter og flygter fra magi og mod orkernes styrke kan næppe holdes stand i evigheder. Dette gjaldt jo mig selv.
Semias folk kan trylle ting frem og få dem til at forsvinde igen, de kan gøre sig usynlige, de kan tale med guderne og de døde, de kender mystiske planters navne og kan udøve mirakler med dem. Jeg kunne nævne snesevis af ting.

Semia er ellers en lille by med få gader. Udefra bemærker man dels det store tempel, man passerer på vej ind mod byen - en forholdsvis ny bygning, og dels et helt nybygget højt tårn, der tjener som værested og akademi for byens troldmænd. Troldmænd er lidt at sammenligne med vores knoglekoner, men troldmænd har langt større kræfter. En umådelig vis herre, der påstod, at han havde set mit komme i fremtiden, nærmest ventede på mig ved ankomsten til Semia. Han udgav sig for at være byens Højestemager og introducerede mig for byens Borgmester; Ypperstepræstinden og byens Vagtkaptajn.

De kunne ikke umiddelbart godkende at jeg kunne indtræde i deres byvagts garnison. Som Vagtkaptajnen måske rigtigt udtrykte det, kan man ikke bruge mig, når jeg allerede tjener et andet land og folk. Ideen om at opføre en Barak til byens krigere var de dog ikke afvisende overfor. Faktisk var den ide så kærkommen, at Ypperstepræstinden straks lod bud gå til en våbenhandler i et sydligt rige om at få materialer til et Krigernes Hus - konstruktion sendt til Semia. Jeg fik herefter til opgave at opføre og lede Krigernes Hus i Semia.

Efter et stykke tid ankom rafter, reb, tagplader og segl til Krigerhuset. Ypperstepræstinden havde valgt en Gnom-konstruktion, hvilket først syntes fuldstændig uoverkommeligt, men senere viste sig at have alle tænkelige fordele. Jeg har vedlagt tegninger og vejledningen til konstruktionen samt adresse til Våbenhandleren. Det er mit klare råd, at netop disse Kriger-huse rejses i flest mulige af Sæterlandets byer og at de bør erstatte vores hidtidigt anvendte Barakker.

Jeg måtte have hjælp til at rejse konstruktionen, hvilket var en svær opgave. Ikke mange af Semias egne borgere virkede interesseret, men flere af de gennemrejsende havde interesse for sagen. Blandt andet en gruppe, der kaldte sig Sir Rolfs Mænd. På trods af navnet var de ikke ledet af Sir Rolf. Gruppen havde på den måde ingen leder men tænkte alle som én. Når en opgave opstod, delte de sig lynhurtigt og begyndte hver sin del opgaven uden at nogen leder skulle sætte dem i gang. På den måde var de færdige med komplicerede arbejdsopgaver før andre var i gang. Samme evne kunne de bruge i kamp, hvor de effektivt udregnede deres fjenders svagheder og omringede dem eller slog til på de svage punkter.
Denne form for samarbejde og strategi lærer vi allerede Sæterlandets officerer. Men det virker sig betydeligt mere effektivt, når det kommer ud til mindste mand. Det er mit råd at Sæterlandets styrker skal lære Samarbejde & Strategi helt til laveste rang. Styrke & Disciplin er ikke nok mod de stærke orker.
Sir Rolfs Mænd viste sig dog senere at bære navnet Viros-klanen og desuden at være dæmon tilbedere, der ikke sluttede op om Semia, da byen senere på året kom i vanskelige farer.

En anden og helt uventet hjælp kom fra en gruppe, der kaldte sig Fønix' 1. Brigade. Især en ung kriger ved navn Baldrian gjorde sig bemærket. Fønix er et rige beliggende stik syd for Sæterlandet beboet af mennesker. Hungersnød, drageangreb mm. har tvunget krigere derfra ud på eventyr. Menneskene der har omtrent samme værdier som Sæterlandets folk og krigerne er af stort mod og erfaring. Mit råd er: Opret STRAKS handelsruter med dette folk. De vil betale med klingende summer for vores kornkamre og for summerne kan vi købe effektive krigerhuse og krigsmaskiner. Hvis krigere fra deres egn kommer til Sæterlandet, byd dem straks ind som venner og gør brug af deres erfaringer.

Inden længe stod Krigernes Hus i Semia klar. Dette med lazaret, vagtstue for Semias Byvagt, kamparena til afholdelse af turneringer og styrkeprøver samt udstilling af våbensamlinger og billeder af særligt værdige krigere. Således påvirker huset mange formål hvad angår lov & orden. Kaptajnen især havde en odiøs samling af våben der havde en afskrækkende virkning på befolkningen - smedet af hans bror i øvrigt, der var halvork. Sjovt at møde en ork, der var opdraget med kærlighed og tryghed. Nok grov af mund og fagter men ufarlig og en dygtig smed. Det gav stof til eftertanke om ikke at udstøde resultatet af orkernes overfald på vores kvinder fra vores byer. Disse kunne blive gode arbejdere for os i stedet for nu, hvor de bare forstærker fjenden.

I løbet af det forgangne år har Semia været udsat for en række farer, store som små. Men ikke alle har været grobund for gode erfaringer. Blandt andet en række landevejsrøverier og overfald på ordensmagten. På et tidspunkt mødte en særlig race elvere op i Semia. De var højere og mere stadseligt klædt end almindelige skovelvere og deres hud vare mere skinnende og deres øjne gule og prikkende - stik modsat skovelveres smukke øjne. De hævdede at være fortrop for en stor fremmed magt, der havde en guddommelig ret til at overtage Semia og hele Orion.
Hvor tit er det ikke sket i Sæterlandet, spørger jeg dristigt? Hvor mange Lensgrever i historien har ikke været narret af fupmagere med lignende trusler? Selv blandt Eders forfædre.
I Semia holdte kaptajnen sin ære i allerhøjeste fold, da han nægtede disse fremmede enhver rettighed, der faldt udenfor almindelig lov i Semia. Og da dette til sidst endte med overfald på kaptajnen, som ledte til øjeblikkelig drab på de fremmede, var der selvfølgelig heller ikke noget i vente udefra.
Derfor: Tro aldrig på trusler fra slige folk. De er blot usle bedragere, der har til hensigt at få Eder til at synes svag. Få alle officerer i Porvoys styrker til at sværge på deres troskab - og straf dem der ikke holder det. Lær fremmede, at i Sæterlandet må man enten underkaste sig Loven eller modtage en straf. Det vil være at udvise tryghed til Sæterlandets folk og Eder vil modtage stor ærefrygt. Eder vil da klart stå for valg til Sæterlandets trone.

Den største trussel i Semia lever vi i skrivende stund stadig under. En Dæmon har rejst sig fra den skyggefulde verden og huserer i skovene omkring Semia. Alskens strategi og våben har været brugt mod Dæmonen, der i sig selv har været fredelig nok, når den ikke føler sig truet. Det værste er dens følge, der består af trolde og lignende ondskab samt horder af levende døde, der spreder skræk blandt byens borgere ved at ødelægge skov og bygninger og angribe handelsruter, mv.

Ved fælles kraft lykkedes det Ypperstepræstinden sammen med en masse folk med magiske evner at lægge en særlig aura over skoven, således at Dæmonen ikke umiddelbart kunne gå til byen og byens borgere kunne gøre fælles front mod de af Dæmonens følge, der prøvede at gå mod Semias midte. Men dette var langtfra en holdbar løsning, da vejen til Semias Tempel var afskåret, og mange af byens folk trods alt får deres kræfter og energi herfra gennem præsternes velsignelser, mm.
Det viste sig at være Semias Højestemager og Mesternekromatiker, der havde det bedste forslag til et udfald mod Dæmonen. Vagtkaptajnens og min vurdering var klart at følget kunne nedkæmpes så snart Dæmonen var af vejen. Højestemageren kundgjorde at der skulle skabes en såkaldt Golem. En Golem er et væsen af stor styrke, der mest af alt minder om en stor stenstatue omkranset af funklende magi. Væsnet er i sine skaberes magt og ved at bruge en stærk krigers krop, mentes det at kunne skabe en så stærk Golem, at Dæmonen kunne blive besejret. Det var desværre en forudsætning at krigeren frivilligt ville lade sit liv for sagen.
Det blev min opgave at kalde til en turnering, hvor Semias stærkeste kriger i Semia skulle findes.

Jeg kundgjorde starks turneringen, men ingen meldte sig - ingen havde mod til at se døden i øjnene. Således havde Dæmonen fuldstændig knækket folkets mod og gejst.
Da udlovede jeg at den som vandt turneringen ville få en plads i Semias historie og heraf få indskrevet sit navn i Krigerhusets bog, og heraf få evigt liv gennem beundring fra Semias folk.
På denne handling meldte 2 sig. Det var henholdsvis Baldrian fra Fønix' 1. Brigade og en dømt landevejsrøver ved navn Tromas Delga, der fik tilbuddet om at få sin frihed, hvis han deltog i turneringen.
Vagtkaptajnen og jeg selv ville uden tvivl have været oplagte til hvervet, men vores løfter mod henholdsvis Kong Rebild d. 3. og Eder forbyder os jo at deltage i sådan dåd. Desuden ville vi være nødvendige for byen efter Dæmonens bortgang eller hvis forsøget med denne Golem skulle mislykkedes, som det jo viste sig at gøre.
En turnering med kun 2 - ellers nok så værdige - deltagere var næsten ikke værd at afholde.

Da kundgjorde Højestemageren at enhver som meldte sig til Turneringen og gøre sit ypperste ville modtage en sum på 5 guldstykker. Og Ypperstepræstinden kundgjorde ligeledes en præmie for 2. og 3. pladsen på henholdsvis 10 og 15 guldstykker. Det satte skub i indskrivningerne, hvor om det ellers må tænkes at værre et kræmmersind kun at ville deltage pga. håb om penge ej ære.

I alt indskrev 15 krigere sig til turneringen. Alle sværgede ved vidner på at de ville yde deres bedste under turneringen og lade deres liv i dåd for Semia, om de vandt. Turneringen kunne begynde.

  1. Prøve var Sæterlandets gamle prøve for Styrke, Udholdenhed og Disciplin. Ved at holde en svært tung genstand ud fra kroppen i længst tid bedømmes netop disse evner.
    Under 1. Prøve forsvandt 3 af turneringens deltagere - alle fra Viros-klanen - og deres skikkelser dukkede senere op som levende døde - såkaldte zombier. De måtte været faldet i en Dødevandres magt, og blev deraf udelukket af turneringen.
    Udover dette blev kun én person mere udelukket. Dværgen Store Jens brugte ikke sin stærkeste arm under prøven og måtte forlade kamparenaen uden belønning, da han havde brudt løftet om at yde sit bedste.
    I 1. Prøve fandtes derfor de 4 stærkeste, mest udholdende og disciplinære krigere, der kunne gå videre til 2. Prøve.

  2. Prøve lod jeg være en prøve på krigernes tækkelighed blandt Semias folk. Og jeg bad dem kundgøre deres Kriger-Kodex for folket. Sande krigere lever efter en eller flere sætninger, der ikke gør livet for kompliceret, og folket ønskede en kriger af ædel karakter, der ville lade sit liv for dem.
    Et kodex modtog kun publikums bitre tavshed, og denne kriger fortjener derfor ikke navns nævnelse.
    Smallwood fra gruppen Twillight Twisters erhvervede sig en æresfuld 3. Plads med kodexet: "Gør altid det rigtige i skovens navn". Denne var elveres, hobbitter og et par druiders favorit.
    Smallwood blev for sin indsats i Turneringen indskrevet i Krigerhusets Bog.
    Men publikum jublede allerhøjest for Baldrian fra Fønix' 1. Brigade og Tromas Delga. Baldrians korte kodex: "For Fønix!" vakte vild jubel, da Fønix' 1. Brigade med sine gerninger i og omkring Semia havde udvist folket stor ærlighed og retfærdighed.
    Tromas Delga havde af uvist årsag også en del tilhængere - måske tyve og røvere, som ham selv med kodexet: "Magt er intet mod sandt Ære & Mod".
    Det blev kundgjort at finalen måtte stå mellem disse 2 kæmpere.

Finalen blev udråbt til at skulle foregå ved tvekamp. Nu havde vi fundet de 2 stærkeste, mest udholdende, af streng disciplin, erklærede sande krigere og kære af folk i Semia. Afgørelse kunne kun findes ved se de 2 kæmpe med hinanden.
Imens begge krigeres våben blev beklædt med stumpe træ- og læderbeklædninger, således at de skarpe ægge ikke gav blodig skade, forberedte de to kæmpere sig. Baldrian gjorde rådslagning med sine frænder og tog mål af modstanderen. Tromas Delga afviste imidlertid kontakt med andre og knælede for sine våben i en stille bøn - formentlig til Drachl eller Mentor. Dette hjalp ham nu ikke.

Da tvekampen begyndte trådte begge kæmpere modigt frem og gjorde angreb mod hinanden. Baldrian var den stærkeste med hårde og præcise hug - Tromas den hurtigste med mange udfald på sin modstander. I denne kamp blev det styrken, der sejrede.
Taktisk og målbevidst fældede Baldrian begge sin modstanders ben, således at denne lå på sine knæ uden at kunne flytte sig. Baldrian måtte dog erkende sig ramt i både bryst og arm. Baldrian bød sin modstander at give sig, da han ikke ville slå en modstander ned, som allerede lå i forvejen. Herpå råbte hele Semias folk straks hurra og at Baldrian var en stor kriger. Tromas Delga gav sig stolt ved at kaste sin våben i støvet for Baldrians fødder. Publikum udråbte også ham til at være en stor kriger, thi han kendte sin overmand.

Tromas Delga blev hjulpet til fode og modtog sin præmie. Han forlod byen og ingen har set ham siden. For sin indsats i turneringen er han blevet indskrevet i Krigerhusets Bog.
Baldrian fra Fønix' 1. Brigade blev hyldet, - herpå anholdt og ført til Troldmændenes Tårn. Her måtte han lade sit liv for at blive omdannet til Golemen. Dette skete senere samme aften ved en stor ceremoni, hvor hele byens borgere var fremmødt. Viros-klanen prøvede at forpurre ceremonien, men dette afværgede jeg ved at latterliggøre deres snak for byens borgere. En enkelt prøvede at snigmyrde mig bagfra, men jeg havde forudset hans komme og havde min dolk parat. Ved synet af Sæterlandets dygtige smedehåndværk opgave den unge lejemorder sit forehavende.

Næste morgen var Golemen klar fik vi at vide, og nu skulle det endelige slag stå mod Dæmonen og hans følge. Hver en våbenfør borger blev ført ud i skoven i 3 arméer. Kaptajnen bød mig først at lede den ene armé, men dette afviste Ypperstepræstinden, da det overfor Kong Rebild 3. Nødigt skulle stå, at en fremmed hærfører havde reddet Orion i stedet for byens egne officerer. Skulle det modsatte ske, at arméerne faldt, frygtede hun at det ville være skade til at en fremmed soldat havde anført byens krigere. Jeg blev i første omgang beordret til at blive i byen.

Men Ypperstepræstinden ombestemte sig. Min erfaring og styrke var nødvendig i kampen. Som en tak for den gerning, jeg havde gjort for Semia med Krigernes Hus og turneringen, tilgav hun mig midlertidig status som menig soldat i Semias Byvagt og velsignede mig i denne gerning. Desuden blev jeg overrakt et lansespyd fra Kaptajnens våbensamling som våben i kampen. Her på drog jeg alene ud i skoven for at hjælpe mine mange nye venner.

Jeg nåede Kaptajnens Armé lige i det øjeblik denne gjorde udfald mod 2 trolde i Dæmonens følge. Den ene trold havde hævet en troldesten af solidt klippesten højt over sit hoved og så ud til at ville slynge denne mod kaptajnen for at sprede og sætte skræk i hans armé. Pludselig så jeg mit snit til at forpurre dette og løb med lanse-spyddet som en rambuk lige mod trolden og gennemborede hans bryst med al min kraft. Trolden slyngede i stedet sin sten lige mod mig og jeg blev levende begravet i de mange tusind småsten, klippen sprang i, da den ramte min krop. Jeg nåede dog at se trolden segne om, med spyddet igennem kroppen.
Den anden trold blev grebet af frygt, da den så sin frænde slagen og Kaptajnen kunne med resten af arméen omringe den med lethed og nedkæmpe den. Herefter hjalp de mig ud af min grav og hyldede mig som stor trolde-dræber.

Skønt hårdt såret fulgte jeg mine kammerater tilbage mod byen, hvor Dæmonen var lokket ind til kamp mod Golemen. Hele Dæmonens følge var nedkæmpet dog med svære tab, men Dæmonen havde ingen turde angribe. Alt håb var derfor til at Golemens styrke var Dæmonen overlegen.

Men desværre - allerede inden vi var nået til byen, så vi Dæmonen endnu mere vild, kraftfuld og mere frygtindgydende end nogensinde gå vredt forbi os tilbage mod skoven. Alle der stod i vejen faldt som næsten blot ved dens vrede blik. Selv nåede jeg lige at skubbe et par unge skytter, der stod som lammede af frygt, af vejen inden jeg selv sprang til siden. I byen fandt vi Golemen udslettet efter en tilsyneladende heftig kamp.

Der er nu gået et par dage siden denne kamp med Dæmonen og hans følge, og vi har ikke hørt eller mærket noget til Dæmonen siden, men hele byen føler sig sikker på, at den stadig er ude i skoven og faktisk ingen tør begive sig derud.
Det meste af Semias folk har haft travlt med at sørge over de døde og pleje vores egne sår. Krigerhuset har som byens lazaret været travlt beskæftiget i den forbindelse - mine egne sår er efterhånden også lægt.
Ypperstepræstinden har beordret til stærk tro på Cirklen og dens elementer og har herigennem været en stor moralsk støtte for folket. Nødvendigt - fordi de vise folk i Troldmændenes Tårn virker stærk udmattede og frustrerede. Kaptajnen har været tavs og dybsindig - jeg tænker han håber på forstærkninger - enten i form af de krigsmaskiner han har bestilt, eller på at friske eller dygtige eventyrere vil komme til byen. Eller frygter jeg, at også han mister håbet.

Her vil jeg slutte denne første rapport fra min post i Semia. Fortsat vil jeg yde mit bedste her på egnen for Semia - hele Orion og dermed Sæterlandets skyld. Jeg håber Eder kan bruge mine råd i kampen mod orkerne og ellers kan drage nytte af mine erfaringer og gerninger her. Jeg er svært glad for mit hverv her, men vil til hver en tid følge Eders anvisning om at rejse hjem.

Ærbødigt

Caddoc, Landsoldat


* Caddoc må forveksle den nuværende Kong Rebild IV med hans legendariske forgænger som døde for ca. 200 år siden.